search

Sportskrigen raser på nettet

Min seneste ven på Facebook hedder TotalBold.dk.

Min seneste ven på Facebook hedder TotalBold.dk. Har været en tur inde at vende, og sitet forsøger sig på mainstream-fodboldvejen med egenproduceret fællesstof, liveformidling, spil og klummer. Et overordentligt svært marked at konkurrere på, om end der fremdeles synes at være et vist, men forudsigeligt annonceflow på fodboldsider, så længe de kan stave til b-o-l-d.

Fint nok, for markedet ekspanderer og ser stort på finanskrisen, om end den risikovillige annonceportefølje ikke umiddelbart ser ud til at følge med. Grænserne udforskes, udvides og prøves konstant af. Bold.dk løber fortsat med den tunge trafik, Tipsbladet er naturligvis en seriøs spiller på både papir og web, SportenKort.dk har stadig godt fat, Onside.dk, 442.dk med håndholdt webtv, Feltet.dk. I en lind strøm.

De store mediehuse satser i sagens natur også på sportsformidling på nettet. Berlingske Medier har smeltet sporten sammen på Sporten.dk. Langtfra den optimale løsning for et hus med enormt spænd i læserskare fra tabloid over trafikudgivelse til morgenavis.  B.T., Urban og Berlingske Tidende i én og samme tiltænkte portal, der tydeligvis er landet i først og fremmest tabloidens lettere afklædte evne til at generere trafik. Mens de kæmper webtv-kampen for fulde gardiner i forreste frontlinje. Hvis den alternative rumænske sportsredaktør Laszlo skal vinde den på humor, skal han da vist til at passe sit arbejde og lidt oftere i ruden.

Jyllandsposten og 24 Timer gør sig på portalen spn.dk. Ikke det mest folkeligt mundrette af slagsen, men vaner gror ind over tid. På mit seneste besøg forsøgte jeg mig med tophistorien: ”Morten Stig afviser uenighed i DHF” og endte i en håndboldfotoserie. Redaktør Christian Thye-Petersen er gået fra kommentaren til bloggen ovre i opinionsredaktør Flemming Rose og Berlingske-renegaten Mikael Dopingdemagog Jalvings blogunivers. The place to be.

På Politiken har sportsredaktør Søren-Mikael Hansen set sit snit til at skrue op for blogblusset. Han har begået kommentarer den 10., 6., 4. og 2. marts – før den stribe skrev han sin seneste af slagsen den 20. november. Måske en orlov. Andet sted i huset relancerer man i den grad, og det skal vi jo lige vænne os til på eb.dk, mens sport på net og papir har levet i tålt ophold med hinanden og på afstand. Synergien synes at vinde frem hos Ekstra Bladet.

Fælles for alle papirhuse synes ressourcerne ikke nødvendigvis at følge ambitionerne på sportsnettet, og trykpressen kræver stadig sine fingre i producerende forstand.

DR Sporten og TV 2 Sporten er langt fremme i trafikskoene. Førstnævnte med evidente begrænsninger på opdatering, så man næsten kan læse vagtplanen indenad. Og landets bedste dong-formidling på opstillinger og danskere rundt om i Europa går konstant ned på serverpres, og det bliver man sindssyg af i længden. TV 2 sprøjter nyheder ud, også lige lovlig hurtigt i ny og næ. Med en sygelig selvpromoverende blogproduktion on the side, men dog med undtagelser og kompetent kommentarstof.

Hos Ritzau kan man som udbyder også erhverve sig en stribe korte sportsnyheder. Sparket direkte ind i CMS’et på sit site. Prisen varierer afhængig af besøgstallene, naturligvis. Platformene er i konstant udvikling. RSS presser sig på, sociale medier vender op og ned på alt gammelkendt, video- og mobilversioneringerne fremmer teknologiforskrækkelsen hos halvdelen af sportsjournaliststanden. En branche i opbrud, til tider med tendens til opløsning.

De store fodbold- og håndboldklubber samt idrætsorganisationerne kører langt hen ad vejen deres eget show med mediedepartement og stram styring af nyhedsstrømmen. Helt anderledes markedskræfter end de traditionelle gør sig gældende. 1-2-3.dk og hjemmesiden er oppe at stå. Ingen distributionsudgifter, ingen restriktioner, bare skriv, hvis ellers nogen gider læse med.

Den journalistiske kvalitet vinder efter min bedste overbevisning kampen. Måske betalingsvejen er gangbar, som Poul Høi var inde på i nyeste tendens fra USA i Berlingske Søndag. En netruller af en tæt og opslidende kamp om sportskunderne på webben. SportsBlokken.dk ruller med…

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen