Ikke overraskende fandt man EPO i urinen hos mere end halvdelen af cirka 90 deltagende cykelstjerner i Tour de France i 1998. Det havde mange nok på fornemmelsen i årene efter. Men derimod kommer det nok som en overraskelse, at tv-journalisten Dennis Ritter mener, at den slags skal holdes hemmeligt for offentligheden, »… da det jo er så længe siden …«, som han sagde på direkte tv (den 2. juli 2013).

Dermed forlader han efter min mening journalistikken og bevæger sig ind i infotainment-segmentet. Måske skulle Dennis holde en tænkepause fra touren – og i stedet kaste sig over Vild Med Dans eller noget andet, der måske bedre matcher hans krav til kritisk journalistik.

– Troels Schmidt, journalist

SVAR. Det er altid bekvemt at tage sætninger ud af en sammenhæng – eller ligefrem selv opfinde dem og skære dem til, så man kan bruge dem til at styrke sin pointe.
Så slipper man også for at forholde sig til nuancerne og virkeligheden og kan i stedet fremstille en sammenhæng, som man synes, den skal være. Og ikke som den var.

I Tour de France-studiet den 2. juli var emnet ganske rigtigt det franske senats forestående offentliggørelse af navnene på de 33 ryttere fra Tour de France 1998, hvis urinprøver retrospektivt var testet og fundet positive for EPO. (Der var 189 til start, så de 33 var næppe ”mere end halvdelen”, som du skriver).

Prøverne var taget i 1998. De blev testet igen i 2004. Og nu – i juli 2013 – ville man offentliggøre navnene. På et tidspunkt, hvor resultater og identitet på rytterne altså havde været kendt af de relevante myndigheder i ni år!

Og man ville endda offentliggøre dem midt under Tour de France, hvor dønningerne måtte formodes at blive størst.

Det virkede på mig ikke som en offentliggørelse i antidoping-arbejdets navn og interesse. Men mere i selvpromoveringens og profileringens navn. En offentliggørelse egnet til at skabe en masse støj og sensation – men ikke til at flytte eller gavne noget i dopingbekæmpelsen.
Fra en fransk myndighed, der var tiltrukket af muligheden for at få størst mulig opmærksomhed.

Den pointe tillod jeg mig at fremføre. Altså først og fremmest en kritik af timingen. Og en kritik af motivet.
Jeg satte også spørgsmålstegn ved det forhold, at man bruger ressourcerne i dag på at fremlægge det fuldkommen åbenlyse – nemlig at langt størstedelen af feltet i 1990’erne brugte EPO.

Det kommer ikke bag på nogen længere. Vi ved det godt. Og vi læser resultaterne fra dengang i det lys.
Nej, lad os da hellere bruge kræfter og ressourcer på at styrke indsatsen mod doping nu og i fremtiden i stedet. Og så inddrage fortiden i det omfang, den kan bruges fremadrettet.

Det var de pointer, jeg havde med i studiet den dag.
Jeg forstår, Troels Schmidt, at de ikke passer ind i din forenklede og tilpassede opfattelse af virkeligheden og af det nævnte interview. Det beklager jeg.
Og hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg fortsætte med at forsøge at bringe nuancer og realiteter ind i en til tider ulideligt skinger og ensporet dopingdebat.

– Dennis Ritter, journalist, studievært og kommentator, TV2 Sporten