Der er mange penge på spil, når Caroline Wozniacki går på banen med ketsjeren i hånden. Det er der også, når hun efterfølgende optræder foran det omrejsende pressekorps. Forestil-lingen om vandtætte skotter mellem journalistik og pr-arbejde viser sig at have meget lidt hold i virkeligheden.
Det er forhåbentlig svært at forestille sig synet af en Christiansborg-journalist i Snapsetinget give lykønskende high-fives til en politiker efter et godt valgresultat eller en veloverstået debat i salen. En krammer er vel helt utænkelig. Og man kommer næppe heller til at høre om landsdækkende dagblades politiske reportere, der supplerer indkomsten ved at lave kampagnemateriale for Venstre – i hvert fald ikke uden at det får konsekvenser.
Anderledes fungerer det på den professionelle tennisscene, hvor danske Caroline Wozniacki for tiden huserer med stor succes. Her er det ikke ualmindeligt, at en journalist giver håndslag med stjernespilleren, når sejren er i hus. En hjertelig omfavnelse af mor og far på tilskuerpladserne finder også sted i ny og næ.
Og så er der den mere formelle sammenblanding af interesser blandt de folk, der følger Wozniacki verden rundt: Som for eksempel TV 2's særdeles tenniskyndige mand i felten, der arbejder for den landsdækkende tv-station på freelancebasis under de store turneringer. Herfra leverer han nyheder til deres hjemmeside og agerer, når det lykkes TV 2 at købe sig adgang, tv-reporter for åben skærm.
Derudover skriver han længere artikler til Tennisavisen, der delvis er finansieret af Dansk Tennis Forbund, og så har e-Boks, en af Wozniackis hovedsponsorer, hyret ham til at skrive reportager til deres hjemmeside. Mellem turneringerne har han blandt andet arbejdet for Nordic Sports Group (NSG) med at lave pr-materiale i form af videointerviews med spillere og trænere ved den nyoprettede tennisskole Wozniacki Academy. Familien Wozniacki er medejer af NSG.
Spørger man journalisten, Per Colstrup Vinkel, hvordan han håndterer de mange forskellige kasketter, svarer han ærligt:
»Helst ville jeg gerne være i rollen som nyhedsjournalist hele tiden. Men jeg har været nødt til at gå lidt på kompromis med mig selv. Jeg ved ikke, om man kan kalde det reklamejournalistik, men man lægger i hvert fald de kritiske briller på hylden,« siger han om arbejdet for Wozniackis NSG.
Og videre om skriverierne for hendes sponsor:
»Det, jeg får på mit bånd, bruger jeg først til at lave nyheder på og så til at lave mere blød journalistik til e-Boks. Det er klart, at når man skriver for en sponsor, der gerne vil promovere sit produkt, så ligger det i kortene, at de ikke er interesseret i artikler, hvor man hagler deres top-brand ned. En rubrik som 'Wozniacki floppede i Cincinatti' ville nok ikke passe ind på e-Boks' hjemmeside.«
Der kunne sikkert spekuleres meningsfyldt i, hvordan denne sammenblanding af interesser påvirker det journalistiske indhold. Selv ville Per Colstrup Vinkel foretrække at kunne nøjes med en enkelt kasket:
»Jeg har sagt til hver af mine arbejdsgivere, at hvis de vil give mig fuld løn og betale mine udgifter, så er jeg deres, og så skriver jeg kun for dem. Det tilbud har jeg givet til dem alle, men de siger, at de ikke er i stand til at løfte opgaven økonomisk. De vil kun være med på en deleordning. Sådan er virkeligheden. Så må jeg bare forholde mig til den og arbejde ud fra den. Og det har de det fint nok med,« siger han.
Ikke meget er overladt til tilfældighederne, når Caroline Wozniacki møder pressen. Den 20-årige tennisstjerne har undergået omfattende medietræning og ved, hvad der skal til for at gøre både journalister og sponsorer tilfredse. – foto: Tobias Selnæs Markussen / Polfoto
Grænserne mellem kommercielle, personlige og journalistiske interesser flyder ikke kun sammen for journalisterne. Det gør de også for Caroline Wozniacki.
Sidste efterår spillede hun en næsten tre timer lang tenniskamp i glohede Qatar. Mod slutningen af tredje og afgørende sæt, efter at have slået et forhåndsslag i nettet, tog Wozniacki sig pludselig til baglåret, vrængede ansigt og vred overkroppen fra side til side, inden hun lod sig falde mod jorden, hvor hun lå med hånden foran ansigtet, højlydt hulkende med hele kroppen, kun afbrudt af spjæt fra de voldsomme krampeanfald, der blev ved med at ramme hende.
Det lykkedes hende at komme på benene og spille videre. Mellem duellerne lod hun tårerne flyde, mens hun støttede ketsjeren mod jorden og lænede sig ind over den som en gammel mand med stok.
Utroligt nok formåede Wozniacki at vinde kampen. Efterfølgende blev hun ved en pressekonference spurgt, hvad hun havde lært af oplevelsen. Hun svarede:
"I learned that I'm a huge fighter and impossible is nothing."
Der er selvfølgelig den mulighed, at Caroline Wozniacki, der taler aldeles glimrende engelsk, benyttede den usædvanlige ordstilling sidst i citatet som en reference til bokseren Muhammed Ali, der engang sagde netop sådan. Det virker mere sandsynligt, at inspirationskilden var tøjfirmaet Adidas, der som pendant til konkurrenten Nikes berømte "Just do it" markedsfører sine produkter med sloganet "Impossible is nothing".
Adidas er nemlig sponsor for Caroline Wozniacki, og hvis der er noget, den danske tennisstjerne er dygtig til, så er det product placement. På sin personlige blog og i interview med journalister genbruger hun gerne vendinger fra sine sponsorers pressemeddelelser, sådan at læsere og seere med reklameparaderne nede tager rent imod Wozniackis beskrivelser af sin Stella McCartney-spilledragt som "feminin" og "moderigtig" og "så behagelig at spille i".
Det er nærliggende at tolke den slags sponsorpleje som udtryk for kynisk opportunisme fra Woznia-ckis side. Hun ved, at journalisterne skriver det, hun siger, for efterspørgslen er enorm, tabloidaviserne skal fylde flere sider om hende efter en kamp, de støvsuger hendes udtalelser for alle brugbare citater til små sidehistorier og nye vinkler. Hun har nærmest direkte adgang til spalterne, og hun ved, at Adidas sætter pris på omtale, og tilfredse sponsorer betyder større kontrakter og flere penge ind på kontoen. Så hvorfor ikke sikre sin sponsor en smule gratis reklameplads ved at liste lidt pr-snak ind i kampanalysen?
Omvendt er man som journalist opdraget til at opretholde de vandtætte skotter mellem journalistiske og kommercielle interesser. For mens journalister tilstræber den objektive og balancerede beskrivelse af verden, som de interesserer sig for ud fra nyhedskriterier som væsentlighed og aktualitet, er annoncørernes eneste interesse at få flere penge i kassen ved at præsentere deres produkt så fordelagtigt som muligt. Det er selve den journalistiske troværdighed, der er på spil, men det er tilsyneladende ikke noget, der optager Caroline Wozniacki.
Wozniacki opererer slet ikke med den grænsedragning. For hende lader der ikke til at være noget fordækt i at snakke pænt om Stella McCartneys design uden for de formelle Adidas-finansierede fora. Det er ikke anderledes end at sige et par ord om hendes kommende modstander eller forklare over for et tennismagasin, hvorfor hun spiller med strenge af tarm.
Hver især udgør det dele af den samlede optræden, hun er pålagt at fremføre som en af verdens bedste kvindelige tennisspillere. Journalister, sponsorer, fans, agenter, arrangører, alle beder de om at få udtalelser, billeder, autografer, tv-optrædener, sponsormiddage, reklamefremstød, velgørenhedsarrangementer og en hel masse mere, i hvad der for Caroline Wozniacki er et stort spil – spillet uden for banen – og hun spiller det, både når hun sidder over for en flok journalister, og når hun optager en reklamefilm.
Situationen er nogenlunde den samme for Caroline Wozniacki. Den er kunstig og krævende, bestående af fremmede mennesker, hvis interesser hun skal servicere. American Express er interesseret i, at folk bruger deres kreditkort, Adidas er interesseret i at sælge tøj, og jeg er personligt interesseret i at få en artikel i hus, der kan være med til at sælge nogle aviser, så min chef bliver glad og sender mig af sted igen til næste turnering. Vi har alle sammen brug for Caroline Wozniackis hjælp, hendes ord, hendes ansigt.
TV 2 Sporten oplyser til Journalisten, at man er ved at stykke en ny aftale sammen med reporter Per Colstrup Vinkel, da man ikke ønsker, at der skal opstå interessekonflikter.
Anders Haahr Rasmussen har som freelancejournalist skrevet om især prostitution, køn og tennis de seneste seks år. Siden 2009 har han dækket alle Grand Slam-turneringerne. Det har nu resulteret i bogen "Én bold ad gangen", der er udkommet på Gyldendal. Dette er et bearbejdet uddrag af bogen.
Foto: Morten Holtum /Gyldendal
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.