»Fej ikke konflikter og ubehageligheder ind under græsplæner og rullemåtter i næsegrus beundring for stjernerne.«

Sportsjournalistik har en overdreven sensationslyst og en undladelsessynd, som irriterer mig voldsomt. Derfor blander jeg mig.

Sportssommeren 2004 er nu overstået. Et unævneligt antal vindere blev fundet inden for fodbold-EM, cykelløb og OL. Plus Wimbledon og det løse.

Sportsjournalisterne har talt og skrevet i en uafbrudt strøm af ord og begejstring.

De har slæbt flere såkaldte eksperter ind i diverse studier end De Nattergale har kastreret grise.

Vi lægfolk har set, læst, lyttet, nikket – og græmmet os.

Når eksperter således direkte modsiger sportsjournalister i studiet, og man ikke retter sig ind og kontrollerer sin begejstring til et rimeligt niveau, så er vi ovre i bedrageriafdelingen.

Ved OL i Athen vandt bordtennisparret Maze og Tugwell eksempelvis bronze, og på vejen slog de et par svenske veteraner. Sejren blev af TV 2 fremstillet som en vaskeægte sensation.

Problemet for TV 2 var, at kanalens egen bordtennisekspert, Claus Pedersen, på en ganske overbevisende måde argumenterede for, at her var ikke tale om en sensation. Det at de unge stærke danske talenter havde nappet de dygtige – men alderstunge – svenskeres skalp, ville eksperten betegne som en »mindre overraskelse«. Sådan.

Men studieværtens konklusion på samtalen med eksperten var, at man senere havde meget, meget mere om denne »danske sensation«. Så er det, man reflekterer med sig selv:

Hvor lærer sportsjournalister den slags – det er da ikke på Journalisthøjskolen!?

Egentlig burde eksperten havde taget sit tøj og sit bat og forladt studiet. Altså hvis man ikke lytter til, hvad han siger, så kan han jo lige så godt ta' hjem.

Sportsjournalister lader sig fange af stemning og seertal. De ønsker at fortælle, at det er på vores kanal, der er gang i den. Men derved dropper de deres primære opgave, som er at sørge for ordentlig information. Faktisk bør sportsjournalister – som andre journalister – sørge for at holde begejstringen på et niveau, så lyttere, seere og læsere ikke bliver kunstigt gejlet op til forventninger, som (sandsynligvis) ikke kan indfries.

Som lægmand forlanger jeg sportsjournalistik, som er præsentationsorienteret i stedet for resultatorienteret. Fakta på sofabordet, tak – og skræl det andet væk.

Væk fra både sprog og koncept.

Nu er vi så i gang med en efterårskold fodbold-, håndbold- og ishockeysæson.

Sportsjournalister, prøv også at huske, at sportsudøvere af alle slags er vigtige rollemodeller for børn og unge. Fej ikke konflikter og ubehageligheder ind under græsplæner og rullemåtter i næsegrus beundring for stjernerne. Drop berøringsangsten.

Det er klart, at når folk er dømt og har afsonet, så skal de have nye chancer i privat- såvel som i arbejdsliv. Men mange volds- og mobnings-sager inden for især fodboldverdenen tager sportsjournalister alt for lemfældigt på. Principperne skal i fokus – stjernerne må drages til ansvar.

Det kan godt være, at Morten Olsen gerne ser Zidan som dansk statsborger før tid, så han kan komme på det danske landshold, men hold lige blikket fast på mandens løse arme og billige armbåndsure.

Håndboldens Boldsen er guld værd på banen, men den berøringsangst, man udviste, da han udtalte sit »had til tyskere«, var ganske pinlig. Nu har Boldsens sagt undskyld i et åbent brev over for klubben Flensburg-Handewitts fans, men den undskyldning skyldes ikke pres fra dansk sportspresse.

Man kunne faktisk få det indtryk, at man blandt journalister syntes, det var fedt, at Boldsen mobbede tyskerne ud over det anstændige.

Og så i øvrigt ikke et ord om Brian Steen Nielsen, Tøfting, og et par stykker til.

Sportsjournalister, tag jer nu sammen.

I er mine garanter for en etisk dækning af sportslivet. En dækning, som jeg kan leve med, og som er nødvendig for idrættens overlevelse. På en anstændig måde.

Det var bare det, jeg ville sige.

* Frode Muldkjær er DR-journalist og tilrettelægger børneradioprogrammet Fabulatoriet på P2.