QATAR

Danske Sportsjournalister splittet: Bliver i udskældt organisation

Danske Sportsjournalister holdt onsdag eftermiddag ekstraordinær generalforsamling i København

Danske Sportsjournalister skal fortsat være en del af det udskældte internationale sportsjournalistforbund AIPS, der har fået kritik for sine bånd til Qatar.

Det har organisationen onsdag eftermiddag vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling, der blev afviklet på Hotel Absalon i København.

Faktisk var der flertal for at forlade organisationen, men foreningens vedtægter kræver, at to tredjedele af de fremmødte skulle stemme for et exit.

11 stemte for at forlade, ni stemte for at blive, mens to stemte blankt. Omkring fem procent af Danske Sportsjournalisters medlemmer valgte dermed at stemme.

Afstemningen skete på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen, der har ytret et ønske om at forlade organisationen AIPS.

Det sker på baggrund af en række ”tynde forklaringer” fra AIPS-præsident Gianni Merlo om, hvorfor AIPS havde valgt at placere en prisceremoni for den bedste sportsjournalistik på et udskældt stadion i Qatar.

Norsk udelukkelse blev dråben

For mange medlemmer af Danske Sportsjournalister var den berømte dråbe i bægeret, at tre norske journalister fra avisen VG blev frataget muligheden for at vinde prisen, fordi de nægtede at deltage i AIPS-ceremonien, der blev afviklet på et af de stadioner i Qatar.

Prisoverrækkelsen fandt sted på et stadion, der er blevet kritiseret massivt for brug af gæstearbejdere, som har arbejdet under kummerlige forhold.

Derudover har der løbende været kritik af de forklaringer, der er kommet fra AIPS-præsidenten Gianni Merlo.

I weekenden forsøgte Gianni Merlo at fremlægge sit syn på sagen i et brev til de danske medlemmer af AIPS, hvor han blandt andet kaldte beslutningen om at afholde den ekstraordinære generalforsamling for et ”fuldstændig forkert, absurd og utidigt forslag”.

I sit brev fremlagde Gianni Merlo også en teori om, at Danske Sportsjournalister var i gang med at stifte en ”eliteorganisation” for nordiske og vesteuropæiske lande.

I den forbindelse sagde Danske Sportsjournalisters formand, Jimmy Bøjgaard, at han fuldstændigt kunne afvise Gianni Merlos spekulationer.

 

1 Kommentar

Jesper Bech Pedersen
29. SEPTEMBER 2022
5 procent af foreningens medlemmer brugte deres stemme ... så i virkeligheden var langt de fleste faktisk bare pisseligeglade med hele den diskussion?