Sportsjournalister, mand jer op

Sportsjournalister er pinligt ukritiske og laver gabende kedelige interviews, mener tidligere sportsjournalist Poul Erik Andersson. 

Sportsjournalister er pinligt ukritiske og laver gabende kedelige interviews, mener tidligere sportsjournalist Poul Erik Andersson.

 

Poul Erik Andersson græmmes over nogle af sine kollegaer. Det var et interview med Caroline Wozniacki, som fik bægeret til at flyde over. Tennisspilleren nåede tilsyneladende at sige "det var fedt"  seks gange i et to minutter langt interview lavet af en ung TV2 medarbejder efter hendes hjemmebanesejr i Farum Arena. Poul Erik Andersson kalder sportsjournalister dovne på sitet Danske Sportsjournalister.dk. Journalisten.dk spørger hvorfor.

Hvad er der galt med at sige "fedt"?

»Jamen.. og her må jeg afbryde mig selv og min uvane. For at starte en sætning med jamen er netop en af de fejl, som journalister ofte begår, og det er forfærdeligt at høre på. Der er ikke noget galt med ordet fedt, men det skal ikke lyde seks gange på to minutter. Når jeg sidder hjemme i stuen ved jeg 499 ud af 500 gange, hvad sportsjournalisten vil spørge om, og hvad sportsudøveren vil svare. Og det er ærgerligt. Jeg tror, at sportsstjernerne ville være lykkelige, hvis de blev udfordret noget mere. Og det er også mest respektfuldt over for Caroline Woznacki at stille kritiske spørgsmål, så hun ikke fremstår som en intetsigende miss Sunshine. Sportsstjerner får bare stukket en mikrofon i hovedet, og så bliver der sagt værsgo. Væk med de generelle spørgsmål og ind med de konkrete!«

Hvad ville et godt spørgsmål til Caroline Wozniacki så have været?
»Jamen, jeg ville have sagt; Du får jo mange klapsalver. Men ærlig talt Caroline, du spillede mod nummer 84 på verdensranglisten. Kunne du ikke have været en anelse skarpere? Det havde i hvert fald givet muligheden for et lidt spændende svar, og ikke bare en omgang følelser.«

Hænger sport og følelser ikke sammen?
»Jov, men så skal journalisten sørge for, at det bliver større følelser end "det var fedt". Det er skide svært at være sportsjournalist på sidelinjen. Men lige nu virker det til, at det er praktikanterne som får den utaknemmelige opgave at stå på sidelinjen med mikrofonen og stille forudsigelige spørgsmål, uden at de er sat ind i stofområdet.«

Synes du, at de ældre sportsjournalister er skarpere og mere opfindsomme?
»Ofte. Men de er ikke kritiske nok. Tænk, hvis en reporter sagde til Bjarne Riis: – Det du står og siger der, kan du da ikke mene i fuld alvor!«

Ville seeren ikke også kunne forudsige reaktionen ud på det spørgsmål og ville journalisten ikke blive blacklistet?
»Det har du da ret i. Det skal jo heller ikke være krig hele tiden. Men vi må være vove mere som journalister. Finde vores indre undren frem og bruge den, så er der i hvert fald en lille chance for at overraske. Til alles glæde.«

1 Kommentar

Erik Hansen
6. AUGUST 2010
Re: Sportsjournalister, mand jer op
Hmm, sjovt at læse synspunkterne fra Poul Erik Andersson. Som jeg husker Poul Erik Anderssons tid på DR, så var det ikke lige altid de mest geniale spørgsmål som Hr. Andersson stillede ! !