Penge og politik fylder meget lidt i den internationale sportspresse, viser den hidtil største undersøgelse fra 22 lande. Men især dansk fodboldpresse er blevet bedre til at følge pengene, mener blogger og kommunikationsrådgiver Joachim Sperling.
Sportsjournalister vil hellere skrive om Morten Olsens kvaler med at finde de 11 i startopstillingen mod Cypern end kritiske historier om økonomien og det politiske spil i sportens verden.
Nogenlunde sådan kan man oversætte en af hovedkonklusionerne i en omfattende undersøgelse af sportsdækningen i 80 aviser fra 22 lande, som blev offentliggjort på Play the Game-konferencen i Køln mandag.
Undersøgelsen viser, at sportsjournalister internationalt følger bolden – ikke pengene. De idrætspolitiske spørgsmål får kun 2,7 pct. af spaltepladsen, mens sportens finansiering og økonomi får 3,1 pct.
Spørgsmålet er, hvor dækkende undersøgelsens resultater er for dansk sportsjournalistik.
Herhjemme har TV2 Sporten for eksempel lukket magasinprogrammerne "Lige på og Sport" og "Hutlihut" for i stedet at satse mere på aktuelle sportsbegivenheder. Omvendt viste den grundige mediedækning af økonomien i Parken Sport og Entertainment, at der både er gode historier og journalister til at dække sportsverdenens økonomi.
Joachim Sperling blogger blandt andet om sport på business.dk. Han mener, der er kommet større fokus på økonomien i navnlig fodboldklubberne.
»Medierne er mere opmærksomme på sammenhængen mellem økonomi og sportslige resultater i for eksempel fodbold. I dag ved journalisterne godt, at det kræver en god økonomi at have succes i Superligaen, det er derfor, FC København klarer sig så godt,« siger Joachim Sperling og peger på, at ud over ham selv er andre erhvervsjournalister også begyndt at interessere sig for økonomien i sportens verden.
Det gælder for eksempel Kasper Kronenberg og Morten Johnsen, der skrev om Flemming Østergaards storhed og fald. Deres bog om sagen indbragte dem en FUJ-pris sidste år.
Joachim Sperling har senest blogget om splittelsen mellem foreningsfolkene i DBU og de professionelle i Divisionsforeningen – en splittelse, der spærrer for muligheden for en udvidelse af antallet af klubber i Superligaen.
Joachim Sperling mener, at pengeaspektet er interessant i sport, fordi sportsfolk som tennisspilleren Caroline Wozniacki selv er opmærksomme på, at økonomi og personlig branding baner vejen for sportslig succes.
»Der kunne måske godt være flere af den slags historier i medierne, men jeg tror nu ikke, at læserne føler sig underinformeret.«
Undersøgelsen, der blev præsenteret på førstedagen af Play the Game 2011 i Køln, omfatter 17.777 sportsrelaterede artikler fra 80 aviser fordelt på 22 lande, herunder seks aviser fra Danmark. Undersøgelsen er dermed den hidtil største kvantitative analyse af sportsindholdet i de skrevne medier, og den følger op på en tilsvarende, men mindre undersøgelse, som Play the Game iværksatte i 2005 med analyse af sportsindholdet i 37 aviser i 10 lande.
Undersøgelsen viser, at fodbold er avisernes klart foretrukne sport. Samlet set er fodbolden omdrejningspunkt for mere end 40 pct. af artiklerne i de 80 dagblade. Tennis står for knap 8 procent af artiklerne, mens rugby tegner sig for knap 6 procent.
Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra 2005 er sportsdækningen i aviserne blevet mere international. Undersøgelsen peger også på en udbredt tendens til, at sportsjournalisterne som regel kun har én kilde til deres historier
Læs mere om undersøgelsen her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.