Sportsjournalistens store dilemma

Sportsjournalister kan ikke både være kritiske over for dopingen og samtidig lave stof båret af personlig fascination af heltenes præstationer. Den danske sportsjournalistik får verbale tæsk af medieforskeren Kirsten Frandsen.

Sportsjournalister kan ikke både være kritiske over for dopingen og samtidig lave stof båret af personlig fascination af heltenes præstationer. Den danske sportsjournalistik får verbale tæsk af medieforskeren Kirsten Frandsen.

Dansk sportsjournalistik står i et enormt dilemma, mener Kirsten Frandsen, ph.d. i sportsjournalistik ved Århus Universitet.
Det franske politis afsløring af, at doping bruges yderst systematisk inden for cykelsporten har medført, at ambitiøse journalister føler sig forpligtet til at levere en kritisk dækning af sportens bagside. Men omvendt er kritisk dækning totalt uforenelig med den klassiske sportsjournalistik, hvor værket drives af skribentens fascination og indlevelsen i en sport, hvor udøveren – der ofte er eneste kilde – fremstilles som den ultimative helt.
»Hvor den kritiske dækning kræver distance til stoffet og stor grad af nøgternhed, forudsætter journalistikken, der er drevet af fascination, et følelsesmæssigt engagement i stoffet og tætte relationer til kilderne. Og de to ting kan man dårligt forene,« siger Kirsten Frandsen.

Stort fremmøde
Kirsten Frandsen afleverer sin analyse foran et selvransagende publikum på cirka 80 personer, hvoraf hovedparten er medlemmer af foreningen Danske Sportsjournalister, der denne onsdag sidst i oktober sammen med Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark har indkaldt til debat om temaet »Pressen og doping« i Aktuelts lokaler ved Kalvebod Brygge i København.
Kirsten Frandsen påpeger, at Danske Sportsjournalister har en forkert opfattelse af medlemmernes ædle virke, når den lancerer debatten under rubrikken »Når pressen afslører dopingmisbrug!«.
»Det er lovlig potent, at I tager ordet »afsløring« i jeres mund. Sportspressen udviser generelt ikke det initiativ, der skal til for at afsløre noget. Det har man overladt til idrættens egne organer og det franske politi. Sportsjournalister har primært indhentet kommentarer på baggrund af andres afsløring. Og ofte virker det som om, at bare der er en kommentar, så er der også en artikel. Det virker ikke særligt ambitiøst – I lader jer reelt trække rundt i manegen af kilderne,« siger Kirsten Frandsen.
Og i de tilfælde hvor journalisterne forsøger at agere afslørende, mener Kirsten Frandsen, at deres bevisførelse ofte er tynd. Den bygger ikke på dokumentation, men på opstablede indicier, påpeger hun.
»Det betyder, at læserne bringes til at fælde en moralsk dom over rytterne, ikke en nøgtern dom,« siger Kirsten Frandsen, der også ser en tendens til, at journalister forsøger at fastholde heltebilledet af rytterne.
»Man vælger at gøre rytterne til ofre for et stort system. Det gør det lettere for journalisterne at opretholde en god forbindelse til rytteren som kilde. Men individets eget ansvar for egne handlinger – hvad med det,« lyder spørgsmålet fra Kirsten Frandsen, der alt i alt ikke er specielt imponeret over sportspressens pludselige interesse for dopingen.
»Når dopingskandalen blev en stor historie i danske medier, så skyldes det jo primært, at der ikke var nogen dansk triumf at skrive om, og så var det oplagt at kaste sig over tragedien, der jo også er en god historie,« fastslår hun.

TV 2s imageredning
Kirsten Frandsen langer hårdt ud efter TV 2, som hun mener forsøgte at redde sit seriøse image efter Tour de France ved efterfølgende at sende studiedebatten »Piller og Pedaler.«
»I det program genbrugte TV 2 de samme utroværdige eksperter, som de havde haft i studiet under Tour de France. Det var utroligt at høre, hvordan Bjarne Riis kunne få lov at sætte sig på hele programmet. Hvorfor havde TV 2 ikke inviteret en kritisk DR-journalist til at deltage. Han kunne have fortalt, hvor svært det er at få rytterne og cykelsportens bagmænd i tale om doping-problemet,« siger hun, og høster latter fra forsamlingen, der finder forslaget nærmest utopisk – konkurrencen de to stationer taget i betragtning.
Trods den kritiske analyse, ser Kirsten Frandsen ét lys i mørket – den sociologiske sportsreportage.
»I må prøve at vende ryggen til sportens begivenheder og i stedet se på sporten som en del af samfundet,« siger hun – og kigger ud over forsamlingen. Den nikker bekræftende – om få timer vil en meget stor del af journalisterne hilse på hinanden til endnu en stor sportsbegivenhed: Brøndby mod Manchester United i Champions League.

0 Kommentarer