De politiske journalister opgiver at formidle de komplicerede problemstillinger. De drukner i rapporter og analyser, som de ureflekteret efterplaprer, hvis ikke de kaster sig over personsager – en slags sportsjournalistik på det politiske område. Ved begyndelsen af et nyt forskningsprojekt har professor Ove Kaj Pedersen og journalist Erik Meier Carlsen allerede en hovedtese, der til forveksling ligner en konklusion.

Normalt er det på SAS-hotellet, men denne gang var det månedlige møde i Den Danske Publicistklub henlagt til Hotel Imperial, hvor scenen var sat med hvide duge og en frokost, der var »lige en anelse tungere« end den, kommunikationsdirektør Ebbe Jensen plejer at indtage.
Ebbe Jensen har sit daglige virke i Handelskammeret, og han kunne godt genkende den problemstilling, der var sat på dagsordenen: Er politiske journalister i stigende grad kommet i lommen på organisationer og institutioner?
Ebbe Jensen er selv med til at udsende flere af de analyser og rapporter, som især politiske journalister i stadig højere grad udsættes for. Og hen over den veltilberedte anretning med oksebryst, flammande bouillonkartofler og flødepeberrodssauce kunne han afsløre, at en stor del af rapporternes konklusioner bliver slugt forbløffende råt.
»Informationerne bliver sjældent rigtig kritisk behandlet,« som han sagde, mens tjenerne gjorde klar til »kaffe med sødt«.
Det faktum kan Ebbe Jensen for så vidt tage med sindsro. Det er dybest set ikke hans problem. Til gengæld er det ved at blive et problem for pressen – og dermed også for den offentlige debat og demokratiet.

Pressen plaprer efter
Det mener i hvert fald professor Ove Kaj Pedersen og journalist Erik Meier Carlsen, som netop er blevet tildelt en million kr. af det nye Center for Journalistik og Efteruddannelse til et længerevarende forskningsprojekt om den politiske journalistik i Danmark.
Det var i den anledning, at Ove Kaj Pedersen var inviteret til diskussion i Publicistklubben med Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden som opponent.
»Hvem er i lommen på hvem?« lød overskriften for debatten, og det var, hvad man kalder for et retorisk spørgsmål. For selv inden de er begyndt at forske, er Ove Kaj Pedersen og Erik Meier Carlsen ikke i tvivl om, at det er pressen, der er i lommen på magthaverne.
Godt nok gjorde Ove Kaj Pedersen sig stor umage med at fremlægge sine synspunkter som teser, men det grundlæggende synspunkt var klart nok: Det politiske system har tvunget pressen ud i en rolle som ureflekteret efterplaprer.
»Over de seneste 25 år har beslutningsgangene ændret karakter, sådan at det i dag er institutionerne og det politiske system, der afgør, hvilken rolle, journalistikken skal spille og ikke omvendt,« sagde professoren, der til daglig er tilknyttet Institut for Statskundskab ved København Universitet.
Den udvikling skyldes først og fremmest opløsningen af det gamle – enkle – system, hvor kommissioner publicerede nummererede betænkninger, som så førte til lovændringer. Det var til at forholde sig til, selv for pressen.
Men i dag bliver journalisterne overdænget med et hav af rapporter og ministerredegørelser fra alle mulige hjørner af det politiske system. Redegørelserne og rapporterne er udarbejdet af en stadig voksende gruppe af informationsmedarbejdere, som er trænet i at servere informationer med en bestemt politisk hensigt, som kan være vanskelig for journalisterne at gennemskue.
»Det er helt symptomatisk for udviklingen, at der efterhånden sidder informationsmedarbejdere alle steder,« sagde Ove Kaj Pedersen.

A- og B-offentlighed
Konsekvensen er, at vi nu er havnet i en situation med en A- og en B-offentlighed.
I den første opererer et begrænset antal politiske deltagere, som med Ove Kaj Pedersens ord »formulerer sig i en aura af videnskabelighed«. Det er alle dem, der udarbejder rapporterne og de få medier, der er i stand til eller tager sig tid til at gå informationerne efter i sømmene – for eksempel Mandag Morgen, hvor Erik Meier Carlsen er ansat.
Resten – og det er så hele B-offentligheden – er alle de store danske medier. Denne store gruppe har ganske
enkelt droppet at formidle komplekse og, ifølge de to forskere, afgørende politiske emner. I stedet koncentrerer den sig om enkeltsager og »laver reportager om og referater af spillet omkring meningsdannelserne, konflikterne, personinteresserne og alliancedannelserne« uden at gå ned i den egentlige substans.
»Det er blevet til en slags sportsjournalistik på det politiske område,« konkluderede Ove Kaj Pedersen
Hans makker, Erik Meier Carlsen, er enig, og han gi-ver ikke meget for påstan-den om, at netop disse konkrete enkeltsager kan være med til at bringe debatten videre.
»Enkeltsagerne bliver en erstatning for de væsentlige politiske emner,« siger han til JOURNALISTEN.
»De analyser, vi hidtil har lavet, peger også i retning af en stor politisk konsensus. Der er ganske enkelt meget stor enighed mellem de forskellige partier. Derfor bruger politikerne enorme kræfter på at producere uenighed, blandt andet med denne strøm af inferiøre småskandaler.
Disse enkeltsager, som også tillægges stor underholdningsværdi, bliver slugt af pressen, også fordi de passer på journalisternes idealforestilling om at grave sig ned og afsløre store skandaler,« siger Meier Carlsen og nævner rask væk både Færø-sagen og Taxa-sagen som eksempler på sager, der i pressen har fået en »totalt fordrejet opmærksomhed.«
Som modsætning nævner han blandt andet forhandlingerne mellem de konservative og regeringen op til det finanslovsforlig, som faldt i november 1996.
»Det var en øvelse, der ville flytte rundt på 30-40 mia. kr., men det fik ikke nær samme grad af opmærksomhed i pressen. Det samme gælder en lang række lige så vigtige emner.«

Tilbageholdende Tøger
I forhold til hvor ihærdigt, Tøger Seidenfaden kan argumentere, var det bemærkelsesværdigt få kommentarer, den opponerende chefredaktør havde til Ove Kaj Pedersens oplæg.
»Det er klart, at der er et element af sportsjournalistik i den politiske dækning, men til forskel fra tidligere har journalisten ikke på forhånd valgt hold. På den måde er det blevet bedre – og det er sportsjournalistikken i øvrigt også,« sagde Seidenfaden, som også påpegede, at det er svært at ændre journalisters vaner.
Erik Meier Carlsen har heller ikke noget bud på, hvad journalisterne kan gøre.
»Nu skal vi først lige undersøge, om vores teser er rigtige. Men hvis man kan korrigere nogle af de forestillinger, der ikke længere passer til virkeligheden, er det i sig selv et skridt fremad.«
Projektet forventes afsluttet omkring år 2000, men allerede næste år skulle en mindre debatbog være klar. Hvilket – om ikke andet – givetvis kan give anledning til endnu en frokost i Publicistklubben.