search

Usain Bolt er på vej gennem mixed zone efter det indledende 100-meterløb. Lars Møller

i

»Sporten kan være lidt som det vilde vesten«

10.000 atleter og 25.000 mediefolk. OL er verdens største show, og sportsjournalister er fagets måske mest passionerede udøvere: »Jeg havde gåsehud over hele kroppen og tårer i øjnene …«

Rio de Janeiro På en lummerhed, brasiliansk vinteraften i Rio de Janeiros fattige ’zona norte’ kulminerer De Olympiske Lege med Usain Bolts finale i 100-meter hurtigløb.

Klokken er 22, temperaturen 31, Bolt varmer op.

Omkring stadion sælger de lokale kæmpepølser på pind, ridset på tværs, rullet i maniokmel og grillstegt på rygende tønder på fortovet.

’Salsichão’ hedder den gummiagtige ting i orange kunsttarm. Normalt value for money for mindrebemidlede, men nu prissat efter OL-standarder til 15 reais, 31 kroner, tredobbelt pris for pølsen.

Verdens største show er for første gang i Sydamerika, for første gang på den sydlige halvkugle, milliarderne ruller.
Verden er trukket til, banditterne trukket væk.

Knap 2,5 journalister for hver atlet

Af de 25.000 akkrediterede OL-journalister er en stor portion mødt frem til Bolts gallashow. Til sammenligning deltager 10.500 atleter i legene.

Lige før stilheden sænker sig blandt publikum, og man kun hører de larmende helikoptere, kommer Ritzaus sportsjournalister Thomas Amstrup og Sami Don Petersen løbende op ad trapperne til pressetribunen.

»At være med ved OL er en livsdrøm for mig. Jeg har drømt den, siden jeg var dreng. Det glippede i 2012 i London, hvor jeg havde håbet, det var mig, der skulle af sted. Det er et nåleøje, man kommer igennem, når man bliver sendt af sted. Det betyder meget for mig at have det på cv’et,« siger Sami Don Petersen.

Fotografer venter på 100-meter-finalen.
Foto: Lars Møller

»En 100-meter finale er ikke noget, man vil gå glip af«

De har på dette tidspunkt været i Rio i 12 dage. 15 timer tidligere overhørte Sami Don Petersen sine vækkeure og var nær ikke kommet op til det, der blev en stor dansk sportsdag, hvor bryderen Mark O. Madsen tager sølvmedalje i Den Olympiske By ved Jacarepaguá i det dystre bag-Rio, og ikke langt derfra i Future Arena satte Lasse Norman OL-rekord i omnium 4 km forfølgelsesløb.

Thomas Amstrup og Sami Don Petersen vurderer, at de denne dag foreløbigt har siddet i bus, tog, metro og BRT-ekspresbus i fire timer. Hver dag har de forladt deres lejede byhus i Humaitá ved 7-8-tiden om morgenen for at komme tilbage efter midnat.

»Vi kunne have holdt fri efter Lasse Normans cykling. Men en 100-meter finale er ikke noget, man vil gå glip af,« siger Ritzaus Thomas Amstrup.

»Nu vil vi til gengæld godt hjem og sove.«

Ritzau har tre mand til legene. Tre standard-hotelværelser i 21 dage ville koste 113.000 kroner. Ritzau valgte som de fleste andre danske sportsredaktioner at søge privat indkvartering i brasilianske hjem og sparede dermed næsten halvdelen.

Han rammer madrassen 01.30.

14-16 timers arbejdsdage

Klokken 8.30 næste morgen sidder Sami Don Petersen i pressecentret på ro-stadionet Lagoa Rodrigo de Freitas, hvor han følger en sygdomsplaget og vrissen dansk roer skuffe fælt, ikke mindst sig selv.

Sami Don Petersen, er 39 år og blev journalist fra RUC i 2006. Han var politisk journalist og redaktionssekretær i halvandet år på Berlingske, før han kom til Ritzau i 2008.

»Det første, man gør på et stadion, er at tjekke, hvorfra man bedst følger konkurrencen, hvor vejen er til mixed zone, hvor man kan møde atleterne, hvor man kan sende fra, hvordan nettet fungerer. Så taler man med dem derhjemme. Aftaler, hvornår første version er klar. Måske bruger vi et citat fra tv til det allerførste referat. Det skifter jeg straks ud til næste version. Jeg har et princip om altid at levere egne citater, når jeg er ude,« fortæller han.

Tidsforskellen modarbejder dækningen. I Brasilien er den fem timer. Der skal skrives hurtigt frem til middag før avisernes deadline. Derefter skal der reporteres fra de vigtigste sportsbegivenheder om eftermiddagen brasiliansk tid til aften-netnyheder derhjemme. Efter klokken 18 er der et par timer med relativ ro, mens Danmark sover. Ved midnatstid kan man levere til morgen-web-nyheder og de elektroniske medier. I gennemsnit giver det nemt 14-16 timers arbejdsdage. Hver dag.

»Afspadsering for de timer, vi bruger under et OL, er der ingen af os, der beder om. Det gør vi bare ikke. Det er ikke et diktat eller noget. Vi ved, at det ikke ville hænge sammen, hvis vi skulle følge overenskomsten millimeterpræcist. Det er en del af pakken,« fortæller Sami Don Petersen.

Aftalen mellem Ritzaus udsendte journalister og Ritzau er lavet i forvejen. Sami Don Petersen pointerer, at der på ingen måde er nogen form for utilfredshed med de lange arbejdsdage. Efter OL afspadserer Ritzaus medarbejdere de tre weekender, de er væk, plus to ekstra dage.

Ritzau-journalist Sami Don Petersen på arbejde i mixed zone i Future Arena, hvor håndboldkampene spilles.
Foto: Lars Møller

Fastlåst billede af sportsjournalister

I ro-stadions pressecenter skal Sami Don Petersen skrive tre artikler, før han skal til OL-Byen og følge cykelrytteren Lasse Normann dyste om medaljer i omnium. Klokken er blevet 14.

Den officielle bus til OL-byen er aflyst. Sami Don Petersen står en time under en stegende sol og venter på den næste bus uden at turde forlade stoppestedet, hvis den nu skulle komme. Taxa er udelukket. Det tager endnu længere tid. Busserne kører i reserverede vejbaner uden om Rios paralyserede trafik.

»Jeg identificerer mig som journalist og ikke sportsjournalist. Desværre er den gængse holdning lidt den, at én gang sportsjournalist altid sportsjournalist,« fortæller han i bussen.

»Jeg har en ambition om engang at skifte stofområde for at prøve noget andet. Jeg synes, det er svært. Omverdenens billede af sportsjournalister er ofte fastlåst som nogle, der tager lidt let på faget.«

Sami Don Petersen er uenig i det stereotype billede.

»Generelt er sportsjournalister kreative, idérige, professionelle, hårdtarbejdende. Og dertil begejstrede. Den samme grad af begejstring oplevede jeg i hvert fald ikke i min tid på Borgen. Man skulle sætte nogle sportsjournalister til at dække en valgkamp for at give dækningen noget drive,« siger han med et smil.

Kræver opbakning fra familien

Sami Don Petersen når kun akkurat ind i cykelarenaen, da Lasse Norman bringer sig tilbage i medaljekampen.

I en kiosk på stadion får han en vakuumpakket kyllingeburger i pølsebrød. Kødet er gråt. Uden dressing eller grønt.

»At være sportsjournalist kræver forståelse og opbakning fra familien. Vores arbejde foregår om aftenen, i weekenderne og ofte langt væk. Der er mange afsavn. Og det bliver sværere, efter at man får børn,« fortæller Sami Don Petersen.

»Min kone ved, hvor meget sport betyder for mig. Hun er lige blevet ansat i en fuldtidsstilling, der betyder, at det fremover bliver sværere at få familien til at hænge sammen med mine arbejdstider. Det kan betyde, at jeg må sige nej til nogle af de store slutrunder.«

Under den seneste håndboldslutrunde, Sami Don Petersen var til, var både hans kone og begge børnene syge.

»Det ønsker jeg ikke at byde hende igen,« siger han.

Efter endnu et forrygende løb af Lasse Norman, hvor han startede med at tage en omgang på hele feltet og bringe sig i spil til guldet, men ender med bronze, skal Sami Don Petersen sende en stribe artikler hjem til Ritzau.

Allan Nielsen fra Politiken på arbejde i pressecentret ved sejlsport.
Foto: Lars Møller

Ol-veteran til sit 8. OL

Journalistens udsendte tager til OL-Byens pressecenter for at møde Politikens Allan Nielsen, som er til sit ottende OL i træk. Klokken er blevet 22.00 på OL’s 11. dag. Fodbold, basket, volleyball, boksning og gymnastik-turneringerne kører på højtryk . Allan Hansen har været ved Guanabara-bugten i det østlige Rio for at følge de danske sejlere. Han beder nu om udsættelse i en mail.

”På minus i søvn, skal skrive dagens sidste, i morgen vil passe bedre … Efter Rindoms medalje … ok?” står der.

Det bliver derfor først på OL’s 12. dag i pressecentret ved sejlområdet, at jeg møder Allan Hansen, kendt blandt danske sportsjournalister for sin enorme historiske viden om sport, klæbehjerne og passion efter at deltage i OL’s arbejdsmaratoner i foreløbig Seoul, Barcelona, Atlanta, Sydney, Athen, Beijing, London og Rio de Janeiro.

»OL betyder enormt meget for mig. Jeg elsker simpelthen at beskæftige mig med de sekundære sportsgrene. Det er mere emotionelt. Sejlerne, badmintonspillerne, bryderne og svømmerne har en anden umiddelbarhed. De leverer tit bedre menneskehistorier. De fortæller med større indlevelse og er ikke så vant til rampelyset. Til OL kommer sportsgrene i rampelyset, som lever i skyggen i de fire mellemliggende år,« fortæller 56-årige Allan Nielsen, hvis familie har dækket alle OL siden 1960 på nær et. Far Vagn og onkel Flemming var deres tids koryfæer inden for sportsjournalistikken.

»Pivhamrende hårdt og skide skægt«

Allan Nielsen omtales som den hårdest arbejdende danske OL-journalist og vibrerer af engagement, når han fortæller, hvor meget han elsker statistik, tal, at finde sammenhænge, finurligheder og historier.

»Statistik er med til at perspektivere sportsbegivenhederne og gøre dem mere spændende. Der ligger utroligt mange gode historier gemt i tal og detaljer,« siger han, der fik ret i sin forudsigelse fra dagen før. Anne-Marie Rindom får bronze i enmands-jollen laser radial.

»Fantastisk. Vores 10. medalje. Vi har allerede nu det bedste OL siden 1948,« siger Allan Nielsen, der har været ansat på Politiken siden 1977.

Da Pernille Blume vandt OL-guld i 50 meter crawl, sad Allan Nielsen til klokken 06 og gravede baggrundshistorier frem. Han har kendt og fulgt Pernille Blume i årevis. Han vurderer hendes uventede sejr til at være den største danske OL-overraskelse nogensinde, hvilket resten af den danske sportspresse må indstille sig efter.

»Jeg havde gåsehud over hele kroppen og tårer i øjnene, da det skete. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. OL er lige så meget det største for en sportsjournalist, som det er for atleterne. Kun Tour de France er hårdere. Vil man til OL, skal man være forberedt på jernhårde arbejdsdage på 12-18 timer. Det er pivhamrende hårdt og skide skægt,« siger han og gør sig klar til dagens næste program, et pressemøde med de danske sejlere.

Belønning for sit slid får Allan Nielsen, når han sidder i bussen på vej hjem om natten. Når han har leveret metervis af reportager og interviews, mange af dem skrevet i en bus med computeren på skødet.

»Det er enormt tilfredsstillende at vide, at man har leveret et godt stykke arbejde. Det sker ikke kun, når det går godt for Danmark. I sportsjournalistik er skuffelser og nederlag også godt stof,« siger han.

Aftaler om kompensation

Nogle dage senere på Rådhuspladsen. Her sidder Politikens sportsredaktør, Søren-Mikael Hansen. Han har det fint med at have haft sine medarbejdere i gang i arbejdsuger på 100 timer uden fridage.

»Vores medarbejdere bliver på forhånd gjort opmærksom på, at dækning af olympiske lege reelt set er arbejde i døgndrift. Anderledes kan det ikke hænge sammen redaktionelt. Økonomisk laver vi klare aftaler om, hvordan der kompenseres for overarbejdet, når medarbejderne vender hjem. De aftaler overholder vi naturligvis,« siger Søren-Mikael Hansen, der ikke ønsker at afsløre detaljer i aftalerne.

Sportsredaktøren forklarer, at vilkårene altid har været sådan for dækningen af de olympiske lege. Selv om det er ’fuldstændigt ekstremt, er der hver eneste gang rift om pladserne’.

»Betingelserne er i den forstand uafhængige af bladhusets overordnede økonomi. Politikens sportsredaktion prioriterer OL over alle andre sportsbegivenheder og sendte derfor landets største hold blandt de trykte medier til Rio. Det betyder, at vi om nødvendigt sparer andre steder. Selvfølgelig er betingelserne for vores medarbejdere i orden, ellers er det ikke fedt for hverken dem eller os herhjemme,« siger Søren-Mikael Hansen.

Sportsredaktør: »De skal selvfølgelig arbejde under ordnede forhold«

Også på Jyllands-Posten er sportsredaktøren afklaret med, at hans folk skal arbejde i døgndrift, hvis de vil opleve et OL.

»Mine medarbejdere er begejstrede og kreative, og det er jeg sikker på, at læserne kan mærke i spalterne og på nettet. At være til OL har historisk været lig med en øget arbejdsbyrde. Det er en del af aftalen, vi har lavet med dem, vi sender ud. Den er begge parter godt tilfredse med. Jeg har selv rejst flere gange på den aftale, og jeg var glad for den,« siger sportsredaktør på JP Troels Henriksen, der heller ikke vil afsløre detaljerne i afspadserings- og kompensationsaftalen.

Troels Henriksen afviser, at avisen lukrerer på, at dens sportsmedarbejdere er så glade for deres arbejde, at de ikke kræver løn for alle de timer, de er i aktivitet.

»Vi har en aftale, og de skal selvfølgelig arbejde under ordnede forhold. Det, jeg hører fra mine medarbejdere og selv har oplevet, når jeg har været af sted, er en naturlig lyst til at arbejde ekstra meget under forudsætning af, at man bliver kompenseret. De vil hellere arbejde end bruge tiden på at være turist,« siger Troels Henriksen.

Hvad man skal gøre, når ens kolleger er så vilde med deres job, at de med glæde arbejder over og ikke afspadserer timerne, beder vi tillidsmand på BT Jesper Vestergaard Larsen forholde sig til.

»Sporten kan være lidt som det vilde vesten på avisen, hvor der laves individuelle aftaler på kryds og tværs. Samtidig har vi ret klare regler om arbejdstid i overenskomsten, som jeg selvfølgelig håber bliver overholdt,« siger han og kommer med en mild påmindelse.

»Selv om sportsjournalisterne er utroligt passionerede og gerne lægger ekstra timer i deres arbejde, bør de overholde de aftaler om overtid, der er indgået. Ellers risikerer de at lægge pres på de kolleger, der ikke har mulighed for at arbejde gratis,« siger Jesper Vestergaard Larsen, tillidsmand på BT.

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen