search

Sport som pr-æsel

Journalistik om sport svigter den mediebruger, der ikke vil nøjes med begejstringen over den lille nations store formåen.

Journalistik om sport svigter den mediebruger, der ikke vil nøjes med begejstringen over den lille nations store formåen.

Samtidig med at millionerne ruller stadig hurtigere i sportens verden, blandt andet ved det netop afholdte VM i cykling i Danmark, står det klart, at så godt som ingen af landets redaktioner har ambitioner om for alvor at dykke ned i sporten og supplere de glade reportager og pirrende foromtaler med kritisk journalistik.
Det er ikke en løs påstand. Det er fakta.

Få dage før Danmark – eller rettelig det danske landshold i herrefodbold – kvalificerede sig til næste års EM, blev de første konklusioner i en ny undersøgelse om kvaliteten af journalistik om sport offentliggjort af Idrættens Analyseinstitut og Play The Game. Tallene er begrædelig læsning:
Ud af præcis 1522 artikler fra 2011 i toneangivende danske aviser – Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, Ekstra Bladet, B.T. og Fyens Stiftstidende – optræder der i de 549 artikler ikke én eneste kilde. Og i yderligere 581 artikler er der kun én kilde.

Det vil sige, at det ofte er journalistens egne vurderinger, holdninger og forventninger, der fylder de spalter, læserne forventes at betale for. Og når der endelig vælges en kilde, er kilden ofte den selvsamme person, artiklen også handler om. Kun i 1 procent af tilfældene, vælger redaktionen at tale med en udenforstående ekspert.

Den journalistiske krise i sportsdækningen er ikke ny. Tværtimod. Journalisten skrev også om problemet tilbage i 2007. Dengang lød kritikken fra ekspert i sportsjournalistik Claus Bøje:
»Har du hørt en eneste eliteidrætsudøver sige noget som helst interessant til en DR-mikrofon de seneste fem – nej, ti eller femten – år?«

Og Henrik Brandt, Idrættens Analyseinstitut, sagde også dengang, at journalisterne gennemgående ikke fokuserede på den afdækkende vinkel:
»Der er ingen prestige i den kritiske tilgang. Der er mere prestige i at have navnet på Brøndbys nye træner et kvarter før alle de andre medier, og det flytter jo ingenting,« sagde han.

Baggrunden for kvalitetskrisen er, at journalistik om sport næsten altid er lavet på grund af journalistens egen fascination og begejstring. "Vi" skal vinde. "Vi" skal til EM. Hvorimod det ydre syn og den indignation, der er drivkraften i klassisk kritisk journalistik, stort set er fraværende i journalistik om sport. Kort sagt: Journalistik om sport lever i et reservat, hvor der trives en masse meninger og vurderinger – men kun sjældent jages anden dokumentation end udøvernes egne udtalelser.

Derfor opstår der et paradoks, hvor mediekøberne råber på fordybelse, samtidig med at landets redaktioner i deres begejstring for sporten fungerer som forlænget og yderst effektiv pr-arm for arrangørerne. Det så vi senest under VM i cykling, hvor Journalisten opsøgte "bagmændene":
»Kommentatorerne har sagt en masse spændende ting, som er med til at underbygge det brand, vi gerne vil give København.«
Sådan lyder det fra Lars Lundov, direktør for Sport Event Danmark, der stod for markedsføringen af VM i cykling i Danmark.

Selvfølgelig skal fascinationen og begejstringen over den gode præstation have fuld skrue – det er god formidling. Men journalistik om sport svigter den mediebruger, der ikke vil nøjes med begejstringen over den lille nations store formåen.

Der er nok at tage fat på. For eksempel var markedsføringen af VM i cykling støttet af den såkaldte M-fond, som staten oprettede for at sikre en "offensiv global markedsføring af Danmark" efter den Muhammed-krise, der kostede både på imagekontoen og i mælkesalget.

Indenrigsministeriets kampagnestrategi skal ligefrem:
"Markedsføre Danmark og styrke relationerne mellem Danmark og resten af verden."

Det er sikkert en fin politisk vision – men er det også en journalistisk vision, som mediebrugerne skal betale for?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen