Det er svært at interviewe børn, og derfor bugner mediebilledet ikke just af udsagn fra de børn, mange nyheder ellers handler om. Men ved at »glemme« børnene reproducerer journalisterne blot de voksnes verdensbillede. Det skaber afstand mellem børn og voksne.

Børn er flygtige. De er pjattede. Og de kan være pokkers svære at få til at sige noget meningsfyldt, som vi i en fart kan få på blokken, når vi nu har forvildet os ud i en børnehave for at lave en reportage.

Mange journalister går i en stor bue uden om eksistenser under 15 år. Børnene bliver sjældent hørt, og det er synd og skam, mener Frode Muldkjær, journalist på børneprogrammer i DR gennem snart 25 år og tidligere formand for Børnerådet.

»Betingelsen for samtalen er, at journalisten tager børn alvorligt. At han synes, at børn har samme ret til at ytre sig som voksne,« siger Frode Muldkjær.

Når man har ret til at ytre sig, har man også ret til at blive hørt, og det kræver formidling. Men interview med børn sendes ofte til sidst i nyhedsudsendelserne. De bliver ikke puttet ind i det første indslag om, at flere skoler bliver nedlagt, når kommunerne slås sammen. Det er en tendens, Frode Muldkjær har iagttaget, og som han ærgrer sig over:

»Det er fejlagtigt vurderet, for er der noget, børn har forstand på, så er det det nære liv. Kun børn i 5. klasse ved, hvordan det er at gå i 5. klasse. Derfor bør børnene både inddrages i de politiske beslutninger og i journalistikken,« fastslår Frode Muldkjær.

Han ser masser af eksempler på, at journalister – snarere end at betragte børn som ligeværdige – anskuer dem som et muntert indslag, der kan lette en alvorstung nyhedsflade.

»Noget af det værste er, når en journalist tager ud på sidste skoledag og spørger en gruppe børn, om det er træls at have sommerferie. 'Neeeej!' råber de i kor. 'Glæder I jer, til I skal i skole igen?' Svaret er det samme. Og når det er rigtig slemt, får journalisten børnene til at løbe ud i skolegården og råbe 'sommerferie', og de voksne bliver bekræftet i, at børn larmer og hader skolen,« siger Frode Muldkjær.

Journalister, der tager børn alvorligt, spørger dem i stedet, hvad de skal lave i sommerferien, og hvad de kommer til at savne.

Det er en stor faglig udfordring at interviewe børn, vurderer Anne Bech-Danielsen. Hun er journalist på Politiken og har lavet mange artikler om børn.

Når hun skal snakke med et barn, foregår det i barnets vante omgivelser uden en forstyrrende mor eller far i baggrunden. Og så har hun sat masser af tid af.

»Det er sindssygt lærerigt at interviewe børn. De kan som ingen andre kilder tvinge os til at lytte,« siger Anne Bech-Danielsen.

Hun kan godt anlægge en vinkel hjemmefra og have en idé om, hvor hun vil hen med interviewet. Men når det er med børn, kender hun ikke deres holdninger på forhånd.

»Hvis vi for eksempel skal tale om kærlighed, kredser jeg mig langsomt ind på emnet. Jeg lader barnet finde vejen, men lægger et mildt pres. Det foregår på barnets præmisser, og jeg tillader mig at blive overrasket. Jeg har droppet at have en dagsorden, for en syv-årig bliver fjern i blikket, hvis jeg stiller for direkte spørgsmål,« fortæller Anne Bech-Danielsen.

Hun bruger nærmest interview med børn som en slags efteruddannelse.

»Jeg bilder mig ikke ind at have fundet de vises sten, når det handler om at interviewe børn. Men det er en god træning i interviewteknik. Jeg er tvunget til at tage udgangspunkt i barnets svar.«

Når det går godt for hende, er der hele tiden et ord i hendes spørgsmål, der har figureret i barnets foregående svar.

»Når det ikke lykkes, er det, fordi jeg hjemmefra har troet, at jeg vidste, hvad det handlede om, og hvad vej, vi skulle gå. Så har jeg været for dårlig til at lytte,« siger Anne Bech-Danielsen.

Selv synes hun, at det er synd, at børn kun sjældent kommer til orde. Hun siger, at børn er små mennesker, der ikke har den samme erfaring som voksne. Til gengæld har de et klarsyn, voksne ikke længere har.

»Det går galt, hvis journalister ikke lytter til dem, men kun lader dem komme med nuttede statements. De er til meget mere end det,« siger Anne Bech-Danielsen.

Når journalister vægrer sig ved at bruge især små børn, skyldes det blandt andet, at børn sjældent lever op til de forventninger, vi journalister har til de kilder, vi interviewer. For der kan være langt mellem barn og voksen, og det gør os akavede, mener børneforsker Erik Sigsgaard fra Center for Institutionsforskning. Han er forfatter til bogen »Skældud« og underviser blandt andet pædagoger i, hvordan man taler med børn.

»Vi skal tænke på barnet som et medmenneske. Det lyder nemt, men det er svært at se en tre-årig som ligeværdig og være bevidst om, at barnet rummer de samme følelser som én selv. Det skal man øve sig i,« siger Erik Sigsgaard.

Journalister er skolet i at se interviewpersoner som medspillere, men også som modspillere, der overvejer deres næste træk, når de svarer på et spørgsmål.

»Pludselig står journalisten over for naiviteten selv, og så er der risiko for, at han bliver kantet og overforsigtig. Journalisten skal selvfølgelig gå forsigtigt til værks, men han skal ikke spille otte-årig. Et barn kan sagtens tale med en 48-årig, og jo mere den 48-årige er sig selv, desto bedre går det,« siger Erik Sigsgaard. Han understreger, at børn godt kan formulere sig abstrakt. Det kræver bare et konkret udgangspunkt. Og så hjælper det gevaldigt på tungebåndet, hvis journalisten spørger til noget, barnet interesserer sig for.

»Jo mere betydningsfuldt et emne er for børnene, desto lettere er det at snakke med dem. Jeg havde ingen problemer med at få citater til skældud-bogen. Skældud er så vigtigt for alle børn, at de gerne vil udbrede sig om det. Dermed antyder jeg, at vi tit spørger til noget, der ikke betyder så meget for børnene,« siger Erik Sigsgaard. Selv mener han, at børns fravær i mediebilledet er med til at skabe en kløft mellem barn og voksen, mellem barndom og voksenhed.

»Det får den konsekvens, at de voksnes verdensbillede reproduceres igen og igen. Det skaber et billede af, at børn ikke rigtig kan noget, så de er nødt til at lære og øve sig på livet,« siger Erik Sigsgaard.

Hvis det lykkes at lade børn komme til orde på deres egne præmisser, får vi voksne lettere ved at justere vores stærkt forældede forestilling om, at barndommen er underordnet, mener han.

»Den journalist, der er dygtig til at lade børn komme frem med deres tanker, yder et bidrag til, at barndommen bliver taget alvorligt,« siger Erik Sigsgaard.

Samme opfattelse har Frode Muldkjær fra DR. Han mener, at journalister er gået helt amok som fejlfindere.

»De skriver om børn, der mobber, begår hærværk, misbruger og er uregerlige. Oven i købet har vi undersøgelser, der viser, hvor dårlige børn er til at læse, regne og dyrke idræt. Der er alt for lidt fokus på, at børn er utrolig gode til mange ting,« siger han.

Erik Sigsgaards ni bud

1. Betragt barnet som én, der ved.

2. Tag barnet alvorligt.

3. Der er altid en mening i det, barnet siger.

4. Brug din egen erfaring og evne til indlevelse.

5. Spørg om noget, som er vigtigt for barnet.

6. Tal ikke ned til barnet.

7. Vær dig selv og ikke påtaget barnlig.

8. Vær kritisk over for de begreber, du bruger.

9. Vær kritisk omkring dit valg af sted for interviewet.

Tip til et vellykket børneinterview:

Brug båndoptager. Du bevarer øjenkontakten og får skabt tillid til barnet, mens I laver stemmeprøver, tester teknikken og så videre.

Tal med børnene enkeltvis, så opnår du lettere fortrolighed og undgår gentagelser af det, bedstevennen lige har sagt.

Gå fysisk ned i børnenes øjenhøjde, så barnet ikke skal vride hovedet af led. Du skal ikke være bange for at gå ned på hug. Det udtrykker samtidig en vis afslappethed.

Signalér, at du har tid nok. Børn er trætte af voksne der har travlt.

Gentag, hvad barnet lige har sagt: »Du mener altså, at…..?« Så kommer børnene ofte med eksempler.

Overvej, hvor interviewet skal foregå. Lederens kontor er ikke det smarteste sted at interviewe et barn i børnehaven, fordi barnet sjældent er fortrolig med omgivelserne der.

Frygt ikke pauser. Hjernen på en otte-årig er af gode grunde ikke så veludviklet som en voksen hjerne, så barnet skal have tid til at tænke sig om. Lad stilheden køre, så vil barnet ofte fortsætte.

(Kilder: Frode Muldkjær, Anne Bech-Danielsen og Erik Sigsgaard)