Kære Tøger

Der er forskel på den undskyldning, JP gav, og den I giver:

JP er og var primær aktør. P er referent af begivenhederne.

JP handler, P diskuterer og refererer denne handling.

JP vælger at teste ytringsfrihedens grænser og får på en eller anden måde bevæget sig derud, hvor reaktionerne er uoverskuelige. P prøver i denne sag at dissekere denne ageren. Se det fra den anden parts side etc. Almindelig dagligdags journalistik.

JP fører en form for kampagnejournalistik inden for islam/demokratiopfattelser og bruger ytringsfriheden som undskyldning for kampagnen.

P's holdning til emnet ytringsfrihed virker nu fuldstændig skizofren. Med Ritt Bjerregaards dagbog, men især Jæger-bogen.

Efterhånden virker det, som om det snarere handler om, at Politiken med ethvert middel skal adskille sig fra og tage afstand til JP. En polemisk ageren. Hvorfor sige undskyld for at refere noget, som en anden måske/måske ikke har gjort galt????????????????????? Undskyld, fordi jeg fortæller, at hun har sagt, at han er dum?

Muslimerne får samtidig en helt vanvittig offer-rolle, som de ikke fortjener i P.'s spalter.

Jeg forstår ikke den undskyldning.

Med venlig hilsen

Lene Rimestad

PS Det her er ganske enkelt det værste, jeg nogensinde har oplevet som journalist. En ting er, at de to chefredaktører på hhv JP og Pol opfører sig krigsherrer på hver sin borg. Noget andet er, at vi som stand pludselig skal til at tage hensyn til, om vi krænker nogen i en eller anden følelsesmæssig gråzone. Der er så meget, vi så ikke længere kan skrive. Et skråplan af uanede dimensioner, en afgrundens kløft åbner sig for mine fødder, og jeg bliver meget, meget svimmmel.

Kære Lene Rimestad, jeg er stort set enig med dig, men lad os nu være ærlige: Politiken havde udmærket kunnet omtale sagen i 2008 uden at gengive tegningen; man behøver jo heller ikke at bringe et billede af mordofferet hver gang man omtaler et mord - uden sammenligning i øvrigt. Politiken vidste også glimrende i 2008 hvor provokerende tegningen var. At avisen så alligevel valgte at bringe den, kan kun forstås som en demonstration: En insisteren på pressefrihed og ytringsfrihed. Med undskyldningen slår avisen sig selv for munden.

Det gjorde JP selv i 2006, men dengang stod landet midt i en voldsom udenrigspolitisk krise. Jeg har stor forståelse for JPs undskyldning. Jeg har ingen forståelse for Politikens.

Avisen forklarer selv at undskyldningen er et udtryk for et ønske om dialog og en fremstrakt hånd, men med hvem og til hvem? Til en slags muslimsk adel anført af en søn af en tidligere olieminister i Saudi-Arabien, et af verdens mest modbydelige og undertrykkende regimer. Vorherrebevares for en dialogpartner.

Politikens optræden må være tænkt som markedsføring. En meget skadelig form for markedsføring, desværre. Som DJs formand, Mogens Blicher Bjerregaard, meget klogt sagde i går: "Denne aftale vil blive tolket på mange forskellige måder rundt omkring, og det kan gå hen og blive et problem." Det er nok overhovedet det mest fremsynede og ildevarslende jeg har hørt eller læst om denne sag.

DJ-formandens udtalelse kommer jo ikke ud af det blå; den er summen af den erfaring, som fire års arbejde med at beskytte tegnernes sikkerhed og ytringsfrihed har givet. I fire år har DJ og andre gode kræfter tålmodigt prøvet at forklare enhver der ønskede dialog, at ytringsfrihed er selve demokratiets grundlag, og at ytringsfrihed en gang imellem indebærer at nogen bliver fornærmet. Den argumentation modsiger Politiken nu med sin undskyldning, og rundt om i verden vil man fremover forvente lidt mere nænsom omgang med sarte religiøse følelser i dansk presse.

Politikens redaktion må have en intern diskussion foran sig. Det eneste vi andre kan gøre imens er prøve at begrænse skadevirkningerne, og det gør vi bedst ved at tage afstand fra Politiken.

Venlig hilsen, Uffe Gardel, journalist på Berlingske Nyhedsmagasin

Kære Michael Bjørnbak Martensen: Nej, det gør det altså ikke. Som jeg forklarer, var Politikens optryk i 2008 en velovervejet handling, hvis konsekvenser avisen fuldt ud kunne overskue. Det var i øvrigt også, efter min mening, en rimelig og berettiget handling.