Sociale medier, video, kunstig intelligens, research, konstant deadline, optimeret visning til mobil, brugeroplevelse. Kravene til rollen som journalist bliver flere og flere, mens journalisterne bliver færre og færre. Og så har vi ikke engang inkluderet det at skrive en artikel, finde billeder til den etc.

Efterhånden skal man som journalist kunne virkelig mange ting, og mange jobopslag kræver en palet af evner, hvor de søger one of a kind, men reelt appellerer til none of a kind.

Generalister kan ikke være specialister, og hvad nytter det, at du har et stærkt kildenetværk, er en mesterinterviewer og skriver fantastisk, hvis du ikke ved noget om ”reach”, og din artikel i øvrigt overhovedet ikke fungerer på en mobiltelefon?

Journalistikken har længe været ramt af en tendens, hvor flere og flere roller er blevet slået sammen; til en stadig bredere favnende journalist.

• Hvem laver researchen? Journalisten.
• Hvem laver interviews (hvis der altså er nogen)? Journalisten.
• Hvem skriver artiklen? Journalisten.
• Hvem opfordres formentlig til at tage et billede til artiklen også? Journalisten.
• Hvem sætter teksten op? Journalisten.
• Hvem sørger for, at artiklen har de rette billeder de rette steder? Journalisten.
• Hvem publicerer artiklen? Journalisten (ofte).
• Hvem skal følge historien og opdatere artiklen eller skrive nye, når der sker noget? Journalisten.

Det er rigtig meget af den journalistiske proces, der er centreret omkring ét menneske. Dette inkluderer naturligvis ikke de større historier, hvor der er flere journalister på, men det er ikke den måde, langt størstedelen af den danske journalistik bliver til på.

I stedet har vi rigtig mange journalister, der kan fylde visitkortet ud blot med deres forskellige arbejdsopgaver.

Produktion af indhold

Umiddelbart har udviklingen været uundgåelig: Journalistfaget er blevet udfordret (jeg nægter at bruge ordet ’disruptet’) på nærmest alt, og de nye muligheder er blevet til nye krav.

Og i sparesituationer (hvor vi må sige, vores elskede fag befinder sig i øjeblikket) giver det naturligvis mening at have ét menneske til at lave det, som man tidligere havde halvanden eller to til.

Men ser man på det ud fra et nøgternt produktionsperspektiv, er billedet et andet. Med det antal af artikler, der bliver udgivet hver eneste dag på de travleste medier, giver det efterhånden mere mening at anskue tilblivelsen som masseproduktion.

Og hvis der er noget, der giver mening inden for masseproduktion, så er det specialisering af arbejdet.

Følgende tekst er kopieret (jeg er trods alt uddannet journalist) fra Encyclopedia Britannicas artikel om ’Mass production’:

“In 1776 Adam Smith, in his Wealth of Nations, observed the benefits of the specialization of labour in the manufacture of pins. Although earlier observers had noted this phenomenon, Smith’s writings commanded widespread attention and helped foster an awareness of industrial production and broaden its appeal. (…)

By the middle of the 19th century the general concepts of division of labour, machine-assisted manufacture, and assembly of standardized parts were well established.”

Denne måde at arbejde på sikrer, at medarbejderne laver den del af produktionen, de er bedst til – ligesom maskinerne udfylder de roller, der giver mest mening. (Jeg vil vende tilbage til maskinerne senere)

Jeg siger ikke, at vi 1:1 kan overføre masseproduktionen til journalistikken, så Claus laver de fantastiske interviews, mens Rikke så skal omsætte Claus’ båndudskrift (som han måske har fået Peter til at lave) til en artikel, som Julie så sætter op med pæne billeder, hun har fået fra Carlos.

Men der er altså noget at lære fra masseproduktionen og erfaringerne derfra om, hvordan vi mennesker arbejder bedst og bygger de bedste produkter. Det giver mening at specialisere arbejdet, så det ikke er den samme person, der kører hele showet.

Teknik og brugeroplevelse

Hvis vi kigger på det digitale udviklingsarbejde, som jeg er en del af, så har vi her en specialisering af arbejdet. Her er man noget skarpere på forskellene.

Når jeg rejser mig op fra min plads og kigger rundt i lokalet, ser jeg udviklere/programmører (delt i ’frontend’ og ’backend’), designere, en webmaster (der håndterer sitets egentlige opbygning), projektledere og en person, der skal hjælpe os med at blive bedre til at teste de produkter, vi laver.

Det er en fagdeling, som journalister kun kan drømme om.

Nuvel, der er helt sikkert dem, der vil mene, at udvikleren og designeren smelter sammen til en person, men hvis det sker, tror jeg det tager mange år. Forskellen på synet på de to roller og synet på mange af de roller, en journalist efterhånden skal favne, er, at man allerede har to veldefinerede roller – en designer og en udvikler. Vi ved, at en designer laver dit, en udvikler laver dat.

Mange af de opgaver, der er blevet lagt på journalisterne, er opstået undervejs, såsom håndtering af sociale medier og de mange muligheder, der er for at udsmykke sin artikel med forskelligt tingel-tangel som tidslinjer, interaktive kort og videoklip fra andre hjemmesider.

Det pudsige er, at der faktisk er roller inden for digital udvikling, som der er brug for i journalistikken, men som ikke eksisterer. Det gælder for eksempel kvalitetssikring (der blandt andet handler om at teste sine produkter) og arbejdet med brugeroplevelse – som mange blot kender som ’UX’ (en pudsig forkortelse af ’user experience’).

En stor del af brugeroplevelsen på udgivere og mediers websites er netop indholdet – designet ligger jo uden for eller rundt om indholdet, mens informationsarkitekturen ligger under. Alligevel må journalisten selv tjekke, at artiklen nu også opfører sig, som den skal på en mobiltelefon. For det er ingen garanti, at den gør det, bare fordi den ser fin ud på den computer, den blev skrevet og publiceret på.

Da jeg arbejdede med den tekniske performance (ydeevne, som jo er en stor del af brugeroplevelsen) på ekstrabladet.dk, kunne vi se, at enkelte artikler havde en markant dårligere ydeevne, hvis der for eksempel var indlejret mange videoklip, Twitter-opdateringer (”tweets”), Facebook-opdateringer eller lignende.

Så kan man sidde og tænke: ”Hvorfor tænker journalisten ikke over sådan noget og får det tjekket og testet?” Men med den tanke går man med på en fortælling, hvor man kan blive ved at putte ansvar og opgaver på de stakkels journalister, der jo ikke ligefrem bare sad og kedede sig, før de kunne pimpe deres artikler med liret gejl og dele dem på sociale medier.

Hvad kunne man så gøre?

Jeg tror, grænsen er ved at være nået. Og det er på tide, vi begynder at anskue den journalistiske proces på en helt anden måde, end vi har gjort de sidste mange år.

Som jeg skrev tidligere, skal vi ikke splitte processen til atomer og dele den ud på en myriade af medarbejdere på en fabrik. Men vi skal gøre noget.

Talk is cheap, som vi alle ved. Så hvordan kan man gøre det? Her er nogle af mine forslag:

Digital redigerende

Man kunne jo for eksempel starte med at isolere de grundlæggende journalistiske dyder: Indhentning og bearbejdning af information, som omsættes til et produkt. Hvad dette produkt er, afhænger så selvfølgelig af, om man laver web-tv, skriver tekster eller noget andet.

Dette produkt skal så helst klare sig så godt som muligt, når det skal ud at leve i cyberspace. Det afhænger dels af det gode indhold, men der er også nogle tekniske aspekter. Det er her, vi blandt andet taler om brugeroplevelse og performance. Men det er også her, vi nærmer os den ydre grænse for, hvad vi kan forlange af en journalist.

I den ideelle verden (som jeg hører gode ting om, men endnu ikke selv har oplevet) er der folk med tekniske kompetencer og sans for den gode brugeroplevelse, der optimerer artiklen på disse parametre. Betragt det som en redigerende tilpasset den digitale virkelighed. Måske er det et billede, der bør være JPG i stedet for PNG (et eksempel fra den virkelige verden), 39 tweets, der godt kunne være citater i stedet for tekniske indlejringer etc.

I den realistiske verden er artiklen dog lagt online, inden den digitale redigerende måske overhovedet kender til dens eksistens. Dette bør vi naturligvis kunne undgå med planlægning, men det kan ske alligevel. En mere pragmatisk tilgang (i hvert fald på de større medier) vil i stedet være, at den redigerende optimerer indholdet på bagkant; altså mens det er online og ude i verden.

Det er ikke optimalt, men det kan lade sig gøre. Og fordi den digitale redigerende sidder, bor og lever på redaktionen, har han/hun konstant dialog med journalisterne, så de gradvist og stille og roligt kan begynde at bruge JPG-billeder i stedet for PNG, tænke lidt mere over indlejringer, billedbrug etc.

Det er også den digitale redigerende, der er opdateret på arbejdet med brugeroplevelsen – oplagt i samarbejde med den/de personer i den digitale udviklingsafdeling, der arbejder med UX.

Og måske er det også denne nye type redigerende, der ved, om en historie er bedst udstyret med et kort, en tidslinje eller noget tredje. Det er en af de vigtigste beslutninger i forbindelse med de nye muligheder med digital journalistik, og derfor er det ærgerligt, at der har været så meget fokus på alene det at have noget interaktivt.

I det hele taget skal der være mere dialog mellem redaktionen og de tekniske folk/afdelinger hos medierne. På Ekstra Bladet har vi et redaktionelt udviklingsteam (som jeg var med til at starte i 2012). Det har gjort gode ting for forståelsen mellem de forskellige fag, og det har gjort det tydeligere, hvem der gør hvad, når der skal laves et kort, en tidslinje eller noget tredje.

Det arbejde blev blandt andet startet ud fra erkendelsen af, at journalister ikke kan gøres til programmører. Der vil selvfølgelig være ”stjerner”, der mestrer både journalistik og programmering, og der vil være flere (som jeg selv), der kan hjørner af programmering, men for langt størstedelen forbliver det fremmed territorium.

Tidligere troede mange, at man kunne sætte journalister til at programmere, men resultaterne udeblev. I stedet blev løsningen at sætte programmører og journalister tættere sammen. Og det er de gode erfaringer derfra, som jeg mener vi kan bruge bredere i den journalistiske proces.

Kort fortalt: Det er utopisk at tro, at journalister både kan skrive artikler, folk vil læse, og tage højde for, hvordan artiklen til fulde bliver oplevet hos brugeren. Her er der brug for en dedikeret medarbejder, der forstår både dette – og journalistik.

Markedsføring 101

Når sådan en artikel er publiceret, skal hele verden jo have at vide, at den findes. Den skal kort fortalt markedsføres. Jeg har den grundlæggende tanke, at alt indhold skal markedsføres. Noget af det er bare så stærkt (typisk tophistorierne), at det markedsfører sig selv og ikke behøver meget mere.

Andet indhold, måske det lidt mere smalle og satsede, skal have starthjælp. Det kan være, det skal deles lidt anderledes (eller lidt mere). Det kan også være, der er nogle mennesker derude, der ved meget om dette felt (typisk opinionsdannere), der bør vide, at denne artikel findes.

Derudover er der også nyhedsbrevene, der bare nægter at dø – fordi de fungerer. Nyhedsbreve er en af mine vigtigste kilder, når jeg skal følge med i, hvad der sker inden for mit felt. Der er hverken Facebook, Twitter eller det næste store hype gode nok.

Nyhedsbreve giver brugeren kontrol og kronologi. Og de er for vigtige til at være styret af automatikker – hvilket en del sikkert er.

Alt dette arbejde med at markedsføre indholdet er en rolle i sig selv. Det er formentlig ikke kæmpestore opgaver, men kombineret med indholdskampagner etc., der også skal planlægges, nærmer vi os.

Kort fortalt: Som journalist er det svært at finde tid og energi til også at markedsføre en artikel – især fordi den næste ofte allerede står og venter. Her vil det give mening at alliere sig med folk, der ved mere om markedsføring.

Robotterne kommer, og de er her for at hjælpe

Et sted, hvor journalistrollen også kan splittes op, er i de allerførste faser. Og her skal vi snakke om noget, jeg tidligere lovede at vende tilbage til: Maskinerne.

Lige nu er der masser af snak og spænding om kunstig intelligens. Når man læser om emnet, kan det nærmest virke, som om vi kun er få måneder fra, at robotterne gør oprør, som vi har set det i utallige Hollywood-produktioner.

Realiteten er dog, at vi er langt fra det punkt, hvor den kunstige intelligens er intelligent nok til dét. Trods alt.

Men AI (som kunstig intelligens også kaldes, ’Artificial Intelligence’) kan nu alligevel nogle ting, og det vil være oplagt at alliere sig med maskinerne i journalistikken.

Tidligere i år udkom bogen ’Autostory’, der er skrevet af to nordmænd, hvoraf den ene af dem, Geir Terje Ruud, tidligere har arbejdet på Ekstra Bladet. Bogen, som egentlig er et essay, beskæftiger sig med, hvordan journalister kan bruge kunstig intelligens i deres arbejde.

De to nordmænds pointe er, kort fortalt, at nok kommer robotterne også til at spille en rolle i journalistikken. Men de gør det på en måde, der frigiver journalistiske ressourcer til andre ting, der giver mere mening for os mennesker at lave.

I bogen kan du læse nogle eksempler på automatisk genererede artikler, men det er faktisk ikke i produktionen, jeg ser robotterne have den største gevinst. Her er research-arbejdet meget mere oplagt.

Forestil dig, at du som journalist har en virtuel kollega, der A) hjælper dig med at finde de rette data og informationer, B) kan sætte dem i system på ingen tid og C) kan overvåge nettet for dig, så du ved, når der sker noget, du skal interessere dig for.

Det vil sige, at du som journalist kan fokusere din energi og tid enormt kvalitativt. Det kan for eksempel være at forberede et interview med den politiker, som din virtuelle hjælper fortæller dig optræder på 137 bilag og med en samlet udgift på 1,2 millioner kroner. Måske fortæller den dig også, at den politiker sidder i VL-gruppe med en person, der får påfaldende mange kontrakter med staten eller kommunen.

Tænk på den tid, du kan spare som journalist.

Kort fortalt: Lad være med at frygte, at der kommer en algoritme og tager dit job som skriverkarl (m/k). Fokusér i stedet på, hvordan teknikken kan arbejde for dig – og din chef/redaktør.

Work smarter, not harder

Sagt på én sætning er mit budskab, at vi bør fokusere på at bruge de rigtige ressourcer de rigtige steder. ”Work smarter, not harder” lyder et mantra inden for det agile udviklingsarbejde.

Det er på tide, vi gentænker og konsoliderer journalistrollen på ny. Der er sket så meget i de seneste 10-15 år, og der er udsigt til endnu flere store forandringer, så det giver ikke mening at blive ved med at hælde på.

Det har været nemt for ikke-journalister at forvente mere og mere af journalister, men der har generelt været for meget fokus på, at journalisten må gøre mere – og for lidt fokus på at hjælpe journalisten til at blive bedre.

Steve Jobs er kendt for at have sagt, at han kun vil arbejde med de bedste. Selv om han nok ikke har været verdens bedste chef (mildest talt), så er det vel noget, vi alle kender? Ved at vi specialiserer og konsoliderer den journalistiske proces, som den ser ud nu og med blik for fremtiden (for det stopper ikke her), bliver det lettere at få fat i dem: De dygtigste interviewere, de dygtigste redigerende, de dygtigste fotografer – og de dygtigste maskiner, eller dem, der skal bygge dem.

Hvad end vi taler om kunstig intelligens eller om at udgive journalistik på nettet, så handler det om at få teknikken og andre ”spillere” til at arbejde med os, så vi alle sammen arbejder sammen på den bedst mulige måde.

Det giver et bedre arbejde og bedre produkter. Og det er jo det, det handler om i sidste ende. Gjort på den rigtige måde vil specialisering kunne betyde flere eller dybere artikler af højere kvalitet med en bedre brugeroplevelse.

Og det vil stadig være en styrke at kunne beherske andet end det, der er ens spidskompetence – men det er ikke sikkert, det er et krav.