Splid på RUC

RUC kan ikke uddanne journalister, hvis de journaliststuderende skal lave lige så mange projekter som andre RUC-studerende. De skal lære at researche og skrive, ellers bliver de ikke dygtige nok, mener Leif Becker Jensen.

Roskilde Universitetscenters nye fag, journalistik, er i konflikt med RUCs andre uddannelser.

I øjeblikket er der forslag om at lave en særlig RUC-lov, der dikterer, at på alle uddannelser skal mindst halvdelen af undervisningen bestå af gruppe-projekter. Den lov kæmper studienævnet på journalistik voldsomt imod. Den strider imod de behov, de studerende på journalistik har.

"Vi kan ikke drive en journalist-uddannelse, hvis 50 procent af undervisningen skal være projekter ligesom på RUCs andre uddannelser. Det er en gammel RUC-ideologi, som RUCs uddannelsesudvalg vil presse ned over os," siger Leif Becker Jensen, der er leder af afdelingen for journalistik.

"Normalt arbejder de studerende i grupper, hvor de udarbejder rapporter. Sådan kan man ikke lave journalist-uddannelsen. Her kræver det jo, at man arbejder med tingene. Vi har brug for research-, interview- og skriveværksteder. Hvis vi ikke har det, kan vi ikke sende dem i praktik og stå inde for dem," siger Leif Becker Jensen og tilføjer:

"Projektarbejde er en pædagogisk metode, derfor må det være op til det enkelte studienævns kompetence selv at tilrettelægge den nødvendige undervisning."

Udover problemerne med undervisningstimer contra gruppearbejde er journalist-uddannelsen løbet ind i et andet problem: Lærerne har i uddannelsens opbygningsfase undervist mere, end de skulle. I begyndelsen af maj måned så det ud til, at det ville være nødvendigt at skære 5-600 undervisningstimer væk af de i alt 4.500 planlagte undervisningstimer på næste semester, hvis lærerne skulle have mulighed for at afspadsere.

Det er nu blevet til, at eleverne "kun" kommer til at mangle 200 undervisningstimer i løbet af næste semester.

"Det betyder, at hvis eleverne har et skriveværksted over ti dage, hvor jeg normalt ville være der i seks dage, så må de i næste semester nøjes med undervisning i fem dage. Så må de selv coache hinanden resten af tiden," siger Leif Becker Jensen.

0 Kommentarer