Fredag blev tre ledende personer fra separatistgruppen ASMLA i Ringsted fundet skyldige i blandt andet spionage for Saudi-Arabien og støtte af terrorgrupper i Iran.
Nu kan DR afsløre en hemmelig beskedudveksling mellem ASMLA i Ringsted og den saudiske efterretningstjeneste, hvor gruppen i 2014 præsenterede en plan om at holde demonstrationer, som saudierne skulle finansiere.
Den hemmelige korrespondance viser også, at gruppen i Ringsted bad om penge til ”honorarer til journalister” og til at betale asylansøgere 60 euro per person for at deltage i demonstrationen.
I alt blev der brugt 600.000 kroner på demonstrationen, der foregik foran Irans ambassade på Østerbro i januar 2015. Men det fremgår ikke, præcis hvad pengene blev brugt på, herunder om de gik til at betale honorarer til journalister og asylansøgere, skriver DR.
DR har sammen med NRK i Norge og Vpro i Holland undersøgt den hemmelige spionkrig mellem Saudi-Arabien og Iran, der udspiller sig i Europa.