Når statsminister Anders Fogh Rasmussen for en sjælden gangs skyld tabte en spinkrig, så er forklaringen enkel. Han var oppe imod et enigt budskab fra en usædvanlig cocktail af pædagoger og partikammerater i KL.
KOMMUNIKATION. En spinkrig af usædvanlige dimensioner er fejet over landet. Slagsmålets kerne blev beskrivelsen af de demonstrerende og blokerende forældre og pædagoger. Var de forkælede 'socialistiske ballademagere' eller blot almindelige bekymrede borgere?
Regeringens kommunikation var koordineret.
»En bestialsk og skrupelløs organisation,« sagde Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, om pædagogernes fagforening, BUPL.
»Løgnagtige,« sagde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
»Socialistiske ballademagere,« tilføjede Fogh.
Alligevel løb regeringen ind i et usædvanligt politisk nederlag.
BUPL-kampagnen 'Husk hvad du lovede' fik medvind i en grad, så meningsmålinger nu viser, at Socialdemokraterne har overhalet Venstre som det største parti. En vigtig forklaring er, at pædagogerne havde sammenfaldende interesser med formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Erik Fabrin, vurderer kommunikationseksperter.
At gøre den magtfulde Venstre-borgmester i Søllerød og KLs formand til en 'socialistisk ballademager' var simpelthen for stor en mundfuld for regeringen.
Ledelserne og kommunikationsafdelingerne i KL og hos BUPL arbejdede på at sætte den samme dagsorden med hver sit udgangspunkt.
Op til krisen kritiserede Fabrin regeringen for at styre kommunerne stramt økonomisk og samtidig pålægge dem kommunalreformen og en ny udligningsreform. Det gjorde kommunernes økonomi uoverskuelig. Erik Fabrins budskab om regeringens ansvar for kommunernes stramme økonomi skulle blive en hovedstreng i BUPLs kampagne 'Husk hvad du lovede'.
Hos KL siger kommunikationschef Steen Dahl Pedersen, at Fabrin flere gange offentligt har stået ved den økonomiske aftale.
»Men samtidig sagde han, at regeringen havde ansvaret for den overordnede økonomiske politik og dermed også den ramme, som den økonomiske aftale lå inden for. Dermed måtte regeringen også have et ansvar for at være med til at forklare befolkningen, at der ikke var råd til bedre service,« siger Steen Dahl Petersen.
Den strategi falder præcist sammen med, hvad BUPL-formand Henning Pedersen anser som kampagnens vigtigste resultat.
»Det mest vellykkede var, at vi fik forbundet det, der sker i kommunerne, med regeringens økonomiske politik,« siger Henning Pedersen.
Dermed fik Erik Fabrin og flere utilfredse borgmestre en central betydning.
»Hvis Fabrin ikke så markant havde sagt, at regeringen var ansvarlig, og hvis han ikke havde krævet, at regeringen holdt op med at love så meget på kommunernes vegne, havde Fogh meget nemmere kunnet reducere det til en politisk kamp,« siger Lotte Hansen, strategisk presse- og politisk rådgiver i Advice A/S.
Lotte Hansen bakkes op af seniorrådgiver Kim Larsen fra pr-firmaet Burson-Marsteller.
»Borgmestrene blandede sig på tværs af partiskel, og venstremanden Fabrin ville normalt støtte regeringen. Men hans kritik gjorde det svært for Fogh at marginalisere de protesterende til en flok socialistiske oprørere,« siger Kim Larsen.
Også Reinholdt Schultz, direktør og partner i pr-firmaet GCI Mannov, mener, at Fabrin pustede til det bål, som BUPL tændte.
»I politik og specielt i Anders Foghs regeringstid forventer man loyalitet blandt tropperne. Så kritikken har pustet til ilden,« siger Reinholdt Schultz, der mener, at BUPLs kampagne lykkedes af flere andre grunde.
»Vi kan lide at opponere og være kritiske mod den bestemmende magt, og regeringen har længe leveret flotte økonomiske resultater. Kampagnen handlede om børn, og det sikrede en høj grad af sympati. Desuden har fagbevægelsen gode relationer til journalister, der øjnede en mulig regeringskrise,« siger Reinholdt Schultz.
De tre spineksperter undrer sig over regeringens strategi. En række ministre beskyldte BUPL for at lyve om tal og afviste fagforeningen som en socialistisk kamporganisation. Alle tre mener, at talfægterierne gik hen over hovedet på borgerne.
»Taldelen var håbløst udemokratisk. Den tvang borgerne til at tage stilling til, hvem der talte mest sandt, uden at de havde en ærlig chance for at gennemskue tallene,« siger Lotte Hansen.
Hun mener, at Fogh tog en chance.
»Det var udmærket tænkt at forsøge at lukke problemstillingen ved at kalde folk socialistiske oprørere, men det må have lydt ekstremt provokerende for de aktionerende. Han må have tænkt på den øvrige del af befolkningen end de 160.000, der skrev under, men han risikerede, at opfattelsen af ham som magtarrogant spredte sig. Den kalkule må han have lavet,« siger Lotte Hansen.
Kim Larsen mener, at statsministeren fremstod verdensfjern.
»Fogh er en fantastisk kommunikatør, men det virkede ikke klogt at kalde de aktionerende for socialistiske ballademagere. Meningsmålinger viste jo, at halvdelen af befolkningen var enig i, at kommunerne skulle have bedre økonomi.« siger Kim Larsen.
Journalisten har forgæves forsøgt at få kommentarer fra rådgiverne for statsministeren, indenrigs- og sundhedsministeren og familie- og forbrugerministeren. Kun pressesekretær Mette Hovmand, der tog sig af familie- og forbrugerministeriets kommunikation om tallene, ønsker at udtale sig. Hun mener, at BUPLs påstande bygger på fordrejninger og faktuelle fejl.
»Vi tog påstand for påstand. Blandt andet mener vi, at BUPL har lavet regnefejl. Det budskab har vi fået godt ud på vores hjemmeside, hvor vi har lagt fakta-ark ud. Men taldebatten var kædet sammen med kommunernes økonomi, og det gjorde billedet mudret,« siger Mette Hovmand.
Læs også: Sådan spinner pædagogerne
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.