Spindoktorer kan bringe regeringen i mindretal

Dansk Folkeparti vil stramme reglerne for spindoktorerne. DJ mener ikke, at der er brug for ændringer.(11:10: Opdateret.)

Dansk Folkeparti vil stramme reglerne for spindoktorerne. DJ mener ikke, at der er brug for ændringer.

(11:10: Opdateret.)

Sagen om de to tidligere spindoktorer, Jacob Winther og Peter Arnfeldt, der angiveligt har lækket fortrolige oplysninger til pressen, kan i dag bringe regeringen i mindretal.

Det skriver politiken.dk.

Med baggrund i sagerne har Dansk Folkeparti stillet forslag om, at reglerne for spindoktorer og embedsmænd skal have et serviceeftersyn. Liberal Alliance og Enhedslisten lægger sig på linje med DF, hvorfor det er op til Venstre og de Konservative, om regeringen for første gang kommer i mindretal.

Venstre er kritisk over, at regeringen har hævet antallet af særlige rådgivere, så ni ministre nu har mulighed for to spindoktorer. Martin Geertsen (V) siger til Ritzau.
»Reglerne ser grundliggende fornuftige ud. Men det udelukker ikke, at det kan være fornuftigt at lave et serviceeftersyn af dem. Hvad der vejes tungest, må vi først drøfte i gruppen.« 

Helle Thorning-Schmidt (S) mener derimod, at reglerne er »de bedst beskrevne og regulerede« inden for staten. Reglerne siger, at spindoktorerne er omfattet samme regler om lovlighed, sandhed og faglighed som de andre embedsmænd i ministerierne.
»Jeg er derfor ret uenig, når de særlige rådgivere beskrives som mørkets fyrster og som nogle, der arbejder i det skjulte uden kontrol og åbenhed omkring deres arbejde,« siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

Formanden for Dansk Journalistforbund (DJ), Mogens Blicher Bjerregård mener heller ikke, at der skal laves ændringer på området.
»Reglerne for de særlige rådgivere fungerer fint. Bare fordi to personer angiveligt har brudt reglerne, er der ingen grund til at justere dem,« siger Blicher Bjerregård, der hæfter sig ved, at spindoktorerne i hans optik udfører et vigtigt stykke arbejde på Christiansborg.
»Der er brug for de særlige rådgivere – både i det politiske liv, i virksomheder og andre steder, hvor der er behov for professionel kommunikation.«

I formandens optik bør kommunikatørerne gribe i egen barm.
»Jeg tror, at kommunikationsbranchen vil have bedre af selvregulering fremfor lovgivning. I DJ arbejder vi netop nu med et etisk regelsæt for kommunikatører, som vi planlægger at præsentere på Fagligt Forum i april,« siger Mogens Blicher Bjerregård, der tilføjer, at det tager tid at skabe en fælles faglig forståelse.

Opdateret med kommentarer fra Mogens Blicher Bjerregård.

 

0 Kommentarer