Danske journalister har et anstrengt forhold til spindoctors. Tv-værterne ruller med øjnene ned i teleprompteren, når de fortæller, at spindoctors "sælger politiske budskaber som var det vaskepulver" og er "en trussel mod demokratiet". Ikke så sjældent inkluderes kommunikationsrådgivere, informationschefer og -medarbejdere rask væk. Vi, der arbejder i kommunikationsafdelinger rundt omkring ministerier og offentlige myndigheder, er "et unødvendigt filter mellem borgerne og politikerne", når pressens raske drenge og piger uegennyttigt knokler i den fri ytrings tjeneste, vi manipulerer, vi planter historier og vi – uha – lægger strategier.

Undertegnede hører selv til rosset af manipulatører, og ja, jeg planter historier og lægger strategier – og så er jeg i øvrigt træt af at høre på alt det vrøvl. Jeg er selv uddannet journalist på den kongelige danske journalisthøjskole, men har de sidste ni år arbejdet på den anden side af den redaktionelle proces, ikke som spindoctor, men som kommunikationsrådgiver – og jeg opfatter mit arbejde præcis ligeså hæderligt som dagbladsjournalistens. Jeg medvirker i præcis ligeså høj grad til, at borgerne får nogle gode, korrekte oplysninger om samfundet. Mit udgangspunkt er blot et andet – men jeg mener ikke, at det er mere belastet af særinteresser, end et redaktionslokale.

Så kære kolleger: Drop klynkeriet. I har kun jer selv at takke for væksten i antallet af spindoctors og kommunikationsrådgivere..

De vilkår, som bl.a. topledere og politikere i dag skal affinde sig med, når de optræder i medierne, især på de store tv-stationer, er så hysteriske, at ingen med bare en smule fornuft i behold siger ja uden at benytte rådgivere.

Alene kvaliteten af den formidling, pressen i alt for mange tilfælde udviser, skræmmer mange langt væk. Tro mig, det er rutine i enhver informationsafdeling at lytte til en vantro sagsbehandler, der er blevet kværnet i mediemaskinen. Tro mig, hvis vi gad at forsyne Læsernes Redaktør med rettelser, hver gang vi stødte på en fejl, så kunne vi ikke bestille andet. Tro mig, komplekse sager misforstås og forvanskes dagligt, fordi den stakkels, ofte forudsætningsløse reporter har ca. en halv time til en sag, som kræver mindst en dags research.

Når det er sagt, så lad mig for god ordens skyld understrege, at der også er masser af god, gedigen journalistik til, og jeg sætter pris på en årvågen og kritisk presse – inklusive de tæv, vi får, for vi fortjener dem ofte.

Med andre ord: Jeg synes ikke, at "journalister er nogle idioter" (jeg er selv en af dem). Men manglen på selverkendelse i standen irriterer mig – på standens vegne. Jeg er alt for mange gange stødt på journalisternes romantiske og lidt rørende forestilling om, at politikeren eller direktøren da bare skal mande sig op, tale sandt og tage den direkte konfrontation for åben mikrofon. Sådan gjorde Spies sgu da!

Forestillingen er romantisk, fordi den hører en svunden tidsalder til – dengang, hvor Pressens Radioavis stillede Jens Otto Krag et spørgsmål, og Krag så talte, indtil han var færdig. Den tid er gudskelov forbi, ikke kun for pressens vedkommende, men også for "ofrenes". Pressens metoder har ændret sig – og det har statsministerens også. Forestillingen er også rørende, fordi den naivt tager udgangspunkt i journalisters klippefaste overbevisning om, at de jo altid går efter den objektive sandhed.

Jeg oplever faktisk tit, at journalisten i den anden ende af røret bliver overrasket over, at jeg i fuld alvor mener, at f.eks. en direktørs udlægning af en sag er korrekt. Det kan de færreste journalister tage seriøst. Sandheden, den har de jo patent på. Den sunde, kritiske indstilling og appetitten på den gode historie kammer alt for ofte over i overfladiskhed og mistro. Og det er lige præcis det, der gør, at toplederen og den politiske ordfører bevæbner sig med en rådgiver – eller måske en hær af dem.

Det skal retfærdigvis understreges, at der er stor forskel på medierne og journalisterne. Tvs nyhedsudsendelser bærer klart det største ansvar. Indslagenes længde, den skarpe vinkling, den uhæderlige klipning og forkærligheden for de forsimplede, billedbårne budskaber betyder, at en ansvarlig leder enten må sige konsekvent nej tak til at optræde – eller opruste på rådgivningsfronten. Det er forhi-storisk ævl at hævde, at bare han er ærlig og ikke har noget at skjule, så går det nok. I dagens mediebillede skal der mere til end hæderlighed. Hvis ikke du er godt forberedt, er der overhængende fare for at blive slagtet for åben skærm. Eksemplerne er talrige og trættende, og det gælder hele spektret af tv-nyhedsudsendelser.

Formiddagsaviserne er naturligvis også slemme, men de tillægges ofte en alt for stor betydning. De er rå og lefler for folkestemninger, ja, men man ved, hvor man har dem. Mange af de store dagblade er mere lumske, fordi de bærer rundt på en velfortjent aura af seriøsitet – også når de ignorerer fakta og misforstår komplicerede sammenhænge. Provinsaviserne er de mest uberegnelige. De kan være så bovlamme og ukritiske, at det er et stort problem i sig selv, men af og til overgår de B.T. og Ekstra Bladet i svinestreger i deres iver efter at sætte navn og adresse på de lokale skandaler.

Jeg ønsker mig langt fra tilbage til dengang, Krag kunne tale ned i mikrofonen, indtil han holdt pause for at bakke på piben. Jeg mener på mange måder, at vi har den presse, vi fortjener. Men jeg håber også, at pressen en dag vil indse, at den har de spindoctors, som den selv har bedt om.

Så kan vi måske komme videre.

* Per Meilstrup er kommunikationschef, Frederiksborg Amt