Jeg blev i juni måned spurgt, om jeg ville skrive en kronik til TipsBladet om den påvirkning, medieomtale kan give fodboldspilleres ’markedsværdi’ og muligheden for at sælge dem.

Kronikken blev bragt i avisen fredag 21. juni. Efter aftale med chefredaktøren har jeg omskrevet – og forkortet (!) – kronikken lidt, og bringer den her på journalisten.dk:

Fodboldspillere som en vare. Det er et faktum, som dagligt i disse uger og dage omtales i massemedierne over hele verden, fordi det såkaldte transfer-vindue er åbent. Spillere må lave aftaler med en anden arbejdsgiver, det er sæson for køb og salg. Og med indførelsen af transfer-vinduerne befriede man efter min vurdering i sin tid ’markedet’ for utidige ryk i magtbalancen, fordi når først sæsonen er i gang, skal skoene snøres i det samme omklædningsrum indtil næste ferie venter. Spillerne er låst på en anden måde end tidligere, og som fodboldtilhænger har jeg i årenes løb oplevet, at det både kan være en styrke og en svaghed.

Men når vinduerne så skal til at åbne før sommer og før jul, stiger intensiteten i medierne til eksplosive højder. Danske såvel som udenlandske medier beretter om den ene spekulation efter den anden: Tag bare feuilletonen om Robert Lewandowski, Borussia Dortmund, i denne sommer – han har været sat i forbindelse med en lang række klubber i løbet af de uger, der er gået, siden hans klub spillede Champions League-finale mod Bayern München.

Så vidt jeg kan forstå  på dette tidspunkt, i slutningen af juni, er det nu så godt som sikkert, at han ikke skal skifte klub denne sommer. Han bliver i Dortmund i den kommende sæson, som det hele tiden har været planen – hans kontrakt udløber først om et år – men mon ikke hans agent Cezary Kucharski har været forbi Dortmunds direktion og fået ændret et par kommaer og cifre i den gældende kontrakt, så forpligtelsen kunne understreges yderligere?

Jeg tror det, og jeg tror, at agent Kucharski har opført sig i situationen akkurat som alle andre agenter, mellemhandlere og managers gør, hvis de har øje for vindens skiften og kan nå at rebe sejlene. På den måde udnytter de situationen til eget og spillers – eller kundes – bedste.

Men det vil være forkert at antage, at disse købmænd blot er passive deltagere i et spil, der starter tilfældigt. Og det er i den forbindelse, at pressens rolle og repræsentanter risikerer troværdighed og manipulation i en balance, der er delikat – for en journalist er afhængig af sine kilder, og journalisten er afhængig af et godt forhold til kilderne.

Der er ikke noget bedre for en journalist på et nyhedsmedie end at have en solohistorie. Nyheder er pressens salt, sagde man en gang, og selv om nyhedsdøgnet kværner hurtigere end nogen sinde, er det fortsat væsentligt for journalisten at køre en solonyhed. Gerne en opsigtsvækkende én af slagsen, som kan sætte dagsorden for såvel stofområde, medie som journalist.

I jagten på nyheder skal journalisten ud og opsøge historierne. Det kaldes kildepleje, og det antager mange former; for fodboldjournalistens vedkommende vil det jævnligt foregå ved sidelinjen på et træningsanlæg, eller til en sekunda-fodboldkamp, hvor der smalltalkes med disse kilder, som kan være tidligere eller nuværende trænere for andre klubber, nuværende eller tidligere spillere, der i dag kan ernære sig som agenter, kommentatorer eller ansatte i klubberne – der skal drikkes meget kaffe og Faxe Kondi for at opnå et godt, tillidsfuldt forhold til en kilde.

Ja, du læste rigtigt: Til én kilde.

De bedste af sportsjournalist-fagets udøvere, for så vidt angår nyhederne, har mange års erfaring bag sig, og de har alt andet lige en hukommelse som en elefant og en grundlæggende tålmodighed. For kun på den måde får de opbygget kildenettet, der skal plejes og kultiveres dag ud og dag ind. Det kræver stor omhu.

Men der er også – eller der kan i hvert fald være – tale om et afhængighedsforhold. I den forbindelse er det værd lige at bruge et par linjer på et helt særligt forhold, når det kommer til de nyhedshistorier, der involverer klubskifter, eller rygter om sådanne.

Her vil hovedkilden nemlig næsten altid optræde anonymt. Nyheden om et forestående skifte fra én klub til en anden, hvad enten det gælder for en verdensklassespiller eller for en dansk fodboldtræner i Wales, vil i den forbindelse være hægtet op på et anonymt udsagn. Det kan belyses med netop Laudrup som eksempel, som i begyndelsen af maj måned ”blev sat i forbindelse med” Everton i et par engelske aviser, herunder Daily Mirror, som startede historien om en ’short list’ af navne, der var i spil i Everton til at afløse David Moyes, som skulle – og kom – til Manchester United for at afløse Alex Ferguson.

I historien ”Taking the Michael? Everton put Swansea's Laudrup at top of list to replace David Moyes” refererer avisens journalist til en liste, og her står Laudrup i toppen.

Ingen kilde angives. Ingen udtaler sig ved navn. Kort tid efter historien er offentliggjort, cirkulerer den også i danske medier – formentlig også i andre lande på fodbold-sites – med kildeanvisning på de engelske medier.

Som altså ikke har nogen kilde.

Det er en særlig måde at lave journalistik på; der er jo ingen grund til at mistænke journalisten for at opfinde historien selv, men omvendt er det en noget tåget varedeklaration, den slags historier har.

Hvis de chefredaktører og opinionsdannere, der mener, at journalistikken og mediebranchen har en udfordring på troværdigheden, har ret, så er der her en enorm modsætning mellem det, de siger, og det, de fylder i deres medier. Journalistisk er der tale om rygtebaseret 0- og 1-kilde-journalistik (i sidstnævnte tilfælde som sagt oftest anonyme kilder), og etikken i dét er overskuelig.

Vi fortsætter med eksemplet Laudrup: Få måneder før historien om det mulige skifte til Everton opstod, fornyede hans agent Bayram Tutumlu på danskerens vegne kontrakten med Swansea og fik skrevet en frikøbsklausul ind.

Jeg siger ikke, at agenten er kilde til historien, men mon ikke udsigten til at få indløst sådan en klausul godt kan friste en svag sjæl, til hvilken gruppe jeg i øvrigt ikke aner, om Tutumlu hører.

Når jagten på nyheder i fodbold- og sportsjournalistikken er knaldhård, og når interessen for at påvirke ’salgskursen’ synligt er til stede, stiger incitamentet hos begge parter for at få noget ud af en god aftale mellem journalisten og den gode kilde. Nemlig at lave en nyhedshistorie, der måske holder vand.

Da jeg var aktiv journalist, var der kolleger i branchen, man grinte lidt af, fordi de brugte rigtig mange historier og forsøg på at ramme en nyhed, før den gik i opfyldelse. En af disse er i øvrigt i dag agent inden for fodboldbranchen…