search

“Spild af penge”

"Hvorfor skal medlemmerne af Journalistforbundet betale for en informationschef, der forsøger at dæmme op for skadelige historier, samtidig med at de skal betale for et fagblad, der prøver at afsløre forbundet?"Michael Valentin forfatter og konsulent.

"Ja, det er mig, der lyder som en dame," råber han.

Michael Valentin går som en mand. Men hans blanke sko knalder som stiletter mod det bonede gulv.

Michael Valentin er bramfri. Også når han udtaler sig om fagbevægelsens forbrug af medlemskroner. Han er uden forståelse for, at fagforeningerne udgiver medlemsblade for mange millioner, som ikke udfylder medlemmernes behov for information. Michael Valentin fatter heller ikke, at fagblade skal være uafhængige af forbundet. "Hvorfor skal medlemmerne betale for, at deres eget fagblad skader forbundet?" spørger han.

34-årige Michael Valentin er samfundsvidenskabeligt uddannet fra Aalborg Universitet, og han er også tømrer. Han har været ansat i fagbevægelsen i syv år blandt andet som informationschef i HK. Siden han stoppede i HK 1. februar har han skrevet debatbogen "Bare det holder min tid ud," om fagbevægelsen. Den skabte megen debat i medierne. Journalistforbundet har også brugt Michael Valentin til at holde foredrag for politikerne i hovedbestyrelsen.

JOURNALISTEN har talt med manden, der har et kærligt blik for fagforeninger, men en skarp tunge over for ødsle fagforbund.

– Du kritiserer fagforeningerne for at bruge for mange penge på fagblade. Hvorfor?

"Fagforeningerne bruger samlet set en halv milliard på fagblade. Det mener jeg er helt vildt i forhold til, at deres kommunikation tager udgangspunkt i egne behov for synlighed frem for medlemmernes efterspørgsel. Hver formand skal have sit eget blad. Jeg ved ud fra medlemsanalyser, at medlemmerne sidder derude og er forundret over den store mængde af blade, der bliver væltet ud over dem. Pengene bliver ikke brugt fornuftigt. Det er spild af penge."

– Hvad skulle fagforeningerne gøre i stedet?

"Skrive om det, som medlemmerne efterspørger. I JOURNALISTEN bør der for eksempel være andet end lige noget for journalister, men også noget af interesse for kommunikationsfolk, spindoktorer, web-folk og fotografer samt mere konkret information om for eksempel de nye barselsregler og forholdene for freelancere.

– Du er også kritisk overfor, at nogle fagblade skriver kritisk om fagforeningen. Hvorfor?

"Hvis man er ansat på et fagblad, så skal man tjene det samme formål som de andre, der er ansat i fagforeningen. Så kan det godt være, at der sker noget snask og noget snusk, men det må man lade de uafhængige journalister skrive om. Novo har jo heller ikke journalister ansat til at afsløre, at Novo for eksempel bruger dyr til insulinforsøg. Den historie skal da ikke betales af NOVOs aktionærer. Redaktøren i fagbevægelsen skal tjene sin herre – altså medlemmerne, dem de får løn fra. Hvis man har andre ambitioner, så kan man lette bagdelen og få et job ude i den frie, kritiske presse."

– Hvem skal så kontrollere fagbevægelsen?

"Det skal journalisterne i den frie presse. Hvis Mogens Blicher Bjerregård (Journalistforbundets formand) klapper sekretæren bagi eller tager af kassen, så skal den historie nok blive fortalt i den frie presse. Alle journalister tror, at de er den fjerde statsmagt. Men det gælder altså ikke, når man er ansat i fagbevægelsen eller en organisation. Du kan sagtens være uenig med ledelsen og have nogle diskussioner. Men hvis din moral ikke kan bære det, så må du tage dit gode tøj og gå. Jeg kan slet ikke se, at man skal hæve sin fede hyre, og så alligevel ikke vil betragte sig som en del af fagbevægelsen."

– Lektor i kommunikation fra Syddansk Universitetscenter, Flemming Smedegaard, er ekspert i personaleblade og fagblade. Han siger, at medlemmerne af en fagforening hellere vil have et kritisk blad end et medløberblad. Hvorfor skal medlemmer ikke have det, de gerne vil have?

"Det er meget gammeldags at lave positive familiære blade. Men det er også gammeldags at lave kritiske medlemsblade. Det nye er, at virksomhederne laver blade, der skaber corporate identity (virksomhedsidentitet, korps-ånd). Det vil sige, at journalisterne stadig skal være kritiske, men de skal ikke afsløre noget. Du skal ikke være Tintin, der render rundt og kigger inde bag facaderne."

– Hvordan sætter man grænsen for det kritiske og afslørende?

"Det gør direktøren eller formanden. På JOUNALISTEN er det redaktøren, der sætter grænsen. Jeg mener, det skal være formanden. Direktionen skal selvfølgelig have respekt for det journalisti-ske håndværk, det er journalisterne, der er bedst til at skrive.

– Hvad nu, hvis medlemmerne i Dansk Journalistforbund tilsammen har en corporate identity, der foreskriver en kritisk presse også i medlemsbladet?

"Hvis det er tilfældet, så kan du have ret. Men jeg tror, at de hellere vil have historierne om, hvordan man kommer fra at være dagbladsjournalist og til at være web-journalist."

– Måske, men tror du ikke også, at medlemmerne gerne vil læse historien om, at formanden har taget af kassen?

"Jo, men den formand, der kommer efter ham, der tog af kassen, vil formodentlig ikke lukke jer ligeså tæt ind på livet. Der sker det, at jo mere kritisk man er, jo større bliver afstanden. Hvis I var rigtigt kritiske, så ville I jo ikke være med til alle de hemmelige møder."

– Det er vi heller ikke.

"Nej, men så ville I for eksempel heller ikke være med til hovedbestyrelsesmøderne. Hvis jeg var formand og havde en ansvarshavende redaktør, som jeg ikke vidste, hvor jeg havde, så ville jeg ikke fortælle noget til vedkommende."

– Hvilke historier skulle JOURNALISTEN ikke skrive?

"Somme tider er politikerne i opposition til medlemmerne. Det er for eksempel, når politikerne diskuterer faglig strategi. Det kunne være, at politikerne overvejer at fastfryse lønniveauet, mod at flere af overenskomstpengene bliver brugt på pension. Så skriver I, at DJ plæderer for, at vi går ned i løn, mod at vi får mere i pension. Og så er strategien måske ødelagt.

– Det er vores målsætning ikke at skrive om forhandlingsstrategier, hvis det kan skade medlemmerne.

"Okay, men hvis nu DJ overvejer at sælge Gammel Strand (Forbundshuset) for at købe noget nyt og større, så kommer der en historie om, at DJ bygger pamperpalads. Lige så snart, det er skrevet, så er det blevet sværere for forbundet."

– Du skriver i din bog, at fagbladsjournalister har et stort behov for at vise andre journalister, at de er ligeså kritiske som dagbladsjournalister. Hvad bygger du det på?

"Jamen, alle er jo uddannet på DJH til at være vagthunde. Det er en binding, der bliver holdt i live. Også ved at JOURNALI-STEN kun henvender sig til den type. Man får bekræftet sit billede af, at en rigtig journalist er en, der afslører. Priserne går som regel til de afslørende journalister. Hvorimod journalister, som har lavet et skidegodt medarbejderblad og bare laver et godt håndværk, de bliver ikke mødt med samme anerkendelse. Jeg tror, fagbladsjournalisterne bruger for meget krudt på at henvende sig til kollegerne ude i byen, fordi det giver status at være rigtig journalist."

– Hvorfra ved du, at fagbladsjournalister har et behov for at hævde sig over for "de rigtige" journalister?

"Det er selvfølgelig ikke noget, jeg har lavet en videnskabelig undersøgelse over, men det er min klare oplevelse efter at have været i miljøet i mange år. Når man mødes nede i Foreningen for Arbejdsmarkedsjournalister, så er det de afslørende historier, som får ros, men ingen roser dem, der har givet en fremragende forklaring af barselsreglerne. Det er den afslørende journalistik, som giver meget status."

 

FAKTA OM JOURNALISTEN
DET KOSTER BLADET

Fagbladet JOURNALISTEN havde i 2001 udgifter på 6,6 millioner kroner og indtægter på 5,3 millioner. Det vil sige, at bladet kostede medlemmerne cirka 1,3 millioner kroner i 2001.
11.500 medlemmer fik bladet sidste år. Det betyder, at hvert nummer af JOURNALISTEN gennemsnitligt kostede hvert medlem 5,5 kroner per nummer.
Alle medlemmer får bladet, og man kan ikke nægte at betale til det.
BLADETS JOURNALISTISKE LINIE
Fagbladet JOURNALISTEN har frihedsbrev og er redaktionelt uafhængig af Dansk Journalistforbund. Men hovedbestyrelsen, forbundets valgte politikere, ansætter fagbladets redaktør.
Redaktionen skriver om alt – undtagen sager, der generelt kan skade medlemmerne i forbundet. For eksempel skriver vi ikke om Journalistforbundets forhandlingsstrategi op til og under overenskomstforhandlinger.

HVORFOR KRITISK FAGBLAD?
På baggrund af Michael Valentins kritik har JOURNALISTEN spurgt tre forskellige politikere i Dansk Journalistforbund (DJ) om deres holdning til Fagbladet JOURNALISTEN.

Spørgsmålet:
Hvorfor skal Journalistforbundet bruge penge på at lave et fagblad, som kritiserer fagforeningen?

Uffe Gardel, medlem af hovedbestyrelsen i DJ.
"Fordi DJ er et demokrati. Og som alle andre demokratier fungerer vi ikke uden en fri presse. DJ er ikke så stort og betydningsfuldt, at andre medier gider skrive regelmæssigt om os. Derfor er vi nødt til at have vores eget frie fagblad."

Peter Thornvig, medlem af hovedbestyrelsen.
"Michael Valentin har ret et langt stykke hen ad vejen. Men der findes en gylden middelvej, hvor redaktionen selv bør kunne finde en rimelig linie, uden at det behøver at ende som en bovlam krikke. I seneste nummer mener jeg, at bladet er langt ude over den gyldne middelvej. Der er vinklet alt for negativt på DR-konflikten. Artiklerne behøver jo ikke at søge udgangspunkt i enhver negativ vinkel for at demonstrere, at bladet udøver ægte kritisk journalistik. Den indre forståelse på JOURNALISTEN af rollen som fagblad mangler simpelthen.

Mogens Blicher Bjerregård, formand i DJ.
"Fagbladet JOURNALISTEN skal være et uafhængigt fagblad med en redaktionel frihed, som sikrer troværdigheden omkring bladet. Samtidig er det også vigtigt for et frit fagblad at huske på, at det i princippet skal kunne sælge lige så godt, hvis det blev solgt i løssalg, som at det er en del af den ydelse, medlemmerne får for deres kontingentkroner. Michael Valentins tanker om corporate identity behøver ikke udelukke uafhængighed og redaktionel frihed. Tværtimod er jeg overbevist om, at en redaktion altid vil og skal have for øje, at den er en del af et fællesskab og dermed også have indsigt i og forståelse for den strategi og kurs, forbundet lægger."

MICHAEL VALENTINS BLÅ BOG
– Født 1967 i Aalborg.
– Tømrer 1987.
– Cand.scient.adm. fra Aalborg Universitetscenter 1996.
– Konsulent i LO 1996.
– Kontorchef i HK 1998.
– Informationschef i HK 1999.
– Selvstændig konsulent 1. februar 2002.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen