Spilannoncer kan blive lovlige i dag

Det danske spilmonopol kan blive brudt med en afgørelse i Bruxelles, men det er usikkert, om medierne får syndsforladelse for deres mangeårige praksis med at bringe spilreklamer i strid med monopolet. (Opdateret 10:35)

Det danske spilmonopol kan blive brudt med en afgørelse i Bruxelles, men det er usikkert, om medierne får syndsforladelse for deres mangeårige praksis med at bringe spilreklamer i strid med monopolet. (Opdateret 10:35)

Det danske spilmonopol kan blive lagt i graven efter ti års strid. Det forventer både Skatteministeriet og spiludbydere. Afgørelsen kan få stor betydning for flere danske medier.

Det skriver Politiken.

Medier som Ekstra Bladet, B.T. og MetroXpress er i årevis blevet skældt ud af Danske Spil for at bringe annoncer for en række udenlandske konkurrenter – i strid med det danske spilmonopol.

Men i dag skal Europa-Kommissionen forholde sig til, om den danske model er i strid med EU's konkurrenceregler. Og Skatteministeriet såvel som udenlandske udbydere forventer, at monopolet bliver dømt ude.

Det betyder dog ikke, at den mangeårige praksis med at bryde monopolet og bringe spilannoncer alligevel bliver lovligt, lyder det fra Statsadvokatens kontor overfor Mediawatch.

»I forbindelse med, at man vedtog lovgivningen om liberalisering (af spillemarkedet, red.), tog man i forarbejdet stilling til, hvad man skulle gøre med gamle sager om overtrædelse af lovgivningen. Den politiske tilkendegivelse var, at en liberalisering ikke betyder, at man ikke kan køre de gamle sager,« siger vicestatsadvokat Eva Rønne til Mediawatch.

Hun understreger, at det endnu er usikkert, om den hensigt bliver overholdt. 

Iagttagere forventer dog ifølge Politiken, at liberaliseringen af det danske spilmarked vil medføre et boom i annonceindtægterne hos medierne, der fremover ganske lovligt vil kunne reklamere for Danske Spils udenlandske konkurrenter.

(Opdateret 10.35: Rigsadvokaten tilføjet) 

0 Kommentarer