Spil-journalister laver forening

Computerspil har langt dårligere renommé end fortjent. Det vil en række journalister lave om på gennem foreningen Dansk Spilråd.

Computerspil har langt dårligere renommé end fortjent. Det vil en række journalister lave om på gennem foreningen Dansk Spilråd.

Der er for meget fokus på skadesvirkninger, forargelse og fordømmelse af computer- og konsolspil. Men mediet er kommet for at blive, og det cementerer år for år sin rolle som både underholdning, kommunikationsmiddel og læringsværktøj. Det mener det stigende antal af journalister, der i dag dækker spil. De vil have spil-mediet bedømt på lige fod med andre medieformer, og derfor stiftede de torsdag foreningen Dansk Spilråd.

»Vores vision for Dansk Spilråd er en uafhængig og uvildig instans, der på et nøgternt, analytisk og velinformeret grundlag kan udtale sig kvalificeret om spil – særligt for at slå myter ihjel og nuancere holdningen til spilmediet,« siger formanden for Dansk Spilråd, Thomas Vigild, der til daglig er spilredaktør på dagbladet Politiken.

En af foreningens funktioner skal være at koble andre journalister og konsulenter sammen med kilder og cases.

»Vi vil ikke fremstå som spillenes ukritiske forkæmpere, men derimod som en upartisk og seriøs rådgivende organisation, der også kan matchmake og hjælpe både sine medlemmer samt f.eks. bibliotekarer, journalister og konsulenter ved at udtale sig om spiltendenser og spilkultur,« siger Thomas Vigild.

Foreningen består af foreløbigt 27 journalister, der dækker spil på medier som DR, GameReactor, Berlingske Tidende og Boomtown.

Foreningens hjemmeside kan ses her.

0 Kommentarer