Dokumentar

Spies-Kommissionen: Bo Østlund var ikke helt neutral

Spies-kommissionen sætter spørgsmålstegn ved Bo Østlunds neutralitet, da han lavede podcastserie om Simon Spies. Bo Østlund beklager, at han har været ”aktivistisk”, men fastholder at han er neutral

Journalist Bo Østlund har ikke opført sig så neutralt i sin afdækning af DR’s dokumentarserie om Spies, som han hele tiden har givet udtryk for. Sådan lyder en konklusion fra den såkaldte Spies-kommission, som er nedsat af 24syv.

Kommissionen har først og fremmest kulegravet dokumentaren ”Simon Spies og Morgenbolledamerne”, men den har også kigget på journalist Bo Østlunds podcastserie “Karaktermord i primetime?”, som er den direkte anledning til at Spies-kommissionen blev nedsat.

Kommissionen består af journalist og mediekommentator Kurt Strand, tv-dokumentarist Thomas Stokholm og journalist ved Dagbladet Information Ida Nyegård Espersen. De er blevet bistået af redaktør og tilrettelægger på 24syv, Niels Frederik Dybdal Rickers.

Bo Østlund har hele siden fastholdt, at han har lavet podcastserien ud af faglig nysgerrighed.
Han fremlægger kun, hvad hans journalistik afdækker.

Men en SMS, som Spies-Kommissionen har fået overbragt af DR’s dokumentarredaktør Erling Groth, viser tilsyneladende en anden historie.

I SMS-beskeden til Charlotte Nielsen, en af seriens mest centrale kilder, skriver Bo Østlund, at han “ser med kritiske øjne” på dokumentaren “så der ikke laves lignende karaktermord på andre på så manipulerende vis”.

Henvendelsen fører til, at Charlotte Nielsen beslutter sig for at give et interview til Bo Østlund.

Jeg lægger mig fladt ned, for naturligvis laver jeg også fejl
Journalist Bo Østlund på Facebook 

Bryder med tilstræbt objektivitet

Det er Spies-kommissionens opfattelse, at Bo Østlund i sin kommunikation med Charlotte Nielsen bryder den tilstræbte neutralitet, der almindeligvis må forventes af journalisters kontakt og aftaler med kilder, og han overskrider grænsen for, hvor meget en journalist kan tillade sig at “sweettalke” en kilde til at medvirke i et interview.

Bo Østlund har ikke ønsket at give et interview til Journalisten. Han har svaret per sms og henvist til sin Facebook-profil.

På Facebook skriver han, at Spies-Kommissionen kritiserer ham for, at han for ”kraftigt og for aktivistisk” forsøgte at overtale Charlotte Nielsen til at medvirke i podcasten.

”En fair kritik, som jeg tager til mig, og jeg lægger mig fladt ned, for naturligvis laver jeg også fejl.”

Han er er imidlertid stadig glad for, at Charlotte endte med at sige ja til at medvirke, skriver han.

”For da jeg kontaktede hende, troede hun, at hun medvirkede i en rosende dokumentar om Simon Spies,” skriver Bo Østlund.

Bo Østlund får også kritik af kommissionen for at DR og produktionsselskabet Laud People ikke fik mulighed for at svare på kritik fremsat i hans podcast inden offentliggørelsen.

Bo Østlund forklarer på Facebook, at han før udgivelsen af episode 1 sendte sine spørgsmål til DR og Laud People.

Det betød ifølge Bo Østlund, at Charlotte Nielsen krævede at trække sine udtalelser i podcasten tilbage – hvilket Bo Østlund afviste.

Efter den oplevelse tilbød han DR og Laud People, at kommentere på indholdet af hver episode i den efterfølgende episode.

”Jeg ønskede ikke, at mine kilder før hver ny episode skulle udsættes for dette pres – og derfor fik DR og Laud People tilbuddet om at kommentere i hver af de efterfølgende episoder.”

”Hvad begge afslog,” skriver han.

DR har ikke haft mulighed for at klage over den manglende forelæggelse , fordi Bo Østlunds podcast ikke er tilmeldt Pressenævnet.

Bo Østlund ser sig som helt neutral

Samlet set er Bo Østlund tilfreds med, at Spies-kommissionen efter hans opfattelse, når frem til de samme konklusioner, som han gjorde i sin podcast.

Og han fastholder, at hans podcast er ”helt neutral”

Bo Østlund har i en mail til 24syv kritiseret, at DR forsøger at angribe hans troværdighed ved at udlevere en privat sms-samtale uden hans samtykke.

I DR har Erling Groth begrundet delingen af sms’erne med at de er ”usædvanlige”, og Bo Østlund selv har oplyst, at han vil lægge alt åbent frem for 24syv

Spies-Kommissionen har valgt at omtale sms’en fordi Bo Østlund henvendte sig som journalist og ikke som privatperson.

 

0 Kommentarer