Midt- og Vestjyllands Politi laver anklageskrift mod fire personer i straffesag om ulovlig indtrængen på minkfarme
Morten Spiegelhauer fra Operation X og Ekstra Bladets nyhedschef, Miki Mistrati, er blandt fire personer, som Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt i en straffesag om ulovlig indtrængen på minkfarme.
Det skriver Landbrugsavisen.
Spiegelhauer og en anden journalist er tiltalt for ulovlig indtrængen på en østjysk minkfarm, mens
Miki Mistrati er tiltalt for have taget initiativ til optagelser på 31 minkfarme. Derudover er Thorbjørn Schiønning fra dyreretsorganisationen Anima tiltalt for – med Ekstra Bladets udstyr – at have trængt ind på 31 farme for at filme forholdene for dyrene.
Politiet har efterforsket sagen siden 2010.
»Det har taget relativt lang tid, men det har været en kompliceret sag med mange afhøringer og langvarig og omfattende efterforskning. Og så er straffesager, hvor journalister er indblandet, vanskelige,« siger anklager Søren Riis Andersen til Landbrugsavisen.
Han henviser til, at Rigsadvokaten i 2008 besluttede, at strafbare forhold begået i forbindelse med journalistisk arbejde skal forelægges rigsadvokaturen, inden der rejses sag.
Formanden for Dansk Journalistbund, Mogens Blicher Bjerregård, er ikke tilfreds med udviklingen.
»Det er utroligt vigtigt, at medierne og journalisterne kan gennemføre undersøgende journalistik på kanten af lovgivningen. Historier af stærk samfundsmæssig betydning skal kunne afdækkes på utraditionelle måder, hvis det er den eneste mulighed for, at historien kan komme for dagens lys,« skriver Mogens Blicher Bjerregård i en kommentar til journalisten.dk.
De fire personer er alle tiltalt efter en paragraf i straffeloven, der vedrører krænkelse af privatlivets fred. De risikerer op til seks års fængsel.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det var modigt af dette team overhovedet at gennemføre optagelserne. Kopenhagen Fur er en særdeles magtfund organisation, som senest har købt sig ind i Tivoli for at pleje sit særdeles blakkede image. Dermed sætter KF Tivolis image over styr, så Tivoli i disse dage bombarderes med protester fra ind- og udland. Ufatteligt, at Tivolis ledelse har kunnet sove så fast i timen.
EU poster i disse år store summer i turismen i Danmark, som er et andet vigtigt eksporterhverv. Disse midler kanaliseres ud via Visit Denmark, som står for udviklingen af destinationerne. Ufatteligt, at Visit Denmark forholder sig passiv over for dette benspænd.
Lige så ufatteligt er det, at Ekstrabladet, som tidligere har kørt kampagner mod pelsavlerne i Danmark, i umiddelbar forbindelse med annonceringen af KF's sponsoraftale med Tivoli, formidlede gratis billetter til Tivolis store halloween-satsning. EB har forholdt sig ufattelig tavs om Tivolis aftale med KF.
Spændende at se, om andre journalister tør tage handsken op. Hvis danske journalister ligger i bunden af troværdighedsskalaen, så er de kommet i dårligt selskab, for så ligger de der sammen med KF, og det selskab tror jeg ikke de vil synes om, så lur mig, om der ikke er en modig journalist, der snart vover pelsen - om ikke andet så for ytringsfrihedens skyld..