”Sagen, was ist” – sig, hvad der er. 

[quote:1]

De gyldne bogstaver på væggen er hver for sig kun på størrelse med en laptop. Fra øerne af Arne Jacobsen-æg i den næsten 700 kvadratmeter store foyer kan man derfor let overse ordene fra grundlæggeren Rudolf Augstein.

Men hvis man vil op ad trappen, er budskabet ikke til at komme uden om i Spiegel-forlagets glaskube, der siden 2011 har tårnet sig op ad kanalerne i udkanten af Hamborgs historiske Speicherstadt.

At det er mandag morgen, får ikke pulsen til at slå langsommere i den store Spiegel-bygning med omtrent tusind medarbejdere. Tværtimod. Det aktuelle blad skal igennem efterkritikken, og prioriteterne for det næste sættes. Torsdag nat ligger næste deadline, så ugens udgave ligger klar til download fredag klokken 18 – eller på print i postkassen og kioskerne lørdag morgen.
Over cirka 150 sider kan læserne her få et holdningsstærkt brush up af tidens aktuelle debatter og tendenser inden for tysk og international politik, videnskab, økonomi, kultur og sport.

”Spiegel udmærker sig ved grundig research og pålidelig kvalitet og er i Tyskland kendt for sin investigative journalistik,” hedder det i bladets egen standard-præsentation. 15 bylines på hovedhistorierne er intet særsyn – sager som NSA's aflytning af den tyske kanslers telefon eller omfattende korruption og pengevask i europæisk fodbold har hørt til de seneste par års større afsløringer. I forhold til pålideligheden peges der i Spiegel-huset med stolthed på dokumentarafdelingen, hvor 70 eksperter inden for for eksempel biologi, økonomi og germanistik nøje faktatjekker alle Spiegels artikler.

Skånselsløs efterkritik

På toppen af denne mediemaskine sidder chefredaktør Klaus Brinkbäumer. Præcis klokken 09.30 træder han ind ad døren til konferencelokalet.

”Det er vores helligdom her,” siger han med et hurtigt smil. Han slår ud med armen mod bordet, hvor chefredaktionen hver uge inviterer udvalgte journalister, politikere, erhvervsfolk, forskere og kulturpersonligheder til at give en ”skånselsløs efterkritik” af ugens Spiegel. Men efter en kort præsentation beder han Journalistens udsendte om at forlade lokalet.

”Vi diskuterer meget åbent. Nogle gange kan man måske kalde det at skændes. Det er til dels ømtålelige emner, så her lader vi ikke udefrakommende lytte med. Sorry. Vi ses oppe ved mig senere.”

Du kan følge Spiegels udvikling i nedslag på denne tidslinje

Med et af Tysklands mest besøgte nyhedssites, Spiegel Online, med Spiegel TV og med husets mange specialudgivelser på print og digitalt er Spiegel i dag meget mere end det ugentlige magasin. Men når tyskere taler om Spiegel, mener de næsten altid det trykte blad, der siden 1947 uge for uge har skabt kontroversielle afsløringer, gennemresearchede artikler og hårdtslående forsider, som millioner og atter millioner af tyskere i det mindste har taget stilling til.

En demokrati-opdragende opgave

Som det nuværende 70 års jubilæums-potpourri af jubilæumsbøger, artikler, udsendelser og quizzer på alle platforme viser, er det svært at tale om Spiegel uden at tale om Spiegels historie, påpeger Volker Lilienthal, professor i journalistik ved Hamborg Universitet.

”Spiegels historie er flettet sammen med den tyske historie. Bladet har i generationen efter krigen spillet en stor rolle i moderniseringen af landet. Både bladets stil og kritiske linje var i 1947 virkelig et nybrud efter Det Tredje Riges udslettelse af den frie presse.”

[factbox:1]

At Spiegel blev til i det sønderbombede og besatte Tyskland, skyldtes ikke mindst tre britiske officerer i Hannover. Med blandt andet Time Magazine og News Review som forbillede ville de give tyskerne et gedigent nyhedsmagasin – en demokrati-opdragende opgave, som Spiegels første og længst siddende chefredaktør, den 23-årige Rudolf Augstein, tog på sig.

”Altså objektive nyheder – og for at gøre det mere læsbart: Indlejret i handling med årsag, forløb og virkning,” som Augstein senere refererede briternes instruktioner.

”Det skal skrives med særlig betoning på det personlige: Alder, slips, hårfarve.”

Læs her hvad danske brugere af Spiegel mener om bladet og dets journalistik.

Et kritisk magasin, der ikke skabte venner 

I januar 1947 udkom det første Spiegel i 15.000 eksemplarer. Fem år senere, da bladets redaktion flyttede til Hamborg, var oplaget seksdoblet.

”Fra begyndelsen var det intentionen at være et helt igennem kritisk magasin. Det har i sandhed ikke kun skabt venner,” siger Volker Lilienthal og refererer til en af Rudolf Augsteins grundsætninger:

[quote:0]

”Vi skal aldrig stå tilbage for at kritisere autoriteter – heller ikke, hvis vi er venner med dem.”

Det har Spiegel ifølge Volker Lilienthal generelt holdt sig til – og skabt mange fjender, hvoraf mange af dem med professorens ord ”mere har set en kølle end et spejl i Spiegel”.

På 70 års jubilæums-udgaven koketterede bladet på forsiden med, at næsten alle tyske kanslere har haft deres egne skældsord for Spiegel. Willy Brandt valgte den korte form med udtrykket ”lortebladet”, mens Helmut Kohl er citeret for at kalde Spiegel for ”spild af penge”. Selv gav Kohl sit sidste interview til Spiegel i 1976, hvor han stadig kun var kanslerkandidat. I løbet af sine 16 år som tysk kansler gav han ikke så meget som ét eneste interview til Spiegel.

”Det var altid det samme ved Spiegel,” som Kohl formulerede det i et interview med ARD i 2003:

”Interviewteksten var i orden, men rundt om byggede de en nedsættende historie.” 

Sin selvopfattelse som demokratiets vagthund mod de mægtige fik Spiegel i højeste grad bekræftet i Spiegel-affæren i 1962. Under overskriften ”betinget forsvarsdueligt” beskrev magasinet detaljer fra en NATO-øvelse, som mere end antydede, at Vesttyskland næppe kunne forsvares i tilfælde af et sovjetisk angreb.

[quote:2]

Midt i den kolde krigs højdepunkt – et år efter Berlin-murens opførelse og sammenfaldende med Cuba-krisen – fik det forbundskansler Konrad Adenauer til at tale om ”en afgrund af landsforræderi”. Politiet ryddede Spiegels redaktionslokaler i Hamborg, og Rudolf Augstein og andre Spiegel-redaktører endte med at sidde i fængsel i op til 103 dage, mens undersøgelserne kørte.

I sidste ende måtte regeringen bøje sig. Spiegel-redaktørerne blev alle frikendt, og den tyske forsvarsminister og kanslerkandidat Franz Josef Strauß måtte træde tilbage. I de følgende fire år steg Spiegels oplag fra 445.000 til 728.000. Årtier senere fik det Franz Josef Strauß til sarkastisk at udtale: ”Hvad ville Spiegel være uden mig?” Spiegel selv fejrede 50-året for affæren med et hæfte om, ”hvordan Spiegel lærte tyskerne at elske deres demokrati”.

Dette entydige slag om pressefriheden ændrede ikke bare tysk presse. Det ændrede også tysk politik og hele stemningen i landet, mener Alfred Weinzierl, stedfortrædende chefredaktør og leder af Spiegels indenrigsredaktion.

”Spiegel-affæren var som en bivirkning den størst tænkelige reklamekampagne for bladet. Hele republikken kunne mærke, at her sad der nogen, som turde rejse sig mod de mægtige magthavere, som turde tage fat i deres korruption og magtmisbrug.”

Den 58-årige Weinzierl – velbarberet, velfriseret og med åbenstående skjorte – byder på kaffe i en lounge med gennemført Verner Panton-interiør, som er taget med fra den gamle Spiegel-bygning.

”I kraft af Spiegel-affæren fik Augstein nærmest en glorie. Det prægede en hel generation – også mig. Allerede som ungt menneske havde man en idé om, at Spiegel var en instans, der virkelig var demokratiets bolværk – eller demokratiets pansrede køretøj, som Augstein sagde.

Selv kom Alfred Weinzierl til Spiegel i 1988 – en tid, hvor konkurrenterne så småt var begyndt at udfordre bladet, men hvor digitaliseringens senere omvæltninger stadig var helt uden for horisonten.

”Det var lige efter Barschel-affæren (afpresnings- og korruptionssag afsløret af Spiegel i 1987, som endte med ministerpræsidenten Uwe Barschels tilbagetræden og formodede selvmord, red.). Det var tydeligt, at her sad de allerhårdeste researchere, der ikke var bange for at lægge sig ud med nogen som helst. Det var en meget maskulint præget redaktion dengang. Der blev røget ved redaktionsmøderne, hvor Rudolf Augstein tit sad med som en anden godfather.”

” Når der skulle besluttes noget vigtigt, kiggede alle på ham: Hvad mon Augstein mener? Og når han ikke var der, tænkte alle: Hvad mon Augstein ville sige? Det var en hård, men også økonomisk meget succesfuld tid. Vi kunne researche på alt og skrive om alt. Selv de største koncerner og annoncører blev aldrig skånet – et princip, som stadig gælder i dag.”

[quote:3]

”De økonomiske rammebetingelser er helt anderledes i dag, men magasinets økonomiske og journalistiske uafhængighed har ikke ændret sig. Jeg ser det stadig ligesom Augstein: At vores journalistik gør noget positivt, noget essentielt for Tyskland, for den politiske hygiejne. Det er nødvendig oplysning, som kan have store konsekvenser derude. Det er hårdt og risikabelt, men det er også rart at se, når det bærer frugt. Det er jo ikke, fordi vi glæder os over at se for eksempel den enkelte minister eller manager blive fældet af en korruptionsskandale. Men fordi det har en præventiv virkning på … ja, den politiske hygiejne. På demokratiet og retsstaten,” fortæller Alfred Weinzierl.

Den enerådige storhedstid er ovre

Kampånden virker intakt. Men Spiegels storhedstid, eller rettere: Spiegels selvfølgelige og enerådige storhedstid er for længst slut, mener journalistikprofessor Volker Lilienthal.

”Spiegel var helt unikt i 1960'ernes og 70'ernes Tyskland. De øvrige medier var stærkt tilpasset det politiske establishment og udøvede ikke nær den samme kritik og dybdegående research som Spiegel. Heldigvis ændrede det sig allerede fra 1980'erne og frem. Her begyndte en række øvrige tyske medier – også blandt dagsaviserne – at få langt større publicistiske ambitioner.”

At Spiegel måske nok er forbillede, men i dag blot er én blandt mange ambitiøse stemmer i Tyskland, er for de ældre medarbejdere ifølge Volker Lilienthal stadig noget af en daglig kamel at sluge. Endnu værre ser det ud efter den økonomiske krise, som bladet åbent indrømmede i 2015.

”De har i årtier levet som virkelig rige folk, de har bare kunnet lave deres produkt og sole sig i deres Spiegel-dna: Vi er kort og godt de bedste. Nu må de pludselig foretage massefyringer og indse, at de faktisk er ved at blive fattige.”  

Nedgangen er håndgribelig. Hvor Spiegel i sine velmagtsdage rundede millionoplaget, ligger det trykte Spiegel aktuelt på cirka 780.000 eksemplarer. Tendensen er let, men konstant nedadgående, mens salget af e-udgaven ligger forholdsvist stabilt omkring de 55.000 styk. Sat op over for et fald i annonceindtægterne på 70 procent siden år 2000 tvang det i 2015 Spiegel-forlaget til at påbegynde sparerunden ”Spiegel Agenda 2018”. Målet var spare cirka 112 millioner kroner. Midlet var fyringer og aftrædelser af 150 faste medarbejdere. Dertil kommer en række ”vækst-projekter” – især på den digitale front.

Netop den manøvre fik Klaus Brinkbäumer et stort medansvar for, da han efter mere end 20 år i huset overtog posten som chefredaktør i januar 2015. Da den ugentlige redaktionskonference er slut, tager den veltrimmede 50-årige venligt imod i sit hjørnekontor med panoramablik over Hamborgs tage.

”Nej, nej, det var rimeligt roligt i dag. Nogle gange går det hedt for sig, men i dag var det afslappet,” siger han om dagens efterkritik.

På en tavle bag hans skrivebord hænger de seneste års forsider i miniatureudgaver, sat op i forhold til det gennemsnitlige salg, så det med et hurtigt blik kan ses, hvilke forsider og titelhistorier der har solgt bedst. Donald Trump ligger i toppen, Martin Schulz (socialdemokratisk tysk kanslerkandidat, red.) er også oppe at ringe. Blandt sidste års bundskrabere ligger et cover om den kvindelige lyst med overskriften ”Mein Sex” – en fejlprioritering, som Klaus Brinkbäumer tager på sine skuldre.

”Hvad nedskæringer og Agenda 2018 angår, er vi som alle andre printmedier stærkt ramt af annoncekrisen. Ved konstante omkostninger og let dalende indtægter var vi nødt til at reagere. Så vi sagde: Alt står til debat, alt står til disposition, undtagen kernen af Spiegels styrke, nemlig vores journalistiske kraft, investigative undersøgelser og vores netværk af korrespondenter. Det var der enighed om, at vi ikke rører ved.”

Klaus Brinkbäumer betoner, at nedskæringerne kun rammer 13 ud af cirka 190 redaktionelle stillinger. Resten af de 150 afskedigelser foregår i afdelinger som reklame, distribution og annonce. Også husets dokumentarafdeling er ved at skrumpe fra 84 til 70 eksperter.

Sparerunden skulle egentlig styres internt, og ledelsen holdt kortene tæt til kroppen. Men så skete der løjer. I marts 2016 blev en 61 sider lang ”Innovationsrapport” lækket til mediehuset Südwestrundfunk (SWR), og i udpluk fik Spiegel-krisen hele turen gennem den tyske presse:

•    Vi overvurderer os selv
•    Vi overrasker for lidt
•    Vi prioriterer forkert
•    Vi har dårlig intern kommunikation
•    Der mangler en vi-følelse

Sådan lød nogle af de fremhævede udsagn i undersøgelsen, hvor cirka 60 procent af medarbejderne, men også tidligere redaktører og eksterne eksperter havde givet deres besyv med. Samtidig retter rapporten en skarp kritik af hierarkiet og bureaukratiet i Spiegel, herunder ”tendensen til egoisme” i de forskellige afdelinger. Cirka 90 procent af medarbejderne beklagede ”en manglende samarbejdskultur”, og konkluderende lød det, at ”i Spiegel-gruppen har alle afdelinger i udgangspunktet nok i sig selv”.

Da talen falder på Innovationsrapporten, svarer Klaus Brinkbäumer hurtigt med et koncentreret blik.

”Vi har selv bedt om den her innovationsrapport, og nej, det var ikke vores ønske, at den kom ud. Jeg vil ikke holde en politisk udenoms-tale om indholdet. Vi spurgte jo, hvor Spiegels svagheder ligger, hvordan vi kan omstille os og skabe en start-up-kultur med mere plads til forandringer og eksperimenter. Det fik vi et lærerigt og skånselsløst svar på, som har gjort, at vi nu er kommet langt videre og tør prøve flere ting af.”

Hvilke strukturelle forandringer det vil medføre, kan Brinkbäumer ikke afsløre i detaljer. Ved Niemanlab, en tænketank om digitalisering af journalistikken fra Nieman Foundation for Journalism ved Harvard University, blev Innovationsrapporten kaldt ”smertefuldt ærlig”, og det blev tilrådet, at rapportens ”anvisninger (og advarsler) bør smitte af i det moderne medielandskab langt ud over Hamborgs grænser”.

Der er i vid udstrækning tale om tidstypiske udfordringer for store mediehuse i digitaliseringens tidsalder. Men på grund af en idealistisk fortid er tiderne ekstra svære ved Spiegel. Tilbage i 1970'erne overdrog grundlæggeren Rudolf Augstein halvdelen af virksomheden til medarbejderne, som siden da har haft større medansvar og krav på overskudsdeling. Men de nye medarbejdere – især inden for Spiegel Online – bliver i reglen ikke mere medejere.

I forbindelse med lækket af Innovationsrapporten profeterede mediehuset SWR derfor en ”revolution mod privilegierne i toklasses-systemet Spiegel” – forenklet udtrykt: Netredaktionens oprør mod den privilegerede printredaktion.

Volker Lilienthal er mere forsigtig i sit ordvalg, men han ser også ”tendenser til et klassedelt mandskab”.

”Da lige godt halvdelen af Spiegel ejes af de ansatte ved printredaktionen, får de et stykke af kagen, når butikken giver overskud. Hvis kagen pludselig bliver mindre, er det ikke sikkert, at de medejende redaktører synes, det er en god idé at skubbe penge til side til investeringer og fremtidssikring – det koster jo penge og privilegier for dem selv,” siger Volker Lilienthal.

”Samtidig ligger der et paradoks i huset: Selv om Spiegel har to forholdsvist stærke grene med printmagasinet med et ret stabilt publikum og med Spiegel Online som en af Tysklands stærkeste nyhedsportaler, så formår de to grene knap nok at profitere på hinandens succeser, fordi integrationen mellem redaktionerne halter.”

Chefredaktør Klaus Brinkbäumer ser anderledes på situationen. Han mener ikke, at den digitale redaktion betragtes som andenrangs-medarbejdere.

”Vi betragter det her som ét hus. Når jeg siger Spiegel, mener jeg både Spiegel Online og det trykte Spiegel. At forskellen dramatiseres udefra, er en del af gamet. Spiegel er journalistikkens Bayern München, så det er klart, at folk kritiserer og måske også er lidt misundelige på Spiegel.” 

”Det ligger i husets historie og struktur, som er svær at ændre: Spiegel Online blev grundlagt som datterselskab for 23 år siden. I dag ville man skabe det som ét firma, fordi det jo er åbenlyst, at de to områder hænger sammen. Vi er afhængige af hinanden, og rent praktisk overvejer vi konstant, om et tema, der har været online, også kan bringes i hæftet, eller hvordan en artikel fra hæftet kan videreføres på online-siden,” siger Klaus Brinkbäumer.

I 2014 blev det til et overskud på cirka 187 millioner kroner – en halvering siden 2007. Tilbage i 2015, da ”Agenda 2018” blev breaket, udtalte Spiegel-forlagets nye forretningsfører Thomas Hass, at

”Spiegel risikerer snart at skrive røde tal” – ved nærmere efterspørgsel fra medietidsskriftet Horizont angav han tre til fire år som en realistisk ramme, hvis der ikke var sket mærkbare ændringer.

Klaus Brinkbäumer afviser i dag denne pessimisme og bedyrer, at Spiegel ikke risikerer at blive sparet i stykker. Sin optimisme henter han blandt andet i husets bredde, der ikke bare indeholder Spiegel TV, manager magazin og stadig flere specialudgivelser på print med fokus på for eksempel historie, børn, biografier, litteratur og teknik. Ved siden af Spiegel Online kommer også de digitale vækst-projekter og online-satsninger som ungdomsmagasinet Bento og fra sommeren 2017 Spiegel Daily – et betalings-nyhedssite tilsnittet smart­phone.

”Hvis du tænker det fra produktsiden, så står vi i mine øjne virkelig stærkt, også selv om vi måske ikke er så autoritært organiserede som andre forlag. Vores store styrke er faktisk begejstringen i huset. Der står ikke en stor koncern bag os. Spiegel står til ansvar over for sig selv, det er og bliver en styrke,” siger Klaus Brinkbäumer.

Hans sekretær stikker hovedet ind ad døren og minder om, at hans togafgang til redaktionen i Berlin nærmer sig. Klaus Brinkbäumer smiler, takker og fortsætter sin talestrøm i formfuldendte sætninger.

”De trofaste læsere, der år for år forbliver faste abonnenter, bliver færre og ældre. Så med vores kvalitet som drivkraft skal vi nærmest på daglig basis overbevise og begejstre vores potentielle læsere. Ja, vi eksperimenterer, men vi tror på alle vores nye produkter – også for printprodukter er der stadig huller på markedet. Men selvfølgelig ligger vores helt store fokus i disse år på at udvikle det digitale udbud – især betalingsmodeller under Spiegel Plus.

Isoleret betragtet rammer Spiegel Online godt 17 millioner unikke brugere om måneden. Med 3,35 millioner unikke brugere dagligt er det – alt efter udvalgskriterier – det mest besøgte tyske nyhedssite. Siden juni 2016 har Spiegel opereret med pay wall-modellen Plus og Laterpay, hvor man kan læse gratis op til fem euro (cirka 37,50 kroner, red.), derfra betaler man omkring tre kroner per udvalgte Spiegel-Plus-artikel. Alternativt kan man købe en uges allround-adgang uden binding for cirka 29 kroner.

”Det er for tidligt at vurdere Spiegel Plus’ fordele og ulemper. Men vi kommer til at udvide 5-euro-modellen med en abonnementsmodel. Vi bliver nødt til at prøve os frem og teste, hvad kunderne vil. Efter et halvt år ville New York Times heller ikke have svaret, at deres betalingsmodel virkede. Men i dag fungerer det,” siger Klaus Brinkbäumer.

”Vi skal ikke kæmpe mod Facebook eller andre SoMe. Vi vil selvbevidst finde vores egne strategier til at færdes succesrigt i det nye mediebillede. Facebook, for eksempel, har jo også brug for indhold, de har også brug for os. Vi skal føre læserne til Spiegel og overbevise dem om, at det er værd at betale for – den vej går også over de sociale medier. Det er små summer, og det kræver et bredt udbud, så det er mange bække små. Men det er muligt.”

På spørgsmålet om, hvor Spiegels oplag vil ligge, når bladet om 10 år fylder 80, tøver Klaus Brinkbäumer for første gang kort.

”Der vil vi jo nok ligge under, men forhåbentlig kun let under det nuværende niveau. At påstå, at vi kan løfte print-oplaget – det er der vist ikke rigtig nogen, der tror på. Det er en strukturel udvikling, der ikke kan stoppes, uanset hvor stærkt og godt Spiegel er. Men netop derfor skal vi fortsætte med at udvide vores læserskare digitalt.”

At halvfjerdsindstyve år skulle være støvets år, benægtes flittigt af både chefredaktør Klaus Brinkbäumer og hans stedfortræder, Alfred Weinzierl. Tværtimod er Spiegel med Brinkbäumers ord ”så vigtigt, som det måske ikke har været siden den kolde krig”.

”Vores grundtanke er stadig at forsvare pressefriheden, demokratiet og de vestlige idealer – og at kontrollere samfundets mægtigste. Det lyder måske patetisk, når man siger det, men den opgave tager jeg og hele redaktionen dybt alvorligt,” siger Klaus Brinkbäumer.

”Tiden har kraftigt brug for et Spiegel. Situationen er så ustabil, at vi faktisk taler om, at vores demokratier står på spil. I USA oplever vi en udhuling af demokratiet indefra. Det er ingen floskel, det sker konkret: Pressefriheden og demokratiske institutioner undergraves. I Amerika! Et af de mest stabile og ældste demokratier i verden. Det kan også ske i Europa. Hvis Le Pen vinder det franske valg, kan det ødelægge EU.”

Klaus Brinkbäumer kaster let med hovedet mod tavlen, hvor et stærkt omdiskuteret cover fra januar hænger med Donald Trump, der netop har halshugget Frihedsgudinden i New York. Coveret blev meldt til det tyske presseråd og diskuteret world wide – for eksempel også i DR 2's ’Deadline’, hvor Brinkbäumer forsvarede valget.

”Trump-coveret blev angrebet af de sædvanlige kritikere, men også af folk, som siger, at det var for blodigt og brutalt. Okay, det kan man diskutere. Jeg vil holde fast i, at det ikke er ude af proportion, men står mål med det, vi advarer mod: Trump halshugger jo et symbol og ikke et menneske – vel at mærke en statue, der i over hundrede år har stået for frihed og liberalitet for de mennesker, der er kommet til New York,” siger Brinkbäumer og kalder det en ”klar og afmålt tilspidsning i en alvorlig situation”.

”Vi har brug for medier, der beskytter mod den hurtige populisme, medier, der laver seriøs oplysning i gennemresearchede artikler, som også kan løbe over 10 eller 12 sider for virkelig at gå dybt i et emne.”

At Spiegel her ikke er alene længere, ændrer i Klaus Brinkbäumers øjne ikke ved, at Spiegel stadig er vigtigere end dets direkte konkurrenter som ugemagasinet Stern, ugeavisen Die Zeit og dagsaviserne Frankfurter Allgemeine Zeitung og Süddeutsche Zeitung.

”Hvem laver de store, gennemresearchede historier om for eksempel Deutsche Banks globale forretninger og problemer, hvor større sammenslutninger af journalister researcher sammen? Det gør Spiegel. Jeg vil ikke nedgøre konkurrenterne. Süddeutsche leverede for eksempel et storartet arbejde med Panama Papers, men Spiegel er nu engang stadig Tysklands stærkeste medium.”

At Spiegel med sin konfrontatoriske stil skulle bevæge sig på grænsen mellem holdningsstærk journalistik og udækkede meningsytringer, kan Klaus Brinkbäumer ikke se.

”Tilspidsede pointer: Ja. Kampagnejournalistik: Nej.”

Journalistikprofessor Volker Lilienthal er overvejende enig.

”Om Spiegel generelt balancerer på overdrivelsens grænse, kan jeg ikke give et videnskabeligt svar på. Det ville kræve en yderst omfattende indholdsanalyse, som mig bekendt ikke findes. Men min mere personlige holdning er, at Spiegel jo er startet op som et gennemresearchet news story-magasin, og derfor har det (tilspidsede, red.) lidt i blodet – og det ved langt de fleste læsere. De står – som alle andre – i et vanvittigt pres i mediernes opmærksomhedsøkonomi, så til tider bliver det lidt skingert. Men vi har stærkt brug for den slags kritiske og selvkritiske medier, der faktatjekker, og som samtidig har en stærk værdiorientering, der tager udgangspunkt i og stiler mod det liberale demokrati og et civiliseret samliv i retsstaten.”

Også her er Klaus Brinkbäumer optimist – der vil komme en genbesindelse på de kritiske mediers værdi, mener han. På den korte bane vil allerede dette års vigtige valg i Tyskland og Europa drive Spiegels oplag opad.

”Om Spiegel bliver 100? Ja selvfølgelig. Spiegel bliver også 140 for den sags skyld. Tiden har brug for os.”

Klaus Brinkbäumer tager afsked og synker fra sit hjørnekontor med elevatoren ned gennem glasbygningen. Langs gangenes marmorbeklædning er der et utal af mindre kontorer.

”I stedet for utallige enmandskontorer og forladte gange har vi brug for team-områder og rum til tværfaglige projekter. Arkitekturen skal fremme kommunikationen,” hedder det i Innovationsrapporten om det pressede Spiegel-forlag.

At Spiegel med 70-året har fejret rundt i de overdådige omgivelser ved Hamborg havn for sidste gang, er derfor ikke utænkeligt.