Spekulation om lukning af New York Times

Aviskrisen i USA kradser nu mere end nogensinde. Derfor åbner selveste New York Times for annoncer midt på forsiden. Og selv dét er måske stadig ikke nok til at redde papiravisen, der allerede til maj risikerer at komme i alvorlige økonomiske problemer. (opdateret)

Aviskrisen i USA kradser nu mere end nogensinde. Derfor åbner selveste New York Times for annoncer midt på forsiden. Og selv dét er måske stadig ikke nok til at redde papiravisen, der allerede til maj risikerer at komme i alvorlige økonomiske problemer. (opdateret)

Endnu er der kun tale om gisninger. Og endnu ved ingen, om den prestigefyldte avis, the New York Times, vitterlig må dreje nøglen om allerede i år. I hvert fald sådan som vi kender den på print.

Men snakken går nu for alvor i den amerikanske mediebranche, hvor aviskrisen er værre end nogensinde. Magasinet the Atlantic, der udmærker sig ved mere end 20 gange at have vundet den amerikanske magasin-branches Oscar (The National Magazine Award), skriver således i deres seneste nummer om afslutningen på en epoke – eller rettere om risikoen for lukningen af det verdensberømte dagblad.

'End Times' lyder overskriften på artiklen, der sætter på fokus på de gamle mediers overlevelsesmuligheder og med antydningen af, at the New York Times risikerer at stå med så store økonomiske problemer i de kommende måneder, at avisens ledelse allerede til maj må tage stilling til, om avisen stadig skal komme på tryk:

"It's certainly plausible. Earnings reports released by the New York Times Company in October indicate that drastic measures will have to be taken over the next five months or the paper will default on some $400million in debt. With more than $1billion in debt already on the books, only $46million in cash reserves as of October, and no clear way to tap into the capital markets (the company's debt was recently reduced to junk status), the paper's future doesn't look good," skriver the Atlantic.

Med andre ord ser det alt andet end godt ud. Gælden er uoverskuelig høj, kassebeholdningen er omvendt elendig, og nærmest kun mirakler kan redde avisen.

Godt nok har ledelsen meddelt, at man arbejder på sagen. Eller som den slags udtrykkes i diplomatiske management-vendinger, når man helst ikke vil fortælle problemets omfang: "…we expect that we will be able to manage our debt and credit obligations as they mature."

Selv samme svar har dog fået Henry Blodget fra Silicon Alley Insider, der bringer nogle af de bedste analyser af udviklingen i New York Times, til at skrive, at dette lige så godt kan læses som, at man ikke bliver i stand til at redde New York Times:

"Translation: There’s a possibility that we won’t be able to manage,” lyder Henry Blodget's fortolkning.

Henry Blodget vurderer dog, at New York Times' ledelse på det seneste har taget visse intiativer, der måske kan bringe avisen tilbage på sporet. Blandt andet beslutningen om at sælge det helt nye hovedkvarter på 52 etager samt beslutningen om at tilbyde annoncer på forsiden af avisen for mellem 75.000 og 100.000 dollar. Dertil kommer overvejelser om at sælge avisens ejerandel på 17,5 pct. af baseball-teamet Boston Red Sox, hvilket angiveligt kan indbringe op mod 200 mio. dollar. Og endelig er man parat til at opgive den prisbelønnede avis Boston Globe for at få så mange penge som muligt i den trængte kasse.

Men hvis regnestykket skal gå op, vurderer Henry Blodget, at New York Times stadig har brug for at skille sig af med 40 pct. – eller mere – af dets redaktionelle medarbejdere. Og alligevel er det sandsynligvis stadig ikke nok. Man kan kun håbe på et mirakel, lyder analysen:

"Based on NYTCo's response to the crisis to date, however, we suspect management will continue to hope for a miracle," skriver Blodget.

Problemet for New York Times er, at selve avisens forretningsgrundlag ikke længere dur. Medieprofessor Mark Crispin Miller fra New York University siger således til AFP:

"The business model of The New York Times and all the other major newspapers is past its day."

Med andre ord er trykte avisers tid ved at være forbi. De er udkonkurreret i kampen om forbrugernes tid og opmærksomhed i forhold til både tv, radio og ikke mindst nettet.

Andre overvejelser går på, om the New York Times, der hidtil har været i familieeje siden 1896 med Arthur Ochs Sulzberger jr. i spidsen i dag, måske kan blive reddet af New Yorks stenrige borgmester Michael Bloomberg eller mediemogulen Rupert Murdoch. Sidstnævnte ville elske at eje New York Times, har blandt andet Reuters noteret.

Kigger man i øvrigt på hele det amerikanske mediemarked, er det ikke kun New York Times, der er i krise. Kort før jul måtte Chicago Tribune og Los Angeles Tribune indgive konkursbegæring. Det opsigtsvækkende aviskollaps fik alarmklokkerne til at ringe.

De to aviser samt Philadelphia Inquirer og Daily News Forth Worth har i øvrigt alle forsøgt at komme af med deres ejendomsbesiddelser for at få penge i kassen til at klare dagen af vejen. Men med krisen på det amerikanske ejendomsmarked er det ikke just her, løsningen på avisernes krise ligger begravet.

I stedet overvejer flere aviser helt at droppe print-udgaverne. Andre må blot dreje nøglen om. Senest i fredags blev Seattle Post-Intelligencer sat til salg. Håbet er at finde en køber, så avisen kan fortsætte på web. Sker det ikke inden 60 dage, er det farvel og tak til hele butikken.

Andre regulære mediegiganter som Time Warner og Viacom har tillige i de seneste uger måttet nedskrive værdien af deres selskaber med 40 mia. dollar.

I den forgange uge stillede ugemagasinet BusinessWeek derfor det overordnede spørgsmål, hvem der mon i det hele taget overlever krisen i mediebranchen:

"Who Will Be the Last Media Giant Standing?," lyder historien.

2009 tegner altså til at blive giganternes fald i den amerikanske medieverden, og selv hæderkronede New York Times vil blive ramt. Måske ikke i form af lukning af printudgaven, men i hvert fald i form af massive besparelser.

Læs også artikel fra The Observer/Guardian.co.uk: "America's most revered newspaper is latest to be hit by financial woes"

 

0 Kommentarer