Ledighed

Specielt én gruppe i Mediedanmark er hårdt ramt

Antallet af ledige medlemmer af Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation & Sprog stiger sammenlignet med sidste år

Arbejdsløsheden stiger blandt medlemmerne af AJKS – Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation & Sprog.

”Vi har på nuværende tidspunkt 1.700 ledige. Sidste år på samme tidspunkt var der 1.600 ledige, så ledigheden er steget lidt, men den er stadig på et lavt niveau i forhold til tidligere år,” skriver Linda Garlov, direktør i AJKS, i et skriftligt svar til Journalisten.

Torsdag meddelte Danmarks Statistik, at arbejdsløshedskøen i oktober var vokset med 500 personer sammenlignet med september. Dermed er der nu mere end 85.300 ledige på det danske arbejdsmarked, hvilket giver en ledighedsprocent på 2,8.

”Flere andre arbejdsmarkedsnøgletal peger i positiv retning. Beskæftigelsen stiger fortsat, og mere end hver fjerde virksomhed melder om mangel på arbejdskraft. Så billedet er bestemt ikke entydigt negativt,” skriver Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri (DI), i en kommentar ifølge Ritzau.

Med de nyeste tal har ledigheden været svagt stigende i 13 måneder i træk.

Hårdt marked for journalister

Mediebranchen har i 2023 været hårdt ramt af nedskæring, sparerunder og fyringer. Senest Det Nordjyske Mediehus, der tirsdag måtte sige farvel til 10 redaktionelle medarbejdere.

”Vi oplever, at det særligt er de traditionelle journalister, der er ramt. Det er hårdt i tv-branchen, men vi ser også stadig mange, som får job,” skriver Linda Garlov.

Hvor lang tid går jeres medlemmer typisk, før de får et nyt job?

”Vi har en stor korttidsledighed. Så den største andel af ledige får et nyt job inden for de første fire måneder,” skriver Linda Garlov.

Færre jobopslag

Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, kalder generelt set arbejdsmarkedet stærkt.

”Det er med til at holde ledigheden i relativt kort snor. Beskæftigelsen er steget igennem 2023 og har på det seneste krydset tre millioner, skriver han i en kommentar ifølge Ritzau.

Han ser dog en afmatning på antallet af opslåede stillinger.

”Stillingsopslagene har generelt peget ned gennem den seneste lange periode. De ligger fortsat fornuftigt til, men er slet ikke på højde med tidligere.”

Danmark er i recession

Tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmark teknisk set er i recession. økonomien blev i tredje kvartal 0,1 procent mindre. I andet kvartal faldt bruttonationalproduktet med 0,9 procent.

Ifølge Ekstra Bladet er Jeppe Juul Borre dog ikke bekymret.

”Dansk økonomi klarer sig som sådan pænt i betragtning af situationen med høj inflation, stigende renter og usikkerhed. Teknisk recession er samtidig en sort-hvid-betragtning og fortæller intet om, hvor hård recessionen er. Økonomien skrumper kun meget lidt, og andre grene af økonomien viser omvendt stærke takter. Så dagens officielle tekniske recession er ikke så slem, som det måske lyder,” skriver Jeppe Juul Borre.

1 Kommentar

Ib Keld Jensen
30. NOVEMBER 2023
Kan vi ikke i det mindste i vores eget fagblad slippe for disse møgirriterende clickbait-rubrikker?