Det var min første skoledag på Journalisthøjskolen, og Kim rakte hånden op, kort efter at undervisningen var begyndt.
"Kan vi ikke finde et andet ord end 'interviewoffer'? Det giver sådan nogle dårlige associationer."
Klassen grinede af Kims tanke, og han krøb ned i et musehul. Men siden har jeg tænkt mange gange, at Kim egentlig havde fuldstændig ret. Hvorfor dog kalde en interviewet person et 'offer'? Det er ulogisk og lægger op til ubehag, som sjældent er til stede.
Men logikken findes ikke nødvendigvis i det journalistiske sprog, som vi kigger nærmere på i denne udgave af Journalisten. Alligevel har de fleste af os absorberet det og taget det ind uden forbehold som det, Kim havde i sin journalistiske jomfruelighed.
Journalistslang er opstået, fordi der er et behov for at skabe en fælles referenceramme, som gør os i stand til at forstå hinanden. Det er temmelig præcist og effektivt.
Derfor ved alle journalister, hvad medieplatforme er. En skæv vinkel. En krog. Fem skarpe. Aviskrig. Det fungerer stort set upåklageligt. Og vores pointe med at sætte fokus på sproget denne gang er da heller ikke at problematisere det voldsomt. Men når vi nu (så vidt vides) for første gang nogensinde har samlet det meste af det journalistiske sprog i en lille ordbog, er der en lære, som vi bør tage med.
Mange af vendingerne er blevet brugt så meget, at de er med til at skabe sandheden om, hvordan journalistik skal være: en skarp vinkel, en cliffhanger, en nyhedstrekant. Vi fremmaner en illusion hos os selv om, at det er den endelige sandhed på, hvordan journalistik skal laves. Det begrænser os i vores idéudvikling og vores måde at fortælle historier på.
For det kunne da egentlig godt tænkes, at brugerne ikke vil have historien serveret som forsidebasker, men hellere vil have en blød bagside. Eller at nyhedstrekantens tid som formidlingsmantra burde være ovre, og at vi trænger til at genopfinde måden at fortælle nyheder og journalistik på.
Tænk nu, hvis hele branchen dybest set er blevet for ensrettet og ens tænkende, så vi trætter os selv og vores læsere ved at have et internt sprogbrug, som begrænser os i vores måde at være journalister på. Efter at have læst vores mange journalistiske termer kan man i hvert fald godt få den tanke.
Derfor er det også befriende at kunne servere en anden historie i dette blad. I Sverige har to yngre journalister brudt med alle de regler, som den normale journalistiske tankegang holder os fast i, og med stor succes kastet sig over at lave magasiner med lange, lange artikler om alt fra grise til krebsefiskeri og afdankede fodboldspillere.
Stik imod alle advarslerne fra kollegaerne har de holdt fast i troen på, at fortællingen skal i fokus sammen med originaliteten. Så skal læserne nok komme. Også selv om man laver en 12-siders artikel om forskellen på danske og svenske svinefarme. De svenske journalister fik ret. De har skabt to magasiner, som støvsuger hylderne ved prisuddelinger og har stor kommerciel succes.
Muligvis kan det fokus, som vi har i dette nummer, været med til at bringe vores tanker en anelse videre fra det til tider tomme, idéforladte værktøj, som sproget er nu, til at indeholde elementer, der kan få os til at stoppe op og reflektere lidt mere over, hvad vi har gang i. Og så derpå tænke ud over slidte fraser og journalistisk forudsigelighed.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for en interessant leder og for den relevante kommentar om ensretningen af medierne. Som en reaktion på denne ensretning og på, at de landsdækkende dagblade i vid udstrækning har overtaget tabloidpressens retorik, alt imens tabloidpressen har overtaget sladderbladenes, har jeg just skrevet et: Nyhedsmanifest - for journalistikkens fremtid