Der er ingen fyringer i den sparerunde, som Ritzau Fokus er ved at afslutte. Tre medarbejdere får en frivillig fratrædelse og to flyttes til stillinger på hovedbureauet, Ritzaus Bureau.
Den ene af stillingerne på Ritzaus Bureau er en fastansættelse, mens den anden er en tidsbegrænset ansættelse på et år, fortæller Flemming Reinvard, konsulent i DJ. Han har været medarbejdernes repræsentant ved forhandlingerne, da tillidsmanden er sygemeldt.
”Vores håb og udgangspunkt var, at vi gerne ville undgå fyringer,” siger han.
Da Journalisten først interviewede Flemming Reinvard, var der planlagt en frivillig fratrædelse. Men der er i sidste ende givet tre frivillige fratrædelser efter ønske fra medarbejderne. Der nedlægges altså i alt fem stillinger, men sker til gengæld flere omrokeringer samt nyopslag af stillinger, fortæller direktør i Ritzau Fokus, Sten Blindkilde.
Tilpasser forretningen
De to medarbejdere, der flytter til Ritzaus Bureau, flytter henholdsvis 1. februar og 1. april.
I 2012 blev nyhedsbureauet Newspaq opkøbt af Ritzaus Bureau, og i 2015 skiftede bureauet navn til Ritzau Fokus. Bureauet leverer specialnyheder til en række medier. Sparerunden kommer, fordi det har været nødvendigt at tilpasse forretningen for at undgå at gå i minus.
Direktør Sten Blindkilde er tilfreds med den løsning, man har fundet på sparerunden.
”Det vigtigste har hele tiden været at have en rentabel virksomhed, men samtidig fare så lempeligt som muligt,” siger han til Journalisten.
Opdateret klokken 14.50: Efter Journalisten først interviewede Flemming Reinvard, er der givet flere frivillige fratrædelser efter ønske fra medarbejderne. Journalisten har tilføjet disse oplysninger, samt citat fra Sten Blindkilde i den forbindelse.
Rettet klokken 14.50: Journalisten havde skrevet, at sparerunden var for, at regnskabet kunne gå i plus. Sten Blindkilde understreger, at det er for at undgå at gå i minus.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.