Soundvenue lancerer Instant Articles med Facebook

Soundvenue vil nu udgive fire-fem Instant Articles hver dag, som kan læses uden at forlade Facebook. Adm. direktør er begejstret og afviser, at musikmediet mister rettigheder eller ejerskab til sit indhold. »Vi har en høj grad af ejerskab og total kontrol over indholdet«

Soundvenue indgår samarbejde med Facebook om at publicere indhold som Instant Articles. Det betyder, at brugerne, som følger Soundvenue på Facebook, kan læse fire-fem udvalgte artikler hver dag uden at forlade Facebooks app.

»Vi arbejder meget på Facebook i forvejen, så det er i naturlig forlængelse for os. Formålet er at styrke brugeroplevelsen. Den mest åbenlyse fordel er, at artikler loader væsentligt hurtigere, og samtidig bliver du i samme app. Det giver en bedre fornemmelse for brugerne,« siger adm. direktør Lasse Kyed.

Soundvenue udgiver både et printmagasin og daglige nyheder på soundvenue.dk om musik, film og mode.

Samarbejdet startede i går. Fremover vil redaktionen med et enkelt klik i Soundvenues eget system kunne gøre artikler tilgængelige som Instant Articles. Alle artikler vil samtidig optræde på soundvenue.dk.

Facebook giver os total kontrol

Lasse Kyed har fulgt kritikken af Instant Articles, som har været rejst af blandt andet medier. Et af kritikpunkterne er, at man som medie afgiver ejerskab og identitet, når ens indhold nu ligger på Facebooks platform.

»Man kan være bekymret for platformsejerskabet, som vi ikke vil have på samme måde. Men vi føler faktisk, at det er nogle rigtig gode rammer, Facebook giver os at arbejde i, hvor vi har en høj grad af ejerskab og total kontrol over indholdet.«

Han fortæller, at det er Soundvenues egne annoncer, der vises ved artiklerne, og at både Google Analytics og andre trafikmålingssystemer fungerer uændret, uanset om en artikel læses på soundvenue.dk eller som Instant Article.

Vi vil gå varsomt fremad

Et andet kritikpunkt har været, at Facebook kan overtage ophavsrettigheder til indhold, som publiceres på Facebooks platform. Men Lasse Kyed fastslår, at Soundvenue stadig har alle rettigheder til både tekst og fotos, som de måtte publicere via Instant Articles.

»Vores vurdering er, at vores rettigheder er på helt samme niveau, som hvis vi publicerer på vores eget site. Men det er selvfølgelig en jungle, når vi taler rettigheder, og vi vil gå varsomt fremad. Lige nu synes vi, det fungerer fint, og vi deler ikke de store bekymringer, som så mange andre har,« siger han.

Flere mediefolk har også kritiseret, at medier indgår tættere samarbejder med Facebook, som i stedet bør betragtes som en konkurrent. Men Lasse Kyed mener, Facebook er en samarbejdspartner.

»Vi som medie og mange andre medier har et forhold til Facebook, man ikke kan komme udenom. Vi er glade for Facebook, som er med til at drive en del af vores forretning. Jeg ser ikke Facebook som en konkurrent. Jeg ser det her som en forlængelse af vores samarbejde.«

Metroxpress vil også

Jan Birkemose, som er ny journalistisk fellow ved SDU, skal netop undersøge mediernes magtafgivelse til for eksempel Facebook. Instant Articles bliver en del af hans forskningsområde, når han bruger det næste halve år på at undersøge sagen.

Metroxpress sagde til Journalisten i marts, at de også har tænkt sig at afprøve Instant Articles. Jan Birkemose oplyser på Twitter (via sin profil @MedietrendsDK), at Metroxpress søsatte deres Instant Articles-samarbejde for et par dage siden.

»Det er højrisiko at gøre det – men det er det også at lade være. Det er det, der er problemstilingen,« forklarede Jan Birkemose til Journalisten, da han blev udnævnt.

Opdateret kl. 9.53: Tweet fra @MedietrendsDK tilføjet.

0 Kommentarer