Regeringen bliver beskyldt for at have kommunikeret asylstramningerne så dårligt, at det i sig selv er en medvirkende årsag til meget af den negative omtale, som Danmark får i internationale medier for tiden.
Journalisten har talt med to af kommunikationsbranchens tungeste drenge og piger, der begge har en fortid som spindoktorer for Venstre-statsministre.
Hvad ville de gøre, hvis opgaven med at rette op på image-krisen landede på deres bord i morgen?
»Der er kun en ting at gøre, og det er at droppe den del af lovforslaget, som handler om smykker og værdigenstande. Det er det eneste, der vil virke nu. Det er så massivt ude i de internationale medier og brander os så negativt, at vi er nødt til at tage et meget drastisk skridt, hvis vi overhovedet skal opnå noget. Det kan godt fungere kommunikativt, når man erkender, at man har taget fejl,« siger Michael Ulveman, direktør i kommunikationsbureauet Ulveman & Partners.
»Det er jeg sikker på, at man godt kan gøre med en god forklaring om, at vi er blevet misforstået, og at forslaget alligevel ville blive svært at administrere,« siger Michael Ulveman.
Han var i sin tid spindoktor for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og var også pressechef for den konservative statsminister Poul Schlüter.
Venstre-regeringen har netop fået sit lovforslag om 34 asylstramninger vedtaget med støtte fra DF, K, LA og S.
Giver kun dårlige historier
Men det er det omstridte punkt om at beslaglægge asylansøgeres værdigenstande, som har taget overskrifterne i de internationale medier. Her bliver det sammenlignet med nazisternes inddragelse af jøders værdigenstande, når de blev interneret i udryddelseslejre under Anden Verdenskrig.
Loven slår fast, at kun værdigenstande til en værdi af over 10.000 kr. kan beslaglægges. Og kun hvis genstanden ikke har ”særlig affektionsværdi” for den enkelte. Dermed er det svært at se, at smykker i praksis vil blive beslaglagt. Samtidig er ure og mobiltelefoner også undtaget i henhold til retsplejeloven, fordi der er tale om ”almindelige personlige brugsgenstande”.
Michael Ulveman har svært ved at se meningen og logikken. Og han forudser flere dårlige historier.
»Fra nu af ser jeg kun dårlige historier for mig om det forslag. Det næste, man vil interessere sig for, vil jo være, hvordan regeringen vil realisere de værdigenstande, man tager fra flygtninge og migranter. Vil man bortauktionere dem eller omsmelte dem til guldbarrer i Nationalbanken? Det hænger i luften, og jeg tror ikke, regeringen har et godt svar på det. Inderst inde håber regeringen nok, at man slet ikke kommer i besiddelse af nogen særlige værdier, for det er et kæmpe dilemma at sidde med, som man ikke har tænkt til ende rent kommunikativt,« siger Michael Ulveman.
»Lige nu er forslaget både tosset og skadeligt på en gang. Det er ulogisk, og man aner ikke, hvordan man skal administrere det, eller hvad man skal gøre ved værdigenstandene. Samtidig skader det Danmarks omdømme i stor stil. Af alle de grunde burde man trække stikket på det,« siger Michael Ulveman.
Serup råder til mere aggressiv strategi
Søs Marie Serup mener derimod godt, at man kan rette op på image-krisen uden at droppe det såkaldte smykkeforslag. Hun er tidligere spindoktor for Lars Løkke Rasmussen, da han første gang var statsminister.
Hun anbefaler en langt mere proaktiv og aggressiv strategi, end regeringen hidtil har haft.
»Dansk diplomati fortæller lige nu, hvor mange penge vi bruger i udviklingsbistand, og hvor godt vi ellers behandler flygtninge. Men man er også nødt til at lave ”bad spin” og få lidt skidt på hænderne ved at sige noget dårligt om de andre lande,« siger Søs Marie Serup, som i dag er direktør i kommunikationsbureauet By Serup.
»Der har manglet en basal perspektivering af sagen. At man faktisk gør noget lignende i andre europæiske lande og i større skala end det, man lægger op til i Danmark. Det er en fundamental brist, at det her står som noget enestående ondskabsfuldt, som kun Danmark har gjort,« siger Søs Marie Serup.
»Det danske diplomati er knalddygtig til det, der hedder public diplomacy, men det hører alt sammen til den reaktive skuffe. Der er i høj grad brug for, at man bliver mere proaktiv og opsøger New York Times, før de skriver noget, i stedet for at vente på, at de har skrevet noget. Med al respekt for de danske ambassader, så er det de færreste medier, som tjekker, hvad de skriver på deres hjemmeside,« siger Søs Marie Serup.
Hun tilføjer, at man kan gøre en lang række ting. Men i første omgang skal man lige lade sagen falde lidt til ro.
»Det er lettere at få ørenlyd og komme igennem med saglige argumenter, når der er kommet lidt ro på. Den rigtige strategi vil være først at reducere problemets størrelse og derefter adressere det. Hvor mange mennesker vil det her overhovedet berøre? Hvor sandsynligt er det, at det her overhovedet kommer til at ske?« siger Søs Marie Serup.
Hun mener, at det er alt for voldsomt at sammenligne med Muhammed-krisen, og at sagens substans på ingen måder tåler nogen nazi-sammenligning.
»Der er under lavmålet og ramt helt forbi skiven,« siger hun.
Ændringsforslag var lappeløsning
Det er Michael Ulveman sådan set enig i. Men det ændrer ikke hans konklusion om, at man er nødt til at droppe forslaget om at beslaglægge værdigenstande.
»Vi er slet ikke på niveau med Muhammed-krisen, og nazi-sammenligningen er meget langt ude efter min mening. Men det er desværre den, vi står over for, og så må vi adressere den. Det er alvorligt, når det er vores internationale venner og dem, som vi deler værdier med, der tager afstand fra os på den måde, som de gør,« siger Michael Ulveman.
Han mener, at man burde have droppet forslaget allerede, da kritikken og de første holocaust-sammenligninger kom.
I stedet kom regeringen med et ændringsforslag, som fremhævede, at genstande med ”særlig affektionsværdi” var undtaget, ligesom man hævede beløbsgrænsen for inddragelse af kontanter og værdigenstande fra 3.000 kr. til 10.000 kr., så det svarer til reglerne i det danske kontanthjælpssystem.
»Det var en kæmpe fejl at tro, at det ville ændre på dækningen i de internationale medier. Man har misforstået, hvad der driver deres dækning. Regeringen forsøgte at lappe på forslaget ved at fokusere på samspillet med den danske sociallovgivning, men de internationale mediers dækning bygger på, at man tager værdigenstande fra folk, som er på flugt, og som for de flestes vedkommende er fattige i forvejen. For de internationale medier ligger den historiske parallel ligefor,« siger Michael Ulveman.
Dobbeltkommunikation har fejlet
De er begge enige om, at regeringen skal samle deres kommunikation, som hidtil har været en ”rodebutik”, hvor man har forsøgt at sende to modsatrettede signaler samtidigt.
»Hidtil har man rejst rundt med to historier. Den til de libanesiske aviser om, at flygtninge bør blive så langt væk som muligt på grund af nye stramme vilkår, mens man på den anden side fortæller CNN om, hvor godt vi behandler flygtninge efter international målestok,« siger Søs Marie Serup.
Hun mener, at det kunne være værdifuldt for regeringen og Danmark som sådan, hvis regeringen hyrede et internationalt kommunikationsbureau til at forsøge at rette op på image-krisen. Men det kommer næppe til at ske, vurderer hun.
»Det vil være et nybrud. Og det vil ikke se godt ud på forsiden af Ekstra Bladet. Mange af Folketingets partier ville blive forargede, hvis man brugte millioner af kroner på krisekommunikation, mens riget fattes penge, tilmed i en sag, som regeringen har skaffet sig selv på halsen. Det vil være en meget dyr opgave, som ville kræve et internationalt bureau, og der løber taxameteret hurtigt,« siger Søs Marie Serup.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Så er der tal på.
http://politiken.dk/udland/fokus_int/Flygtningestroem/ECE3051883/den-danske-smykkelov-er-populaer-blandt-europaeerne/
Stort flertal af europæerne bifalder og misunder den danske smykkelov - og det er endda i den misrepræsenterede, overdrevne udgave, som danske journalister og andre kulturradikale / venstreorienterede har udbredt på værste Akkari-maner. Image-krisen findes kun i jeres osteklokke. Her er snarere tale om endnu et boost for Danmarks image - hvis man går meget op i den slags. Man kan ikke være venner med alle, men en del journalister må nok til at spørge sig selv, hvor holdbart det i længden er at gøre sig til fjender af folket. Eller er oplagene blevet så små, at I mest skriver til hinanden?
Hvilken image-krise? Journalister og PR-folk er enige om at spille forargede - på trods af alle fakta (den danske "smykkelov" er mildere end i andre europæiske lande). De fleste almindelige mennesker i vestlige lande beundrer og misunder Danmark - præcis som under Muhammed-krisen. The Guardian, der af danske journalister omtales som "en respekteret avis", er jo Englands svar på Politiken. Skulle der så være krise i USA, hver gang Roald Als tegner noget USA-kritisk? Endnu en ikke-historie fra Journalistisk Venstrepartis osteklokke.
Enig med Ulvemann: Drop dét forslag nu!