Den tidligere politiske rådgiver for statsminister Lars Løkke Rasmussen, Søs Marie Serup, skal nu lave PR-rådgivning for Burson-Marsteller. Hun skabte voldsomt røre sidste år på grund af personlige bemærkninger på Facebook.
Ifølge PR-bureauet er der indgået en såkaldt 'strategisk partnerskab', der betyder at Serup får kontor og en række faste ugentlige timer som rådgiver.
»Vi har allerede et hav af spændende opgaver og ideer, hvor Søs vil kunne bidrage væsentligt,« siger Kim Larsen, administrerende direktør for Burson-Marsteller i en pressemeddelelse, hvor Serup selv ligeledes udtaler at hun ser frem til et »frugtbart og gensidigt inspirerende samarbejde«.
Søs Marie Serup har været pressechef for partiet Venstre under statsminister Anders Fogh Rasmussen, kommunikationschef i Finansministeriet, pressechef i Statsministeriet og personlig rådgiver for statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Hun måtte imidlertid forlade sin stilling som rådgiver for Løkke efter en uheldig udtalelse på sin Facebook-profil, hvorefter hun fik en rolle som leder af Venstres Center og kommunikation og politik.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.