Af Merete Carlsen, redaktør på Samvirke.

Dygtige og grundige redaktionssekretærer efterlyses!
Ja, jeg begynder med konklusionen. Det er det, al god journalistik bør gøre for at skabe den nysgerrighed, som sikrer mange læsere: De allerførste sætninger skal fortælle det væsentlige, nye, overraskende.
Den grundlæggende journalistiske regel overtrædes efterhånden ofte.
I alt for mange artikler får det væsentlige lov at blive stående sidst i artiklen. Sådan skal en artikel til et akademisk tidsskrift nemlig bygges op – og alle større aviser bringer i dag langt mere stof end nogensinde før, skrevet af ikke-journalister. Det gælder især i kultur- og baggrundsstof. Begge områder som det for et demokrati er særdeles vigtigt, at ikke kun eliten kan læse og forstå.
Den type artikler skal have en omhyggelig, nærmest nidkær redaktionssekretær-behandling, så de lever op til de journalistiske krav.
Hvad er det, der sker? Bliver artiklerne bare smækket på? Rubrik og underrubrik, illustration og så af sted med skidtet …
Skyldes det travlhed?
Eller kan det mere eller mindre bevidst være på grund af utidig autoritetstro – man kunne også kalde det snob-
beri? For ofte er de artikler, hvis brødtekst passerer redaktionssekretæren urørt, skrevet af »samfundets elite«.
For den faglige stolthed er da vel ikke så lille, at dovenskab eller sjusk er årsagen?
Hvis man vil bringe den type artikler, skal de præsenteres, så de vækker læserens interesse med det samme.

Det koster altså mere redaktionssekretær-tid! For det indebærer ofte »rewriting« – at flytte rundt på artiklens opbygning og luge ud i akademikersproget. I alle tilfælde selvfølgelig i samarbejde med skribenten. Og jeg kan hilse og sige, at de fleste akademikere er glade for at få den hjælp til at nå bredt ud. De ikke bare accepterer, men også respekterer det, journalister kan i den retning. Mange takker endda for det …

En anden hyppig efterladenhed, jeg ofte er faldet over det sidste års tid, er at bruge artiklens indledning som underrubrik. Sådan at læseren ikke forstår brødtekstens start uden at have læst underrubrikken.
Så tit har jeg set det, at jeg var begyndt at tænke, om det mon var blevet en accepteret ny stil i journalistik.
Mine kolleger på større dagblade siger, at det er det ikke. At underrubrikken stadig skal være et ultrakort resumé af artiklens vigtigste budskab – for at tiltrække læserens interesse.

Her nogle eksempler på sjusket redigering af akademiker-artikler:
Per Stig Møller indledte en kronik »Fremskridt på fornuftens vilkår« sådan (Politiken):
»I bogen Den naturlige orden. Tolv år der flyttede verden har jeg søgt at vise, hvorledes troen på fremskridtet i det 18. århundrede forenede sig med troen på videnskaben og staten med henblik på at skabe en varig lykketilstand for befolkningerne.«
Kronikken fortsatte i tungt akademisk sprog og form indtil det allersidste afsnit. Det lød:
»Vi kommer ingen vegne, hvis vi i tømmermændene efter det store sold opgiver troen på fremskridtet og hengiver os til drømme om naturtilstande, irrationalisme og mysticisme.«
Dette sidste afsnit var trukket op som underrubrik.
Redaktionssekretæren – kronikredaktøren – skulle have flyttet kronikkens sidste afsnit op som det første i brødteksten og fået en udbygning af det fra Per Stig Møller, før kronikken fortsatte i den akademiske stil. Det er ikke nok at bruge det som underrubrik. Læseren skal have en ordentlig indføring i konklusionen på det tunge stof for at have overskud til at give sig i kast med det mere vanskeligt tilgængelige.
En anden akademikerartikel om begrebet »Selvkørende neuralt netværk« – det var rubrikken! – havde denne dræbende indledning (Berlingske Tidende):
»Inden for de seneste 20 år er der udviklet en indlæringsmetode for neurale netværk, som sætter dem i stand til at lære ved at prøve sig frem. Dermed kan de løse en bestemt opgave uden på noget tidspunkt at få at vide, hvordan opgaven faktisk skal løses.«
Hele artiklen var ligesådan: goddag mand økseskaft for alle andre end eksperter på netop det område, den fortalte om. For dog at fange nogle få læsere var der i underrubrikken indsat det eksempel, at man med denne metode kan lære at styre en cykel, så den ikke vælter. Eksemplet stod slet ikke i den bærende artikel – kun i en lille sidehistorie.
Det er at snyde både læserne og skribenten: Langt de fleste læsere får intet ud af en helt ubearbejdet artikel, som ville passe i et videnskabeligt tidsskrift. Og skribenten får heller ikke opfyldt sit formål med at få artiklen bragt i et dagblad: nemlig at få sin forskning offentliggjort for en bred læserskare.
Det var selvfølgelig også for at tiltrække læsere, at en helsides akademiker-artikel (Politiken) havde rubrikken: »Baywatch bedre end bomber«, og det bærende (eneste) billede viste to lækre baywatchpiger – i deres diminutive badedragter, selvfølgelig – sammen med en af mandeheltene. Jeg begyndte at læse den, fordi jeg – ligesom sikkert mange andre læsere – er nysgerrig efter at vide, hvad det er ved den serie, der tiltrækker så mange unge.
Baywatch´s del af artiklen var fire satslinier i tredjesidste afsnit om, at vi skal »besmitte iranerne med Baywatch og underminere ayatollaherne med Disney. Kim Il-sungs filosofi er intet mod Spice Girls.« De fire linier var oven i købet trukket ud og forstørret som det, vi på Samvirke kalder en »dimmer« – stor fed skrift som tekstillustration.
Men hele den lange artikel var akademikerens analyse af, hvordan demokratierne kan kæmpe mod verdens ondsindede despoter. Skrevet i akademikersprog.
Hvordan kan redaktionssekretæren tro, at artiklen får de rigtige læsere ved sådan en præsentation?! Det er jo rent snyd at lade som om, artiklen handler om noget helt andet. Jeg tror, de fleste læsere – også dem, som vitterligt interesserer sig for artiklens emne – bliver vred over sådan noget narrefisse.

Jeg håber, jeg har ret i, at travlhed er grunden til de sjuskede redigeringer. Og hvis jeg har, så tag da for pokker kampen op med ledelserne om at få flere gode redaktionssekretærer!
Ellers bliver en vigtig del af avisernes artikler kun for de indviede, A-holdet. Og så begynder vi at underminere avisernes væsentligste betydning i et demokrati: at informere de mange.