search

SORTE OG HVIDE LØGNE

Kildekritik under tidspres er en efterspurgt vare, når noget så kompliceret som endnu en krig på Balkan udfordrer nyhedsmedierne til i hektisk indbyrdes kappestrid at producere noget så vanskeligt som på samme tid troværdig og begribelig information.

Kildekritik under tidspres er en efterspurgt vare, når noget så kompliceret som endnu en krig på Balkan udfordrer nyhedsmedierne til i hektisk indbyrdes kappestrid at producere noget så vanskeligt som på samme tid troværdig og begribelig information.
Militære kilder melder sig med en indlysende styrke og automatik i krigens første faser. De besidder den opdaterede fagkundskab, har analytisk træning og efterhånden også evnen til at efterkomme tv-mediets krav på forenkling.
Akkurat som under Golf-krigen befolkede militære eksperter i uniform da også tv-skærmene i bombningernes første dag i en sådan grad, at det rent visuelt kunne bringe mindelser om krigsretstilstandens Polen. Her havde militæret længe monopoliseret fortolkningsretten på tv.
En sådan rolle har militæret ikke bedt om i Danmark – og ej heller haft i et længere perspektiv.
Men netop fordi dækningen i de første faser af en åben konflikt i høj grad definerer præmisserne for mediernes videre dækning, kunne det have været godt for en tilstræbt uafhængig journalistik, hvis flere redaktioner tidligere og klarere havde indset, at med den nye krig blev militær-analytikerne forvandlet fra uafhængige eksperter til parter i en konflikt.
Alligevel kunne de med al ret fortsat bruges. Men en tydeligere »varedeklaration« af, at der nu var tale om eksperter med ståsted hos den ene af konfliktens parter, ville have været oplysende for det hastigt stigende antal tv-seere, som krigsnyhederne trak til skærmene.
At danske militæranalytikere er mest hjemme i NATO-terminologi og NATO-tankegang, bør ikke undre nogen efter dansk medlemskab af NATO siden 1949. Men netop fordi bindingerne er så udtalte, ville det have været godt også at få andre ekspertgrupper tidligt på banen.
Som krigen trak ud og behovet for forklaringer tog til, blev også freds- og konfliktsforskere, samtidshistorikere og alle hånde Balkan-eksperter inddraget. Den analytiske dimension vandt frem ved siden af krigsreportagerne.
Krigen blev tydeligere end nogensinde en mediekrig, måske klarest udtrykt gennem NATOs »tilbud« om at undlade at bombe serbiske tv-stationers sendeudstyr – mod at NATO fik adgang til at sende programmer ud over disse sendere seks timer pr. døgn!
Denne Balkan-krig kommer til at gå til mediehistorien som verdens første internet-krig. På samme måde som Anden Verdenskrig blev en radiokrig, Vietnam-krigen en tv-krig og Golf-krigen en tv-krig i realtid.
Alle parter i konflikten har haft egne hjemmesider. De forsøger at overgå hinanden med propaganda i en psykologisk krigsførelse, der betjener sig af både sorte og hvide løgne.
Den sorte propaganda afstår ikke fra at anvende åbenlyse løgne, sådan som det sker med serbernes overdrivelser angående nedskudte NATO-fly. Tilsvarende forsøger NATO sig med »lækager« om likviderede kosovoalbanske fredsforhandlere, der dog få døgn senere kan meddele vestlig presse, at rygtet om deres død er kraftigt overdrevet.
Hvid propaganda derimod forsøger at komme sandheden så rimeligt nær, som det overhovedet kan lade sig gøre gennem et tilrettelagt nyhedsbillede. NATOs bomber har i den forbindelse været en ren gevinst for den serbiske propaganda, der har formået at få NATO stemplet som aggressor.
Dygtige propagandister har til alle tider formået at få folk til at slå fornuften fra. På Balkan er der ligefrem tradition for, at en etnisk udrensning og en åben konflikt som forudsætning har en udrensning i medierne og en dæmonisering af fjenden.
Derfor er det partsproducerede stof fra Balkan så farligt som direkte input til de vestlige medier.
På den baggrund forekommer hjemlige partskilder, militære som civile, at springe med det klareste kildevand.
Dette fritager dog aldrig journalisten fra omtankefuldt at bevidstgøre sig om kildernes placering, både i research-fasen og i formidlings-fasen.
Der er intet odiøst i at benytte partskilder. Blot det sker professionelt.
I så henseende er dækningen af begivenhederne på Balkan bedre end dækningen af Golfkrigen. Medierne har lært af nærkampen med de militære kilder.
Disse kilder har tilmed den fordel, at de – iklædt uniform – selv udsender visuelle signaler om, hvor de er placeret.
Det er en fordel, der må tages i betragtning, når man skal bedømme de aktuelle stillingskrige mellem militære kilder, civile kilder og mediekilder.
I så henseende er Balkan endnu en gang blevet den ultimative prøve på en uafhængig udenrigsjournalistisk dækning.

Af Erik Lund fagkoordinator Tusagassiornermik IlinniarfikJournalistskolen Grønland

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen