24 journalister blev torsdag den 16. november fyret på Århus Stiftstidende i en sparerunde, hvor næsten en tredjedel af 150 stillinger nedlægges. De ‘overlevende' er mindst lige så frustrerede som de fyrede.
Det er en smuk efterårsmorgen. Journalist på Århus Stiftstidende Connie Felbert vælger hovedvejen fra og kører i stedet gennem Frijsenborg-skovene. Med i bilen er kollegaen fra Hammel-redaktionen Hanne Bliksted. Inde på Århus Stiftstidende venter et brev. I brevet kan stå, at man er fyret. Eller at man fortsat har en fremtid på avisen.
"Jeg kan huske, jeg sagde: "Det er en smuk dag at blive kørt til skafottet på!" Vi bliver enige om, at det skal blive rart at få en afklaring. Det her har jo stået på i årevis," fortæller Connie Felbert, der er 50 år og har arbejdet seks år på Århus Stiftstidende.
Efter Berlingskes overtagelse af ejerskabet skal Stiftens redaktionelle stab bringes ned på cirka 100. Næsten 50 redaktionelle stillinger skal nedlægges: Praktikantstillinger og vikariater genbesættes ikke. Chefstillinger nedlægges. Medarbejdere har sagt op. Seks medarbejdere har i opløbet mod fyringerne bedt om at blive fyret. De ved, fyresedlen kommer i dag.
Tilbage er 18 redaktionelle medarbejdere, der får prikket i dag.
Connie Felbert har bygget sig selv op til det værste.
"Jeg bor til leje, jeg er ikke bundet," lyder det på den ene side. Men:
"Jeg vil da gerne blive boende og se mit pæretræ vokse. Og jeg vil gerne blive ved at have noget papir, jeg kan skrive på."
Flere af JOURNALISTENs kilder til denne historie bruger ordet ‘slagtehus', når de skal beskrive fyringsdagen på Århus Stiftstidende. En kvindelig journalist på forældreorlov bliver fyret. To højgravide bliver fyret. Folk, der har været på avisen i 30 år, bliver fyret. 12 af de 18 fyrede er kvinder.
De ‘overlevende' har svært ved at se, hvorfor netop de fyrede ikke kan bruges i fremtidens avis. Én forsøger sig med denne forklaring:
"De har fyret de gravide, de midaldrende kvinder og dem, der brokker sig og kæfter op."
Andre er mere pragmatiske:
"Det her virker uplanlagt, men hvad skal jeg sige … Selvfølgelig er det synd og helt ubærligt, men avisen skal jo også videre."

Odder-redaktionen halveret
"Hvad står der i dit brev?!"
Connie Felbert og Hanne Bliksted har på vej ind på avisen mødt en kollega fra oplandet, Yrsa Toftvang, 53 år. Hun har været 15 år på avisen, samtlige år som lokalredaktør i Odder. Hun er fyret:
"Med henvisning til den rekonstruktion af Århus Stiftstidende A/S som nu er i gang, må vi hermed med beklagelse meddele dig din opsigelse som journalist på Århus Stiftstidende."
Flere ord tager det ikke at halvere Odder-redaktionen, som mange ellers fremhæver som meget velfungerende.
Yrsa Toftvangs kollega på Odder-redaktionen Henrik Madsen er blandt de ‘overlevende':
"Det glæder os at meddele, at du fortsætter som medarbejder i den nye organisation," lyder den linje, øjnene leder efter. Ordene betyder også, at Henrik Madsen har udsigt til at lave Odder-siderne ene mand.
Nødløsningerne skal brede sig på avisen i løbet af dagen. Loyalitet viser sig at være en dominerende følelse. Loyalitet over for avisen. Og loyalitet over for kollegerne.
Jørgen Toubro på avisens Mariager-redaktion valgte at gå selv. Han er 57 år og har arbejdet 32 år for avisen.
"Jeg føler et solidarisk ansvar," siger Jørgen Toubro.
"Hvis jeg kunne hjælpe en af de unge folk, så ville jeg gerne det."
Blandt de unge kolleger, Jørgen Toubro ofrede sig for, er kollegaen på redaktionen i Mariager. Men det nytter ikke noget. Mariager-redaktionen bliver lukket.
Kollegaen bliver fyret.
"Han har hus og tre børn," siger Jørgen Toubro kort.

Gravid fotograf fyret
Inde på Århus Stiftstidende møder Connie Felbert og Hanne Bliksted en kvindelig kollega. Hun græder over to kolleger, der er blevet fyret. Hanne Bliksted bliver stående og taler med hende – Connie Felbert henter sit brev.
"Jeg forventede at blive fyret," fortæller hun.
"Jeg havde overvejet at bede om en fritstillelse. Men man vil jo også se, om de gør det."
Connie Felbert går ind på sportsredaktionen og åbner sit brev.
Hun er fyret.
"Jeg bliver måske nødt til at flytte. Der er jo ikke noget job at få her. Jo, som informationsmedarbejder på Silkeborg Sygehus, men det ville jeg blive syg af. Jeg er journalist," siger Connie Felbert.
Efter at have læst sit brev går hun rundt og både modtager og giver knus og kram.
"Det er enormt varmt at mærke omsorgen i et hus, hvor der længe ikke har været tid til hinanden," siger hun.
Connie Felbert går ned i krisecentret, som er oprettet på kulturredaktionen. Her er rigeligt plads til de fyrede. I løbet af to år er bemandingen på kulturredaktionen faldet fra 11 til fire stillinger. Under fyringsrunden har tre kulturjournalister sagt op i protest mod nedskæringerne.
Tilbage er nu én kulturjournalist, som også er tillidsmand. I en by, der pulser af kultur og unge mennesker, der bruger den …
I krisecentret møder Connie Felbert den 30-årige fotograf Helene Marie Bjørndal, der er uddannet på avisen i 1992. Hun er den ene af de to gravide, der er blevet fyret.
"Hun sidder med sin store mave og græder, søde Helene," siger Connie Felbert.
"Hun er bladets eneste kvindelige fotograf ud af elleve fotografer. Jeg havde lige været på opgave med hende. Hun er smadderdygtig. Nu har de fyret hende. Det kan ikke være af faglige grunde."
Alle undrer sig over fyringen af Helene Marie Bjørndal.
"Hun har så åbenlyst ydet en ekstra indsats. Store markante serier i avisen," siger Henning Kusk, journalist på indland og udland på Århus-redaktionen.

En nitte
Henning Kusk er 52 år og har arbejdet for avisen i 27 år. Han hentede sit brev hos sekretæren.
"Jeg bad om et skrabelod," siger han.
Det blev en nitte.
"Jeg tog det stille og roligt. Jeg er selv forundret over, at jeg ikke tog det mere nært. Jeg er den på redaktionen i Århus, der har størst an-_ciennitet," siger _Henning Kusk.
"Men der er sikkert nogen, der synes, jeg er besværlig. Jeg har for nylig sagt højt, at vi ikke kan blive ved med at være forlænget arm for byens fodboldhold AGF."
Henning Kusk gik rundt mellem kollegerne og udvekslede navne og fortalte om sin fyring.
"Nogen havde meget røde øjne. Andre var meget chokerede," fortæller han.
Henning Kusk vil tage en sidste weekendvagt og har fået lov til at bruge avisens arkiv fremover.
"Jeg har en del af mit sociale netværk og mit selvværd på avisen. Bare det at gå derop og gøre et eller andet. Man kan ikke kappe det."
Henning Kusks reaktion er symptomatisk for situationen på Stiften. De fyrede holder fanen højt. Kun bladkrigen kan få bitterheden frem.
"Jeg er bitter over den ulyksalige situation, hvor man ikke kan lave ordentlig lokaljournalistik på grund af en formålsløs bladkrig. Kan det virkelig passe, at der ikke er brug for lokalt stof? Er det hele amerikanske serier på tv?" spørger journalist Niels Bjerggaard, der blev fyret. Han valgte at blive hjemme og få brevet med posten.
"Jeg har det bedst med at klare den slags selv. Det der føle og krammeri er ikke mig," forklarer han.
Niels Bjerggaard har været på Århus Stiftstidende i næsten fire år. Han har altid dækket sporten. Ved nytår blev han ansat på sporten på Randers-redaktionen.
"Hvorfor lige vores redaktion? Man har jo prøvet at gøre det så godt som muligt," siger Niels Bjerggaard.

Hej Fryd!
Connie Felbert går i kantinen for at spise frokost sammen med Ane Dybdahl. Hun er journalist og dækkede kriminalstof. Hun er 39 år og har været på avisen i 15 år. Hun blev fyret, selv om hun er gravid.
Ane Dybdahl og Connie Felbert sætter sig og snakker med ikke-fyrede kolleger. Ind i kantinen træder Steen Gede, konstitueret direktør, og Hans Petersen, chefredaktør på Århus-redaktionen.
"Hans Petersen spørger, om han må sætte sig, det må han godt," siger Connie Felbert.
"Forestil dig, han sidder ved et bord, hvor der også sidder fyrede. En af dem er gravid, og hun har været 15 år på avisen. Han sidder lige over for os. Vi har et glas rødvin og en øl foran os. Men han siger ingenting til os. I stedet henvender han sig til en af de ikke-fyrede og siger: "Hvad så, skal du med til fodbold på søndag!" Jeg blev bare fuldstændig paf."
Da cheferne har forladt kantinen, ankommer journalist Jan Frydensberg. Han er 51 år og har været på avisen i 27 år. Det er et helt liv. Han sætter sig over for Connie Felbert. Han virker rystet.
"Hvad skal man sige. Jeg kender ham næsten ikke?" siger Connie Felbert.
Kolleger fremhæver, at Jan Frydensberg har arbejdet mellem 60 og 70 timer om ugen op mod fyringsrunden. Om morgenen tog Jan Frydensberg i retten for at dække sagen om massevoldtægt. Han ankommer på avisen op ad formiddagen. Kollegerne på bladet ved godt, han bliver fyret. Den oplysning har chefredaktør Hans Petersen stik imod alle aftaler ladet slippe. Hans Petersen møder tilmed Jan Frydensberg med et kammeratligt "Hej Fryd!" – uden at nævne fyringen med ét ord.
Jan Frydensberg er ikke bitter.
"Jeg er loyal til det sidste. Ikke af hensyn til ledelsen, men af hensyn til avisen og kollegerne," forklarer Jan Frydensberg.
"Jeg skal videre i mit liv. Det kommer jeg ikke ved at hælde vand ud af ørerne."

To ud af fire fyret i Rønde
"Det var som et slagtehus i torsdags. Det var jordens mest ubehagelige oplevelse."
Dorte Anker-Møller er lokalredaktør på Rønde-redaktionen. Hun tog torsdag morgen til Randers sammen med kollegaen Ole Jessen. Han modtog sidste år danske lokaljournalisters pris – FliD-prisen.
"Vi sidder i bilen og snakker om, hvordan vi er stillet ved en fyring. Hvordan vi vil reagere," fortæller den 47-årige Dorte Anker-Møller.
"Det er en dag, hvor alle følelser sidder uden på tøjet. Man har forberedt sig på alle mulige scenarier."
Da de to kolleger åbner kuverterne på kontoret hos chefredaktørens sekretær, skilles deres veje.
Ole Jessen er blevet fyret.
"Fra det øjeblik, vi får brevet, er vi delt. Min egen lettelse er svær at mærke," siger Dorte Anker-Møller.
"Jeg overlevede, men det er svært at se fremad. Jeg troede, jeg havde forberedt mig. Men jeg havde ikke overvejet den banale situation, at vi fik et brev med hvert sit indhold."
Jette Rygaard, lokalredaktør på Rønde-redaktionen, blev hjemme og ventede på brevet.
"Jeg vidste, jeg blev fyret. Intuition," fortæller Jette Rygaard. Hun havde mærket rigtigt.
"Jeg overlever. Men det bekymrer mig meget, at avisen igen har det skidt," siger Jette Rygaard.
"Jeg er flittig og ikke udygtig. Journalistik er mit ønskejob. Men jeg er ikke ked af det. Jo, jeg er ked af, at jeg ikke skal være på Rønde-redaktionen mere. Hold kæft, hvor har vi haft det godt. Det er slut nu," siger Jette _Rygaard.
"Det er næsten uforståeligt. De har også fyret Ole. Vi er blevet kasseret. Men det skulle nogen jo. Det er ærgerligt. Synd."
Rønde-redaktionen er med ét blevet halveret.
"Fredag meldte virkeligheden sig," siger Dorte Anker-Møller.
"Jeg sad alene i et sønderbombet landskab. På et øjeblik er flere års sammenhold smadret. Vi har haft en god redaktion. Vi har meget fællesskab. Et forbilledligt samarbejde. Alt er slettet på et øjeblik."
Dorte Anker-Møller har skrevet sine udtalelser til JOURNALISTEN ned på papir. Hun læser de nederste linjer på papiret. Hendes stemme knækker over.
"Alt andet lige er det spændende at skulle være med til at dreje avisen i en ny og bæredygtig retning."
Også fyrede Jette Rygaard forsøger at se lyset.
"Du må ikke skrive, at vi har det frygteligt. Jeg har ikke mindreværd. Jeg sidder ikke og tuder. Jeg har ikke fældet en tåre. Jeg har det fint, det har jeg altså," siger Jette Rygaard – og sammenfatter:
"Vi vidste godt torsdag, at det aldrig ville blive som om onsdagen igen."

Uvis fremtid
I løbet af torsdag eftermiddag begynder billedet at tegne sig. Det står klart, hvem der er blevet fyret, og hvem der bliver. Men forvirringen bliver ikke mindre af den grund. Ingen ved, hvordan Århus Stiftstidende skal se ud i fremtiden.
"Det her er en akut, midlertidig situation. Vi venter på ledelsens nye plan. Vi aner ikke, hvad der skal ske," siger redaktør Birger Andersen fra Hadsten-redaktionen, hvor ingen blev fyret.
Også Lise Dreisler sidder i Hadsten. Normalt. Men efter fyringerne er hun blevet beordret midlertidigt til Hammel for at dække det Galten-stof, som fyrede Connie Felbert før tog sig af.
"Kan du fortælle mig, hvad borgmesteren i Galten hedder? Og hvor står kaffemaskinen," siger Lise Dreisler.
"Alt er kaos. Engang passede jeg Hadsten og Hinnerup. Nu sidder jeg på Galten. Vi ved ingenting. Det er umuligt at gennemskue, hvilke kriterier der er fyret efter. Træls! Det er træls!"
I det hele taget virker mange ‘overlevende' mere frustrerede end de fyrede. Ikke mindst fordi fremtiden for avisen er uvis.
Marianne Eilertsen fra Ebeltoft-redaktionen overlevede.
"Jeg blev ikke fyret. Jeg var med på holdet. Jeg græd hele vejen hjem i bilen. Det var ikke af lettelse. Det var den ophobede frustration. Du har levet med den guillotine over hovedet samtidig med, at du skal passe dit arbejde. Det er meget, meget hårdt. Skal huset sælges?"
"Jeg har passet mit arbejde godt. Men der har hverken været logik eller retfærdighed i fyringerne. Ingen har kunnet vide sig sikker. Ingen var fredet. Og ingenting er sikkert endnu. Vi ved ingenting. Og vi ved ikke, hvor længe vi skal vente."
Kirsten Wulff er journalist og tillidsmand på redaktionen i Randers, hvor fire fra hovedredaktionen blev fyret:
"Vi kender ikke enkelthederne i den ny avis. Det er heller ikke det, der presser sig på. Vi tænker mest på bare at få lavet avis til i morgen."

Verden bevæger sig
Connie Felbert kører hjem fra Århus ved 18-tiden. Et par dage senere rydder hun sit kontor.
"Nu tager jeg på dannelsesrejse med min datter. Rundt i Europa. Vi skal være væk mindst en måned."
"Det her er jo afslutningen. Men kun på en epoke. Livet slutter jo ikke, fordi man stopper på Århus Stiftstidende. Måske tværtimod. Måske begynder det for alvor. Verden bevæger sig!"