Siden slutningen af august er mere end 40 REDAKTIONELLE STILLINGER på danske dagblade sparet væk – eller på vej til at forsvinde i sparerunder.
Efteråret har været en barsk omgang. På tre uger er antallet af redaktionelle stillinger på danske dagblade blevet skåret med mere end 40 stillinger. Det viser en optælling, som fagbladet Journalisten har foretaget af de sparerunder, der er blevet gennemført siden slutningen af august.
Derudover er der nedlagt en lang række andre stillinger, blandt andet i prepress, annoncesalg og administration på de forskellige medier.
Sparerunderne har ramt både store og små medier. Sidst i august og i løbet af september blev der først meldt sparerunder ud på Berlingske, BT, Politiken og Lolland-Falsters Folketidende. Derefter var det Fynske Medier, Nordjyske og Herning Folkeblad, der blev ramt.
»Alle aviser håber, at de går fri af besparelser. Men jeg kender ikke et bladhus, der ikke er ude i en sparerunde for tiden,« siger fællestillidsrepræsentant på Nordjyske Torben Duch Holm til Journalisten.
I forbindelse med sparerunderne er arbejdsopgaver blevet outsourcet. Nedskæringerne er et resultat af faldende oplag, men især fald i annonceindtægter. Flere medier kæder direkte sparerunderne sammen med faldende annonceindtægter i foråret.
Tillidsfolkene håber, at antallet af nedlagte stillinger kan nedbringes, og at nedskæringerne kan afvikles som frivillige fratrædelser.
Journalisten.dk har skrevet om sparerunderne:
17. september – Nordjyske Medier skal spare fem-seks millioner kroner og håber, det kan klares med frivillige fratrædelser. Der er endnu ikke sat tal på, hvor mange stillinger det vil koste, men der vil formentlig blive tale om op imod 10 stillinger.
14. september – Herning Folkeblad skal fyre to redaktionelle medarbejdere.
14. september – Fynske Medier skal fyre 10 journalister og en chefredaktør.
10. september – Lolland-Falsters Folketidende nedlægger 20 stillinger, heraf fire redaktionelle, og grafiske opgaver udliciteres.
5. september – Politiken nedlægger 10-20 journalistiske stillinger. Ingen fyres, men der indføres ansættelsesstop.
30. august – Tre går, og to bliver fyret på Midtjyske Medier.
29. august – Berlingske og BT gennemfører sparerunde med fem frivillige fratrædelser.
29. august – Weekendavisen fyrer to.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.