Hvis historien er for tynd, hjælper det ikke, at den sproglige indpakning er iøjnefaldende og vild. Hverken dyre ord eller blød porno redder en fejlslagen reportage fra Syrien.

Lad mig tage til Syrien og se, hvad der sker. Dette synes nogenlunde at være udgangspunktet for en energisk historie i dagbladet Information. Det viser sig endog, at skribenten med sin mellemøstlige odyssé stræber højere end blot at se sig lidt omkring. På et tidspunkt havner han i basaren i Damaskus og opsummerer sin målsætning: "Her er jeg resten af eftermiddagen, mens jeg prøver at finde ud af, hvad det er for et land, jeg er havnet i."

Der er noget, som ikke stemmer. Sandheden om Syrien, baseret på et par timer blandt en samling boder i hovedstaden. 1.100 ord – og så mener skribenten at kunne formulere et dækkende signalement af et land, en befolkning. Det lykkes ikke. Tiden er for knap, og han iler over stok og sten og ørkensand i de sølle par dage, han sammenlagt har til sin rådighed. Snubler da også flere gange og må peppe sin stakåndede tekst godt op med udråbstegn: "Satans!", "Goodbye, Ghanem!", "Æv!", "Lækkert!" og "Et rungende, skingert både-og!".

Der er noget alt for friskfyragtigt og ufordøjet over hans journalistiske jetlag, hvor sjælen og sanserne kommer halsende efter teksten, og hvor det slet ikke er muligt at få voluminøse begreber som "hypersociale selviscenesættelseskultur", "Clash of civilisations" og "modernitetens sørgeligt prosaiske genkendelighed" til at gå i spænd med et malplaceret udbrud som "mor ville være bekymret, hvis hun vidste, jeg var her".

Hvordan skal det hele dog ende? Læseren fornemmer, at dette må være skribentens store problem med den vakkelvorne historie. Skribenten går den sidste aften i biografen. Opdager til sin forbavselse, at der er tale om en blød pornofilm med "store, fede, hvide patter." Attributter, han som en sand desperado forvandler til sin redningsplanke: "Jeg holder vejret. Og griner. Griner af ren fryd over dette vanvittige og barokke og blide møde mellem den reneste, dekadente, vestlige kødelighed på lærredet og de tavse, syriske mænd, der sidder nede på gulvet og bare glor."
Morskaben er stor. Men på læseren virker grinet desværre en anelse smørret.

I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog.
Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.