search

Sort på hvidt: tonefald

Flere elementer spiller sammen og forstærker hinanden i den personlige, men netop ikke selvtilstrækkelige, tekst.

Flere elementer spiller sammen og forstærker hinanden i den personlige, men netop ikke selvtilstrækkelige, tekst.

Når en tekst har tonefald, er der tale om, at dens klang og dens rytme forbinder sig på en måde, der får et helt temperament til at træde frem. Som læser fornemmer man i disse tilfælde, at man kommer på bølgelængde med en skribent, der via teksten investerer noget af sig selv.

Der var en tekst i Kristeligt Dagblad, som egentlig var en anmeldelse af en selvbiografi af sangeren og sangskriveren Niels Skousen, men som med sit ganske særlige tonefald udviklede sig til noget andet og mere. Et portræt af Skousen – reflekteret og velskrevet. Det er allerede en appetitvækker, at det i indledningen nævnes, at der "gemmer sig noget episk og lidt gådefuldt i Skousens historie".

Og netop det episke anslag genfindes i den ellers relativt korte tekst (cirka 900 ord), hvor skribenten i rytme og klang synes at leve sig ind i de kvaliteter og kendetegn, der tillægges Skousens egen fortælling: "En rolig og lidt sagtmodig tone", "det rolige fremadskridende foredrag fra de lange sange".

Så er det, som om billedet af Niels Skousen og hans livs fortælling efterhånden træder klarere og klarere frem. I en tekst, der giver sig god tid, og som måske derfor ender med at finde sig selv. Besindigt malende – sætning for sætning, pennestrøg for pennestrøg. Lydhørt, indsigtsfuldt. Som når det for eksempel om hovedpersonens mor hedder, at hun helst så sin søn blive "læge eller skuespiller (den pæne unge mand på film)". Men også når sagen sættes mere på spidsen, og det om den unge ­Skousen i de flippede 1960'ere konstateres, at han var "én stor mulighed, der bare venter på sin bestemmelse" – tæt på at blive både Ole Søltoft i Sengekant-filmene og Eik Skaløe i pioner-rockgruppen Steppeulvene.

I stedet skete der jo netop det, at Niels Skousen blev sig selv. En sangskriver med et særligt tonefald. Fastholdt i dén tekst og dét refræn fra 1971, hvis klangfarve og hjerterytme fremstår aldeles usvækket: "Herfra hvor vi står,/kan vi se os omkring – til alle sider./Det bevæger sig når vi går/det forandrer sig i alle tider".

Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirksomheden Befri Din Skrivning.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen