search

Sort på Hvidt: Tankelæsning

At skildre et andet menneske kræver indlevelse. Forsøger man at læse tanker, snyder man både sig selv og læserne.

At skildre et andet menneske kræver indlevelse. Forsøger man at læse tanker, snyder man både sig selv og læserne.

Lors Doukaiev. Der var nogle dage, hvor dette navn var overalt i spalterne i de hjemlige medier. Doukaiev var jo manden, der sprængte en bombe på et hotel i København. Hvem var denne mand? Alle ville vide det. Og mere end det. For helt af sig selv fulgte det næste udfordrende spørgsmål: Hvad foregår der inde i hovedet på ham?

Enhver, der har prøvet at skrive et portræt eller et portrætinterview, ved, hvor på én gang fascinerende og risikabelt det kan være at forsøge at leve sig ind i et andet menneskes situation, dets tanker og følelser. Der er jo så mange lag og løse ender, selvmodsigelser og gåder. Alligevel skal forsøget gøres. Til en vis grænse.

Sådan var det også med Lors Doukaiev. Og udfordringen blev her gjort tifold større af den kendsgerning, at hovedpersonen selv var i politiets varetægt og tavs som en østers. Derfor blev gamle billeder gravet frem. B.T. brugte et foto af den 12-årige Doukaiev, siddende på en sofa med en forbinding om sit højre ben og endnu uden protese. Drengens blik er direkte rettet mod fotografen.

Sådan er det imidlertid ikke i den ledsagende artikeltekst. Her sidder Doukaiev udtrykkeligt "og stirrer på sit højre ben".
Et stort, stort illusionsnummer er i gang – journalisten som taskenspiller og tankelæser.

Nu skal Doukaiev portrætteres, hvad enten han vil eller ej. Vi får at vide, at den 12-årige dreng "tænker på russerne, der gravede landminer ned på det mest uskyldige sted, de kunne finde". At "han hader russerne". Og som afslutning på portrættet: "Muslimen Lors Doukaiev glemte aldrig sin vrede mod de ortodokse russere (…). Hadet levede videre."

Nu ved vi, hvem dette menneske er. En muslim fyldt til randen med had og vrede. Eller gør vi? Til billedet hører nemlig også en egentlig billedtekst: "Som han sidder dér i sofaen som 12-årig, er det svært at læse blikket."

Netop. Hvis man vil portrættere et andet menneske, skal man anvende hele sin indlevelsesevne og al sin tvivl. Og netop aldrig bilde sig ind, at man uden videre kan læse dets tanker.

I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog. Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen