search

Sort på hvidt: Stjerner

Stjernejournalistik findes. Altså, den form for journalistik, hvor det er den simple tilstedeværelse af mere eller mindre kendte navne i teksten, der trækker hele læsset. En historie kan gå helt af sig selv, hvis den er udstyret med tilstrækkelig stjernekraft.

Stjernejournalistik findes. Altså, den form for journalistik, hvor det er den simple tilstedeværelse af mere eller mindre kendte navne i teksten, der trækker hele læsset. En historie kan gå helt af sig selv, hvis den er udstyret med tilstrækkelig stjernekraft. Det viser den bærende bagsidehistorie, som B.T. den 3. april i år havde om "realitystjernen" Sidney Lee.
Det er en historie, som er så ufatteligt sjusket skrevet og redigeret, at den synes båret af en tyrkertro på, at alene navnet Sidney Lee kan gøre underværker. Lee er kendt – og, som der står, især "kendt for at gå i gulvet mod Tøfting ved Gus Hansens bokseturnering". Hovedindholdet i historien er, at bemeldte Sidney Lee ifølge Se og Hør engang har medvirket i nogle pornooptagelser. Nu tygger B.T. lidt drøv på historien, men kan slet ikke finde ud af, hvad det er, man vil fortælle. I underrubrikken hedder det: "Realitystjernen Sidney Lee er flov over pornobilleder." Mens selve brødteksten afslutningsvis konkluderer: "Men selvom Sidney er lidt skuffet over, at billederne er i Se og Hør, så går det ham ikke på."
Det er to udsagn, der umuligt kan forenes. Men det er lige meget. Det er også lige meget, at historien er skrevet så ubehjælpsomt, som den er. For eksempel med sætninger som disse: "De viser en 22-årig Lee, som står i, hvad der vist kun kan kaldes forskellige knaldestillinger med en kvinde, som bliver kaldt rødhårede Karina" og "Veninden fra strippermiljøet og Sidney mistede kontakten i 2002, et år efter at billederne kom til verden, og hun kan derfor heller ikke hjælpe ham."
Når det er lige meget, er det, fordi der overhovedet ikke behøver at være nogen fortælling tilbage. Fortællingen er nemlig opløst. Postmodernismen har sneget sig ind i petitjournalistikken, og alt kan lade sig gøre. I hvert fald så længe, journalisten har et navn at hænge teksten op på. Dette navn kan eksempelvis være Sidney Lee. Resten er en leg. Journalisten og redaktionssekretæren holder fri, og teksten skriver sig selv – komplet med sjusk, ubehjælpsomheder og selvmodsigelser. •

∞ I denne klumme lader vi Anders Rou Jensen gå på jagt efter grus og perler i journalistikken. Han fokuserer på de virkemidler, stiltræk og udtryks-måder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen