Sort på Hvidt: Sproggrænse

∞ Det er ikke på forhånd vanskeligere at skrive om visse ting frem for andre. Sproget og dets regler er de samme, men måske findes der inden for alle områder en grænse for den sproglige rækkevidde.

∞ Det er ikke på forhånd vanskeligere at skrive om visse ting frem for andre. Sproget og dets regler er de samme, men måske findes der inden for alle områder en grænse for den sproglige rækkevidde.

Er det svært at skrive? Er der nogen fænomener, det er sværere at skrive om end andre? Der eksisterer et citat, som lyder: "At skrive om musik er som at danse om arkitektur". En stor samling personer – blandt andre musikerne Frank Zappa, Elvis Costello og Thelonious Monk samt forfatteren William S. Burroughs – er blevet udpeget som ophavsmand til ordene, men konklusionen synes under alle omstændigheder at være, at det i citatet beskrevne enten ikke kan lade sig gøre – eller at det vil falde så komisk ud, at skribenten uvægerligt vil blive til grin.

Musik er en drilsk, glat, uhåndgribelig ting at skrive om, men hvis ingen forsøgte, ville verden jo være et fattigere sted. Der var en anmeldelse i Berlingske Tidende af et nyt album med sangerinden Marianne Faithfull, og den afslørede både muligheder og faldgruber i den svære skrivekunst.

I 1970'erne gik det hastigt ned ad bakke for Faithfull, og anmeldelsen opsummerer glimrende i ét skarpt, billedstærkt hug konsekvensen: "Hendes stemme rustede en hel oktav."

Men et andet sted afsløres det, at grænsen mellem det svage og det stærke virkemiddel er millimetertynd. Det drejer sig om to tal-angivelser, men med vidt forskellig effekt. Der skrives om Faithfulls stemme, at den "lyder som titusinder af cigaretter og syv aldres svigt og smerte". De mange cigaretter er en flov kliche og udløser udelukkende irritation, undren: Hvorfor ikke 8.000? Eller 11.000? De 'syv aldre' har til gengæld et pragtfuldt eftersmæk, en dramatisk og modstandsdygtig metafor med rige undertoner af det dramatiske, det skæbnesvangre og det religiøse.

Det er svært at skrive om musik. Men er det sværere end at skrive om for eksempel opstanden i Egypten? Nej. Men begge steder er der måske en grænse for, hvor langt man kan komme med sproget. Eller som filosoffen Ludwig Wittgenstein slog fast: "Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig sige klart; og det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie."

0 Kommentarer