Skærmen er blank og ubarmhjertig, og det er lige nu, historien skal skrives. Vi kender det alle sammen. Hvad er det så, vi gør for at få taget hul på skidtet? Vi sætter scenen. Vi forsøger at fange læseren – og os selv – med et lille optrin, hvor virkelige mennesker fra den virkelige verden optræder og udtaler sig. Så er vi i gang – og kan straks efter kaste os over selve historien, der jo bare skal skrives lige efter bogen.
I Kristeligt Dagblad gjaldt det en historie om det nye slankemiddel Alli, der nu kan fås som håndkøbsmedicin. Selve artiklen er grundig, velresearchet og med sine etiske og samfundsmæssige problemstillinger på ingen måde overfladisk. Men så er der lige indledningen. Scenen. I dette tilfælde sættes den på denne måde:
"Jeg vil gerne bede om en æske Alli.
Ja, så gerne. Det bliver 364,50 kroner.
Sådan har det lydt rigtig mange gange på apoteker rundt omkring i Danmark siden mandag den 4. maj."
Der er et par problemer med denne intro. For det første er der de helt generelle forhold i forbindelse med denne type iscenesættelse. Skal historien dramatiseres, fordi skribenten ikke selv tror nok på den? Og hvorfor sætter man en scene, når man alligevel ikke giver læseren mulighed for at blive hos de personer og i det miljø, man har introduceret, men straks efter springer væk igen? Det er spørgsmål, enhver journalistisk regissør bør stille sig selv.
Men desuden er der det specielle ved Alli-scenen, at den er tænkt og netop ikke oplevet. Den er faktisk snyd. Skribenten forestiller sig et replikskifte, men som læsere aner vi ikke, om det har fundet sted. Det har det nok ikke. For sådan taler man næppe i dag i den virkelige verden ved apotekernes skranker. Prøv selv at læse efter.
Man skal tænke over sine scener. De er lagt an som lokkemad, men måske burde de udvides til et hovedmåltid? Man kan også blot springe dem over. I Alli-eksemplet ville det give følgende glimrende indledning: "Efterspørgslen på pillen har været overvældende. Allerede første dag, hvor den kunne købes, måtte mange apoteker melde udsolgt." •