Sort på hvidt: omveje

På sprogets slagne vej ligger klicheerne først for. For at undgå dem må man søge ud i ukendt terræn.

På sprogets slagne vej ligger klicheerne først for. For at undgå dem må man søge ud i ukendt terræn.

Der er noget i luften. Hvad kan det mon være? Det kan da være forventninger, ikke sandt? Og så har vi allerede den fede kliche på fersk gerning: "Luften simrede af forventning."

Sådan lød selve indledningen til en tekst i Jyllands-Posten, der handlede om Slotsholmens historiske funktion som "magtens ø". Anledningen var begivenhederne den 21. marts 1848, hvor en stor folkemængde strømmede ind på slotspladsen foran Christiansborg i forsøget på at fremtvinge kong Frederik VII's accept af en demokratisk forfatning. Det er da klart, at det må have været spændende øjeblikke.

Det er da klart, at stemningen, atmosfæren – eller luften – må have været ekstraordinær, og det er denne hårrejsende situation, som skribenten med mere end 150 års forsinkelse forsøger at leve sig ind i. Men når resultatet bliver et så forslidt udtryk som "Luften simrede af forventning", kan man netop sige, at flosklen blokerer for indfølingsevnen.

Det, der skulle åbne teksten på en frisk og slagfærdig måde, får den snarere fra begyndelsen til at tage sig slap og intetsigende ud. Gør den ansigtsløs. For, mine damer og herrer, skribenten har for længst forladt sprogbygningen.

Den amerikanske skriveguru Roy Peter Clark har sagt det meget fyndigt: "Vælg aldrig det første ord." Hvis man vil undgå klicheernes umyndiggørende omklamring, gælder det netop om at tænke eller brainstorme eller fabulere et skridt videre. At sidesteppe. At undfly vejviseren og i stedet finde sin egen sti. Denne lovsang til den vigtige omvej istemmes også på helt kategorisk vis af den engelske forfatter Georg Orwell: "Brug aldrig en metafor, en sammenligning eller et fast udtryk, som du er vant til at se på tryk."

Det er et bud, som ingen skribent naturligvis kan efterleve i sin yderste konsekvens. Men det er godt at have i baghovedet. Så undgår man i det mindste altid den første, fede kliche, der byder sig til, og kan begynde at vurdere alternativerne. Hvorfor? Fordi, som Clark så rigtigt skriver: "Nyt og frisk sprog blæser som en kølig brise gennem læseren".

Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirksomheden Befri Din Skrivning.

0 Kommentarer