Sort på hvidt: minimalt

Korte sætninger og fyndige formuleringer skal knyttes sammen af et sprogligt temperament for at fungere.

Korte sætninger og fyndige formuleringer skal knyttes sammen af et sprogligt temperament for at fungere.

Den ordknappe, lapidariske og nøgterne fortællemåde kan være et effektivt stiltræk, og i verdenslitteraturen leveres nogle af de mest oplagte skoleeksempler af stilister som Hemingway og Carver. Mindre er mere. Hvilket lige præcis udelukkende gælder, hvis skribenten undgår at ryste for meget på hånden og bevarer fingerspidsfornemmelsen for sproget og stoffet. Sidstnævnte skal vejes på en guldvægt, og selv den mindste ubalance kan betyde hø og hakkelse frem for perler og ædelsten.

I Nordjyske Stiftstidende var der en historie, som tilsyneladende havde minimalismens vigtigste stiltræk. Den handlede om et tvillingepar og deres to hunde, der muligvis tilhørte en ulovlig kamphundsrace, og som derfor skulle aflives. Og næsten fra begyndelsen blev den indledt med seks korte sætninger, som samtidig udgjorde fem selvstændige afsnit:

"Tidligere er en 39-årig mand dømt i samme sag.
Det hele begyndte med, at tvillingeparret fik to hundehvalpe foræret.
Politiet mente, at det var ulovlige Amstaff-hunde og beslaglagde dem.
Hundene blev af politiet anbragt på hundepensionen.
Det er så op til ejerne at sandsynliggøre, at hundene ikke tilhører en ulovlig race. Eller lade dem aflive."

Men da tvillingeparret skulle besøge de tilbageholdte hunde på hundepensionen, udviklede begivenhederne sig, og historien blev gennemtrængt af en minutiøs, detaljemættet realisme – stadig i minimalismens tegn: "De sagde, at de ville sige farvel til hundene en ekstra gang. I stedet tog de hundene ud af deres bokse og begyndte at gå mod udgangen. Kvinden, som passede dyrepensionen, stillede sig i vejen. Hun forklarede, at den 18-årige mand skubbede for at komme forbi. Hun var for nylig opereret, og skubbet gjorde meget ondt. Så hun bed drengen i skulderen. Så hårdt, at hendes overmundsprotese revnede."

Det er alt sammen meget farverigt og morsomt – overmundsprotesen er genialsk flueknepperi – men udspringer snarere af ubehjælpsomhed end stilsikkerhed. Minimalisme kræver sin mand m/k: Et markant sprogligt temperament bag de knebne gloser.

Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirksomheden Befri Din Skrivning.

0 Kommentarer