Jeg må ikke skrive 'jeg' i en journalistisk tekst. Det er forbudt, det er dårlig smag, og det virker frygteligt anmassende. Det er et tabu – berør aldrig dit indre skribent-jeg! Man skal i stedet holde sig på måtten, trække elefanthuen på og pænt skrive 'man'. Så er man sikker på, at man ikke bliver genkendt.
Det er sådan, reglerne er, og hvis vi ikke passer på, kommer der et eller andet Journalistpoliti og arresterer os. Måske er det derfor, en historie i Weekendavisen indledes så forsigtigt, så forsigtigt. Lige efter bogen.
Et år efter cyklonens hærgen i Burma er journalisten vendt tilbage for at se, hvordan situationen er for de berørte mennesker. Der er ingen tvivl om, at det er en stor og følelsesladet rejse, og at han ved ankomsten befinder sig lige midt i den voldsomme virkelighed.
Fortæl, fortæl!
Det gør han også, men ikke uden at lægge kraftigt bånd på sig selv: "For et år siden var risbonden U Kyaw så udmagret, at hans ribben syntes at ville vokse ud af kroppen på ham, og hans blik så paralyseret, at man ikke var i tvivl om, at denne mand havde været i helvede."
"Man". Hvorfor dette malplacerede og urimelige udtryk på dette sted? Ordet 'man' betyder en ubestemt person eller gruppe af personer, men i ovenstående citat er der jo netop tale om et unikt møde – ansigt til ansigt – mellem to yderst bestemte individer, reporteren og risbonden. Førstnævnte stirrer på sidstnævnte og betragter med vantro og bestyrtelse dennes brystparti, hvilket netop udløser en sansning, som farer direkte i sproget og dets billeder: Ribbenene er ved at sprænge sig vej ud gennem den pergamenttynde hud.
Det er et overvældende billede. Og det ville netop komme mest til sin ret, hvis skribenten stod inde for sin oplevelse og skrev det, som det var: "Jeg var ikke i tvivl om, at denne mand havde været helvede." Det er underligt. Især fordi der faktisk senere sniger sig et "jeg" ind i teksten. Sådan skal det være. Der findes intet Journalistpoliti. Alt er tilladt. Sæt din indre skribent fri – eller jeg skal komme efter dig. •