For læseren er der næppe noget så medrivende som en inspireret skribent. Men inspirationen kan være som et tveægget sværd, der i alvorlig grad gør sin ejermand ukampdygtig og lægger teksten død.
Et eksempel er en forårsreportage fra Midtjyllands Avis. Der er ingen tvivl om, at journalisten har det fantastisk godt med sin opgave. Vedkommende er på vej ud i den smukke natur og glæder sig stort over alle de mange henrykkende tegn på forårets ankomst.
Sådan her lyder et par af linjerne fra den opstemte skribents pen: "Alt grønt, hvidt og gult har rasende travlt med at springe ud. Og knap har stæren opladt sin første skræppende kærlighedssang, før svalen suser kvidrende forbi. Bøgen har efter en imponerende spurt foldet de første pernod-grønne blade ud flere uger før sædvanlig tid. Anemonen har forlængst rullet sit hvide tæppe ud."
Som læser er man aldrig i tvivl om skribentens meddelelsestrang og indlevelsesforsøg. Og tak for det. Men noget går alligevel galt med teksten, for i stedet for at svinge sig i vejret og tage læseren med på himmelfarten falder den sammen som en vingeskudt fugl. Flere ting spiller ind. Der er de kiksede associationer. Det går ikke an at tale om "en spurt" i denne sammenhæng. For en spurt er en ekstrem kraftanstrengelse, smertefuld og uskøn. Og de "pernod-grønne" blade er desværre mere dumdristige end dristige. De skaber tankeforbindelser til et helt misvisende univers af værtshuse, alkohol og tobak.
Men helt fatal er gentagelsen af to små og tilsyneladende uskyldige ord. Det er allerede et irritationsmoment, at der to gange så tæt på hinanden står "første". Men det allerværste er den tredobbelte brug af ordet "ud". Alt springer "ud", bøgen folder sine blade "ud", og anemonen ruller sit tæppe "ud".
Stik piben ind, tænker læseren og kan konstatere, at den ellers så begejstrede tekst styrter til jorden. Gentagelse kan være et stærkt virkemiddel, men kun hvis den er fuldstændig bevidst. Skribenten skal ville sin repetition. Den skal ramme i plet, repetitionen, og ikke fremstå som det rene klatværk.•
∞ I denne klumme lader vi Anders Rou Jensen gå på jagt efter grus og perler i journalistikken. Han fokuserer på de virkemidler, stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Anders Rou Jensen.
Denne kommentar har intet med din blog at gøre, men jeg ser efterhånden dette som den eneste udvej. Jeg har ledt overalt efter din e-mail adresse, og jeg kan simpelthen ikke finde den nogen steder. Så hvis du i stedet gad at skrive til mig på karen.aarup@hotmail.com, så villle det bare være super. Jeg har brug for din hjælp, fordi jeg skal til 9. klasses afgangseksamen i din artikel "Glem fordybelsen, tænksomheden og det langsomme," fra Politiken d. 28 maj 06. På forhånd tak.
Hilsen Karen Aarup.