Nørrebro som verdens navle. Sådan har det været et stykke tid i medierne. Det er her, det sker – skyderier og bandekrig dagen lang. Journalistisk kommer de mange resultater desværre let til at løbe i ét, men så kan der alligevel pludselig dukke et par linjer op, som gør en forskel og får læseren til at mærke, at livet findes i spalterne.
Jyllands-Posten havde tre reportere på pletten på Nørrebro for et par uger siden, og måske er det sandt, at seks øjne ser bedre end to. Følgende var ifølge reportagen, hvad der skete for øjnene af den lille reportertrop:
"Golf 13 svinger pludselig til venstre over i den modsatte vejbane over de dobbelt optrukne midterstriber og uden om et helleanlæg. Den store folkevognsbus gasser op, blinkene på taget tændes, og de seks uniformerede betjente inde i bliver trykket tilbage i sæderne. Med et anstrengt brøl fra motoren forsvinder Golf 13 ned ad Stengade."
Selv om der nok burde have stået "indeni", er det et herligt set og sanset øjebliksbillede, der øjeblikkeligt river læseren ud i virkeligheden. Og helt i overensstemmelse med den amerikanske skriveguru Roy Peter Clarks råd om altid at "få navnet på hunden". Det er netop i detaljerne, sandheden ligger, og indlevelsen vækkes. Det er en gave, at de tre reportere nåede at observere, at politikøretøjet havde betegnelsen "Golf 13", og det er rigtigt set, at de bibeholder og gentager denne betegnelse i teksten.
Alligevel er det en anden detalje i den korte tekst, der tager prisen. Det er den med seks styk betjente, som trykkes tilbage i sæderne. Rykket forplanter sig til læseren. Måske er beskrivelsen dog så detaljeret, at man som læser overvejer, om det kunne være en ren efterrationalisering – især fordi tekstens reportageelement afsluttes så brat. Pointen er dog stadig, at hundens navn er altafgørende. Detaljer bibringer ikke blot læseren en oplevelse, konkluderer Clark, "men også indsigt og forståelse." De gør teksten strømførende. •