search

Sort på Hvidt: Fint

>>Det kræver stor omhu at skrive om ulykkelige, følelsesladede hændelser uden at blive rørstrømsk og kvalmende. Samvittigheden skal gå forud for det sentimentale.<<

>>Det kræver stor omhu at skrive om ulykkelige, følelsesladede hændelser uden at blive rørstrømsk og kvalmende. Samvittigheden skal gå forud for det sentimentale.<<

Sort på hvidt 1.501 ord er der i alt i historien i JydskeVestkysten om Jeppes langstrakte og problemfyldte fødsel. Den gik galt. Den fireårige Jeppe er i dag handicappet, og i historien stilles der nu spørgsmålstegn ved overlægens indsats undervejs i forløbet. Burde Jeppes mor ikke have fået kejsersnit? Ville det ikke have reddet Jeppe fra de svære men?

De 1.501 ord er hård og smertefuld læsning. Fortællingen om det fire døgn lange fødselsforløb er ubønhørligt detaljemættet og omhyggelig, og det er, som om læseren skridt for skridt tvinges til at følge med mod den ulykkelige slutning – fostervandet skifter fra "lysegult" til "gult", Jeppes far går ud på gangen for at smøre "syltetøjsmadder", lægen tager en speciel manøvre i brug for at få Jeppes krop "lirket ud", og Jeppes mor kan se, at jordemoderen "har grædt", da denne efter fødslen kommer ind med "flag og brød".

Det er alt sammen næsten ubærligt. Men det er alligevel konstant skrevet så sikkert, følsomt og respektfuldt, at sentimentalitet eller spekulation aldrig sniger sig ind og gør udtrykket gustent og kvalmende. De to skribenter har nøjeregnende søgt sandheden, men de har netop aldrig penslet den ud. Dertil har samvittighed og integritet betydet for meget – og tak for det.

Hvor hårfint det hele er, afsløres af et enkelt ord, som går igen i indledning og slutning. Den 4-årige Jeppe følges her på en tur i Legoland. "Den grønne flyvemaskine drejer rundt og sender Jeppe op mod himlen", står der i begyndelsen. Og historien lukkes med:
"Efter endnu en frydefuld tur mod himlen er det tid til softice."

Det er naturligvis anvendelsen af "himlen", som afslører, hvor grundigt og sensibelt historien er skrevet. Det er næsten poesi, og det er næsten rørstrømsk med denne himmel – et sted for engle og andre uskyldige væsener – men det er heldigvis mest det første. Det er en diskret, men virkningsfuld antydning af, at dette er en historie om adskillelse og tab, om liv og død. Jeppe var nær ved at forsvinde, før han overhovedet blev født. Og han er stadig tættere på himlen end de fleste.

I denne klumme leder Anders Rou Jensen efter grus og perler i det journalistiske sprog.
Han fokuserer på de stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.
Anders Rou Jensen er journalist, forfatter og medindehaver af kursus- og foredragsvirk-somheden Befri Din Skrivning.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen