Sort på hvidt: Fedt

Der er tilsyneladende ingen tvivl om, hvordan det bliver, når Skive Gymnasium og MusikCollege Skive opfører musicalen "Rock U" på Skive Theater. Det bliver stærkt.

Der er tilsyneladende ingen tvivl om, hvordan det bliver, når Skive Gymnasium og MusikCollege Skive opfører musicalen "Rock U" på Skive Theater. Det bliver stærkt. Det fremgår af den historie, Skive Folkeblad har begået om prøverne. I hverken rubrik eller billedtekst får den for lidt: "Fed og lidt rå stemning", fastslår førstnævnte.
Og det må konstateres, at journalisten i selve reportageteksten nægter at vige en tomme. I tekstens sidste halvdel, som blot består af 323 ord, optræder ordene "fed" eller "fedt" i alt otte gange. De kommer væltende op i hovedet på læseren. Der er tale om citater fra to af de medvirkende gymnasieelever, Mette Sofie og Julie-Margrethe, som fortæller om deres oplevelser med musicalen under prøverne.
"Det er bare så fedt at være med" indleder de to hovedrolleindehavere med at juble til Folkebladets udsendte medarbejder, og siden er de i begejstring nærmest ved at snuble over hinanden for at få afleveret sætninger, hvor "fed" og "fedt" i lyntempo veksler med hinanden. Min favorit er absolut denne: "Det er fedt, men vi ser først nu, hvor fedt, det egentlig er."
Men her stopper det langtfra. Det er først lige begyndt, og det bliver gennemført til sidste citat. Alt i alt er der enten tale om forbavsende og ubetalelig læsning, eller også virker genbrugen stærkt irriterende. Hvad er det, journalisten er i færd med her? Den ene mulighed er selvfølgelig, at vedkommende er ramt af en blanding af dovenskab og sprogblindhed og har været ligeglad med gentagelserne.
Den anden mulighed er mere interessant. Journalisten er ikke blot tro mod virkeligheden og citerer slavisk hver eneste brug af "fed" eller "fedt", men hun opnår tillige en overbevisende effekt. Otte gange genbrug på så kort tid – og hermed møder læseren netop Mette Sofie og Julie-Margrethe og deres flyvske, ureflekterede iver og meddelelsestrang direkte i teksten. De mener hvert et ord. Og jeg gentager gladelig de fedeste af dem: "Det er fedt, men vi ser først nu, hvor fedt, det egentlig er." •

 

∞ I denne klumme lader vi Anders Rou Jensen gå på jagt efter grus og perler i journalistikken. Han fokuserer på de virkemidler, stiltræk og udtryksmåder, der skiller den stærke tekst fra den slappe.

0 Kommentarer